En Aften lige ved de var komne i Seng hos Anders Vinters, Kragelund Fælled, hørte de noget, der slæbte hen ad Gulvet, og Hunden gav sig til at søge. Alle dem, der lå i Stuen, hørte Lyden. Nogle Dage efter blev den gamle Mand syg og døde, og den Gang de vilde bære ham ind på Bordet, hvor han skulde lægges på Strå, kom Lagenet til at slæbe bag efter ham...
I Tåstrup ved Holbæk var det så galt med spøgeri. Alting blev flyttet omkring i huset, og de kunde ikke opdage årsagen. Manden i gården var syg, og en nat, han vilde stå op, ser han sin bedstemoder, der var død for mange år siden, sidde i en lænestol. De søgte da kloge folk, som rådede dem til at tage fire gamle meget brugte vognhjul og hænge dem...
Rn gammel fruo på Hvedholm, der går under navnet fru Sues, skal være manet ned i kjælderen. Man har undertiden mærket hende. Eu rengjoringskone fra Bjerne overnattede en gang i kapellet oven over kjældeien, og da kom dor en stor sort hund ind til hende og forsvandt igjen, uden at døren åbnedes. Det kapel skulde have vau'et færdigt til en af ejernes...
De ær en fåle firken: stor travlhed. Ådum.
da.etk.JAT_06_0_00992
Di fuldes ær: fulgtes ad; di kjowwer: kjørte. Rødding, Salliug.
da.etk.JAT_06_0_00975
Venner æ ronn æ røi, så ær æ mærressøwn øi.
da.etk.JAT_01_0_01624
Hær ær æ joinfru-dolld. no ær æ vinter hænn mæ ælld. Siges om vipstjærten. P. K. M.
da.etk.JAT_01_0_01523
"Vil I mæ no a I il bj ær re driww. så skal I mæ aldrig a Søbårre sø driww." I den so er der eu sten, som er større end et hus, og under den siger de, at skatten skal være. t. Kr. Kr.
I Vodder siges: Æ løs å mi læks, æ ko bæs, Gram: Æ løjs å mi læjs, æ ko bæjs, æ smør ær dyyr. ø.-Lindet: æ smør ær dywwr. M. J. Skov, Øster-Åbølling.
De ær dær et måen om: det kan nytte : do æ dæ inden om: det nytter ikke noget, er uigjennemførligt; spræg: fremtrædende. Ty,
Bojler å gilder de ær de helst a vild', harre å plåww kommer alder i mi håww, Sffeeb å tæmm vel a så gjår fåglæmm. C. Sch.
Saww å graww ær en hoer plaww, moog å tææsk ær de allevæst, men te kåst å te gild war de hællest a willd. J. A. Jørgensen, Stenbj. Agel.
Brænder en pige hul på en karls klædningsstykke, vil hendes ære gå tabt ved ham. P. K. M.
da.etk.JAT_03_0_00680
A kommer ind ad jer dår I har wal sjæt mæ får, har I falat jer vree a vænd jer om te jer hønsree? så gier I mæ wal nok en par pooskæk. tSomm' haller mæ æ vinter, fa æ nat ær sæ lang; men a haller mæ æ sommer få den dæjle fowlsang. Somrn' haller mæ æ pigger, få di æ som en rues; men a haller mæ æ kwånner få di gie mæ nåwed i mi pues. Brugtes af tiggerne,...
da.etk.JAH_04_0_00446
Den skov, som en gang stod ved Rok/ær i Søndbjærg sogn, skal have været en egeskov, og de træstammer, som opgraves der, er også eg. h. a. b.
Der er en ær på Varnæs kirkegård snært på kirken inde i et hjørne, og der står altid vand i et gab ind i stammen en 2 1/2 alen fra jorden.
Molboerne di tænker endt, di teenker. 1 Nørre herred siges: Høwden, på Mols: BiT'stæen; Nørre h.: Hållemlåend, Mols: Forager; Nørre h.: den er møj gamtøer, de ær ino gatøer.
Håhåhå! sagde han Morten Grimskjæg, han sad bag æ dør. Dette mundheld, som man har i Lemvig-Egnen, stammer fra, at en mand en aften som sædvanlig gik ud for at skade sin dør, og da han var i lag med det, sagde han: No skal di vær uur, dær ær uur, å ennd, der ær ennd. Men Morten sad rolig bag døren og sagde: Håhåhå! J. G. Pinholt.
I 1848 sagde soldalerne: De ær nit so gut får en jæunle kåel, dat is fiel bæsser, wenn vi twe ist. Peder A. Bjerregård, Brandstnip.
da.etk.JAH_05_0_00253