En Aften lige ved de var komne i Seng hos Anders Vinters, Kragelund Fælled, hørte de noget, der slæbte hen ad Gulvet, og Hunden gav sig til at søge. Alle dem, der lå i Stuen, hørte Lyden. Nogle Dage efter blev den gamle Mand syg og døde, og den Gang de vilde bære ham ind på Bordet, hvor han skulde lægges på Strå, kom Lagenet til at slæbe bag efter ham...
I Tåstrup ved Holbæk var det så galt med spøgeri. Alting blev flyttet omkring i huset, og de kunde ikke opdage årsagen. Manden i gården var syg, og en nat, han vilde stå op, ser han sin bedstemoder, der var død for mange år siden, sidde i en lænestol. De søgte da kloge folk, som rådede dem til at tage fire gamle meget brugte vognhjul og hænge dem...
Rn gammel fruo på Hvedholm, der går under navnet fru Sues, skal være manet ned i kjælderen. Man har undertiden mærket hende. Eu rengjoringskone fra Bjerne overnattede en gang i kapellet oven over kjældeien, og da kom dor en stor sort hund ind til hende og forsvandt igjen, uden at døren åbnedes. Det kapel skulde have vau'et færdigt til en af ejernes...
Skawwfæst: om det, der ligger op mod hinanden, hoved mod ende (som svin gjør); rengk sæ åp: gjøre sig færdig, rengk æ øenåp: gjøre middagsmaden færdig.
Den nuværende ejer af Brøns mølle hans faders formand sagde Mikkelsdag: Vorbærr la 'et blæjs åp te en skilling meer. M. J. Skov, Ø-Åbølling.
da.etk.JAT_01_0_01687
I nabobyerne til Skejby siger man: Dæ kam en mand åp a gååren mæ et far plarrerfuld åw kjørrmar.
Her i Vendsyssel er både solen og månen hunkjøn, men på Fyen er solen hun, og månen han. Mani han stor åp. Gårdmand J. Andreassen, Ø.-Brønderslev.
da.etk.JAT_06_0_00786
Vo nææ æ suel ge næn i en sæk, stæ en åp i en bæk. Bramming efterskole. Jørgen Detlefsen, Tombølgård, Als.
da.etk.JAT_01_0_01656
Joosten tårren kommer alder åp emod æ væev så lænng værden stæer. Branderup mølle.
Yonæe e nymåån lege å e røg, så gi de en håe ti. Yonæe dæn stæ åp, såent, te e Øwweæænd ka drøp nee i e neeæænd, gi de en voe ti. H. P. Hanssen Nørre-mølle.
Kom bos, kom bos, kom bejsend te bøj, wa hjoe han le^er i Elkjæ døj, di lowte ham åp mæ bvsmestang, di fore ham hjem mæ pivver å tromm. Kuttera! Silkeborg egnen. Marie Sandal.
Eie rae ryiv, som om ro så sku ryww ræn soverc jowr åp. Sådan sagde manden til pigen, der sagtens hed Marie, som var ude at rive stubber. Hvejsel.
En mand var syg, og så blev doktoren hentet. Da han kom, sagde han: Nå, hvordan er det med Dem? De korner i mi lyw som en låpstek, å så stiger et åp som en tårenmål (o: regnbyge), a så værter et mer i mi ly iv som en las høie. Skrave.
Gulderos' å Guldravn de er æ køer djer navn, Spanglilli å Spanglet de er æ kvier djer ret, Silkitop å Gulderop å lille røø rønn di eeder ålld wå hawer åp å skiider i Avå grønn. Eller: Silketop å Gulderop å roden á en rønn han eder alld wå hawer åp, der grover i wå grønn. E. T. K.
Solen søkke, å a foe nøkke, min mælmajer æ slåg, å vi fo sjællen kåg, dawen æ lonng, tiile åp å sille i seng, nej, skam sku tien den mand få dreng. P. Birkelund, Århus.
For kartoflerne kom rigtig i brug her i byen, havde de ikke flere kartofler sat i min fodegård end to bede oppe i deres kaigård, ligesom når vi nu såer krøjt. Så kern den gamle kone, der fik aftægt fra garden, ind på gulvet og sagde til den ung'' kime: Nå Mæt. no hår æ væn åp å se din kapæter. Hun mente jo pateter og var nysgjerrig efter at se til dem....
Æ agger æ lonng, å æ træskur æ tonng, æ mælldmadder æ smo, å æ medassowwn æ fo, å ålldsamel jawer di o, en ska strææv å go, tejele åp å silde i sæng, te Fanden sku tejen i Tokhiict fa dræng. Gadbjærg.
Dawen di æ lonng, træskon di æ tonng, mældmajeren di æ smo å let smør åpo. Tiile åp å silde i seng, gid Fanden skuld tien di Mollerup mænd få hjoordreng. S. P. Jensen, Vole.
En Mand gik ved Nattetid gjennem en Mose imellem Allerup og Højrup. Han faldt i en Tørvegrav og måtte blive siddende der, til Dagen brød frem. Hen ad Morgenen kom en Mand gående og så ham sidde i Graven. Han gik da hen for at hjælpe ham op. Manden i Graven skreg: »A kommer aller op!« og så i det samme op efter nogle Huse, som lå et Stykke derfra. Siden...
De wa jæn gang, dæ wa pestilærtds i æ land. å dær war åse hæær æpo TyhwàZm, ka ætro?i\ Dæær et så waøwersta^en, så wa dær et on jæn mand i behå/d æpo æ hejel land, å han gik åp o en hyw dæhamn we æ Hwilenggra?^ (Hwiligraw?) å roobt: »Allddehæræmiin!« Mæn så wow wnt dær endda en kjæ£eng åp lig we æ sii å å såå: »Næjj, de hall æ miin!« A. H. Schade.
