Maren å Mætt' stu i æ stætt' å bost å flætt' å ba te, æ ræjn sku lætt'. Æ ræjn lætt, å æ køjer bejst; hejs om æ kuer, bejs hjem, hejs i æ klåwvv, læ foer i æ ståwvv, læ hønen såvvw, te de ær halles mæjjda. Kr. Mågård.
I Handest siges: kæær, dæær, ed (o: ikke), faj, maj. moJ, nød, de æ væær (værre). I Gassum: hier, dier, it, fad, mad, mod, nååd, de æ wår, kåm (en kam), arrbæjt, gres, lian ær dø (død). I Hæcm: Arrbed, en koem, græjs, han er do;'. Esben Madsen, Gassuin.
To ældre koner vilde begge to op på én vogn. Den ene stod nu og høkkede og kunde ikke ret trine op ad trappen. Så sagde hun: A ær it møj nøt no (o: ikke meget nyttig). Mon den anden svarede: Do æ få møj not, mi mower (o: du er forslæbt, slidt op, for meget nyttet). Jens Smidt, Kjøbenhoved,
Synes man i drømme at miste en tand, og det sniærtede ikke, da tyder det en bekjendts død : men snnærter det, da skal en kJ ær ven smart bortkaldes. A. L.
En gammel kones aftenbon i Ty: No hår a æt bløwen mæt, no ær ed nejer, Gu gi mæ snåer no mejer! E. T. K.
Da en pige. som madmoderen var misfornøjet med i hendes tjeneste, snart havde udtjent, sagde hun: "Gu ske lov de æ snar mikkels nytt\ så skal all æ skøjger å howrer flottV' Men pigen havde svaret på rede hånd: "Ja så mi sæel de ær bløwen en skik a en sæwåån, en ska flør fræ jæ" skidden slåt te en åån.u En anden fortæller det således. Madmoderen sagde: ,...
A endda, mæ sølle dreng a ska tiile å mi seng ud å fløt æ væjer, di ajer hår ed bæjer. A so te æ swel mi maww dænd wa huel, a so te æ nø/, dær wa låndt te æ bo/', æ daww di æ låring, å æ træsko ær tånng, æ mælldmarrer æ smo, å æ målldtirrer æ fo, å hwær så sååi di, te a sku go. Borbiærg. M. Moller. Sir.
Skoven har her strakt sig fra Bj ær gene over Sonder Bjærge Mark helt hen til Sønder-Aldum og grændset til Urleu Skou. At der her har været en hel Skovstrækning er tydeligt nok, da der på det lavere Land tit er blevet pløjet Træstubber op nu i vor Tid. Bjærge H.
Flere Gange har Folk i Giver mødt Bjærgfolk. En Mand mødte en af dem en Aften og spurgte ham, hvem han var. Han fik den Besked: »De ær Skjælbuund, a vild nier å ha Åtte mæ mæ, vi sku te Sobjærre, dær æ Bassel i Awten.« Skjelhøj ligger i Skivum Hede syd for Byen, og Ottebanken er i Skivum Bakker norden for. Men hvor Sobjærg er, vides ikke. Søren Andersen,...
Der var et sted, der var ellefolk under deres ovn, og de kom og lånte brød, men betalte det godt nok igjen. Så en aften kommer der en rendende til manden ude i gården og siger: "Du skal hilsen Atis, te Watis er død, når du kommer ind." Manden kunde ikke forstå, hvad det var for noget pjåk. Men da han kom ind, sagde han det alligevel, han vilde jo...
x. ka sto o æ mørring å sie, næer de ær hyww merre, a ka si åp ar æ gare å nier ar æ gyre, dær ær mar i æ far^ å grør i æ gryre. Ale v. Horsens. H. G. A. Stampe.
En gammel skolekammerat af biskop P. O. Bojsen, stod og arbejdede i en grøft ved Emmerlev, da biskoppen kom forbi. Manden hilste d\Tbt, og så sagde Boisen: Du skal ikke tage hatten af for mig. Den anden svarede: Ja, de ær endt få dæ, Peer, men de æ få dit bælle æmbet. Bispen blev noget flov ved det. Pastor Jensen, Ringeuæs.
Beboerne på klitterne ved Vesterhavet har upåtvivlelig i ældre tid været nogle slemme knægte. Vore søfolk har endnu sagn om dem. Fra et strandet skib kom en mand halvdød i land, og det var den eneste, der reddedes. En af havgasserne sagde så: A den stakkel, han æ dæn jænnest, dær æ kommen i land, de æ da søwd, han ska løww, gi ham en lille pek å æ yws,...
Bydemændene kaldes de to ungkarle, der går omkring og indbyder til bryllup. Hos præsten lyder indbydelsesformularen således: A hår en flittig hilsen frå ungkål ST. N., lissom åsse frå hans kjærrest N. N., at Di vel komm te kjærken næstkommend toosde å gjeer djer bruudviels å felle hjæm mæ dæm å vær djer indbudden gjæst, så lænng Di.lester. Efter at den...
Når de unge gik til legestue, var de slemme her i sognet til at gjore nar af hverandre, for der var nogle, der vilde være de fremmeste ved enhver lejlighed. Dem gjorde de andre så et rim om, der kom til at lyde sådan: Mæ så æ foer, Ann i Limgoer, tow fræ Hærrop å jæn fræ Trærrop, Ann Heje å Mæt Kåk, dæær ær æ flåk. K. Sørensen, Lime.
Når hornene skal blive rige, må de bave en sølvskilling på sig deres dåbsdag til kirken. Jørg. H.
Byremse fra Birk v. Herning. A goer mi saen dæ neje, sa Wolle Skræje. De mo do mussel &t, s.t Kræn Fret, De æ bæst a folie væjen, så Niels Dæjn. Nej. Fanden rii mæ ær er ef, så Kræn M . . Da trower a sku de, så Anders K . . Ja pænnedo ær e så, så Pe P . . Dæ ka væær en nottebene om de, sa Anders U.. A, I er pennedø no æseler bwæjæn, sæ gi. Pe...
I Aller har der været en klog Præst. En Dag sagde han midt i Prækenen: »Stå!« og så talte han videre. Folk undrede sig noget over det. Da han kom hjem, sagde han til hans Karl: »Gå op ad Ærtagerhave det er en lille Skov, der kaldes sådan der står en Karl med en stor Gren på hans Ryg og kan ikke komme af med den, inden der kommer én og taler ham til...
Min moder var silde om aftenen sådan ved midnatstid nede ved en kjøbmand og bente noget til bendes forældre. Da bun gik derned, tyk te hun bestemt, hun kunde se lys i kirken gjennem vinduerne. Hun blev jo bange, og da hun kom tilbage, kunde hun endnu se lyset. Læreren havde vel et eller andet ærende i kirken, mente moderen, da huu fortalte hende det, og...
Heksen, der boede i Hesselager, bar nag til en væverpige i samme by, og kom en dag ind til væveren, hvor pigen tjente, for at gjøre hende fortræd. Men nu er det således med en heks, at når hendes blod kommer til at flyde på jorden, er hendes magt forbi. Dette vidste væverpigen, og hun vidste tillige, i hvad ærende heksen kom. Pigen stillede sig da lige i...
