Skawwfæst: om det, der ligger op mod hinanden, hoved mod ende (som svin gjør); rengk sæ åp: gjøre sig færdig, rengk æ øenåp: gjøre middagsmaden færdig.
Den nuværende ejer af Brøns mølle hans faders formand sagde Mikkelsdag: Vorbærr la 'et blæjs åp te en skilling meer. M. J. Skov, Ø-Åbølling.
da.etk.JAT_01_0_01687
I nabobyerne til Skejby siger man: Dæ kam en mand åp a gååren mæ et far plarrerfuld åw kjørrmar.
Her i Vendsyssel er både solen og månen hunkjøn, men på Fyen er solen hun, og månen han. Mani han stor åp. Gårdmand J. Andreassen, Ø.-Brønderslev.
da.etk.JAT_06_0_00786
Vo nææ æ suel ge næn i en sæk, stæ en åp i en bæk. Bramming efterskole. Jørgen Detlefsen, Tombølgård, Als.
da.etk.JAT_01_0_01656
Joosten tårren kommer alder åp emod æ væev så lænng værden stæer. Branderup mølle.
Yonæe e nymåån lege å e røg, så gi de en håe ti. Yonæe dæn stæ åp, såent, te e Øwweæænd ka drøp nee i e neeæænd, gi de en voe ti. H. P. Hanssen Nørre-mølle.
Kom bos, kom bos, kom bejsend te bøj, wa hjoe han le^er i Elkjæ døj, di lowte ham åp mæ bvsmestang, di fore ham hjem mæ pivver å tromm. Kuttera! Silkeborg egnen. Marie Sandal.
Eie rae ryiv, som om ro så sku ryww ræn soverc jowr åp. Sådan sagde manden til pigen, der sagtens hed Marie, som var ude at rive stubber. Hvejsel.
En mand var syg, og så blev doktoren hentet. Da han kom, sagde han: Nå, hvordan er det med Dem? De korner i mi lyw som en låpstek, å så stiger et åp som en tårenmål (o: regnbyge), a så værter et mer i mi ly iv som en las høie. Skrave.
Gulderos' å Guldravn de er æ køer djer navn, Spanglilli å Spanglet de er æ kvier djer ret, Silkitop å Gulderop å lille røø rønn di eeder ålld wå hawer åp å skiider i Avå grønn. Eller: Silketop å Gulderop å roden á en rønn han eder alld wå hawer åp, der grover i wå grønn. E. T. K.
Solen søkke, å a foe nøkke, min mælmajer æ slåg, å vi fo sjællen kåg, dawen æ lonng, tiile åp å sille i seng, nej, skam sku tien den mand få dreng. P. Birkelund, Århus.
For kartoflerne kom rigtig i brug her i byen, havde de ikke flere kartofler sat i min fodegård end to bede oppe i deres kaigård, ligesom når vi nu såer krøjt. Så kern den gamle kone, der fik aftægt fra garden, ind på gulvet og sagde til den ung'' kime: Nå Mæt. no hår æ væn åp å se din kapæter. Hun mente jo pateter og var nysgjerrig efter at se til dem....
Æ agger æ lonng, å æ træskur æ tonng, æ mælldmadder æ smo, å æ medassowwn æ fo, å ålldsamel jawer di o, en ska strææv å go, tejele åp å silde i sæng, te Fanden sku tejen i Tokhiict fa dræng. Gadbjærg.
Dawen di æ lonng, træskon di æ tonng, mældmajeren di æ smo å let smør åpo. Tiile åp å silde i seng, gid Fanden skuld tien di Mollerup mænd få hjoordreng. S. P. Jensen, Vole.
En Mand gik ved Nattetid gjennem en Mose imellem Allerup og Højrup. Han faldt i en Tørvegrav og måtte blive siddende der, til Dagen brød frem. Hen ad Morgenen kom en Mand gående og så ham sidde i Graven. Han gik da hen for at hjælpe ham op. Manden i Graven skreg: »A kommer aller op!« og så i det samme op efter nogle Huse, som lå et Stykke derfra. Siden...
De wa jæn gang, dæ wa pestilærtds i æ land. å dær war åse hæær æpo TyhwàZm, ka ætro?i\ Dæær et så waøwersta^en, så wa dær et on jæn mand i behå/d æpo æ hejel land, å han gik åp o en hyw dæhamn we æ Hwilenggra?^ (Hwiligraw?) å roobt: »Allddehæræmiin!« Mæn så wow wnt dær endda en kjæ£eng åp lig we æ sii å å såå: »Næjj, de hall æ miin!« A. H. Schade.
Niels Mikael Åboe, der var præst i Kragelund fra 1820 til 1859, var en af sin tids lærdeste præster. Der skulde en gang være provstevisitats i Kragelund, og provsten var hr. Stockholm i Levring, også kaldet Linkeben, fordi han havde en hinkende gang, da det ene ben var kortere end det andet. Provsten var en brøsig og spydig herre, så pastor Aboe ikke var...
Pastor N. M. Åboe. passede selv sine kreaturer og gik stadig og flyttede dem der ude på marken. Om søndagen stod folk tit og ventede på ham ved kirken. De så ham så komme, ikke fra præstegården med kjole og krave, men fra marken med begge hænder på ryggen, og tøjrkøllen bag ved sig. Straks efter var han færdig til at gå i kirken. Han holdt da jævnlig en...
Knud Tysk i Have havde et barn, der var sygt, og som han så vilde have døbt. Han kjorte da med den lille til Vinderslev skole, hvor præsten den dag holdt eksamen. Knud kommer ind til præsten og fremfører sit ærende. Han var også straks villig til at følge med. Men, siger Knud, a har ellers selv døbt barnet. Så, siger præsten, hvordan bar De...
