Efter de gamle sloges Anholterne tit og lovede hverandre solen til månen (en trusel). En gang sloges et selskab på havet i en sydost-storm. Da de kom i land. tog en mand sit tøj og bad farvel, idet han sagde, at hans fødder skulde ikke mere træde i båden. Han gik hjem, byggede en anden båd og fik sig et nyt selskab i stand. Der var og to mænd, den ene...
Skawwfæst: om det, der ligger op mod hinanden, hoved mod ende (som svin gjør); rengk sæ åp: gjøre sig færdig, rengk æ øenåp: gjøre middagsmaden færdig.
Den nuværende ejer af Brøns mølle hans faders formand sagde Mikkelsdag: Vorbærr la 'et blæjs åp te en skilling meer. M. J. Skov, Ø-Åbølling.
da.etk.JAT_01_0_01687
I nabobyerne til Skejby siger man: Dæ kam en mand åp a gååren mæ et far plarrerfuld åw kjørrmar.
Her i Vendsyssel er både solen og månen hunkjøn, men på Fyen er solen hun, og månen han. Mani han stor åp. Gårdmand J. Andreassen, Ø.-Brønderslev.
da.etk.JAT_06_0_00786
Vo nææ æ suel ge næn i en sæk, stæ en åp i en bæk. Bramming efterskole. Jørgen Detlefsen, Tombølgård, Als.
da.etk.JAT_01_0_01656
Joosten tårren kommer alder åp emod æ væev så lænng værden stæer. Branderup mølle.
Yonæe e nymåån lege å e røg, så gi de en håe ti. Yonæe dæn stæ åp, såent, te e Øwweæænd ka drøp nee i e neeæænd, gi de en voe ti. H. P. Hanssen Nørre-mølle.
Kom bos, kom bos, kom bejsend te bøj, wa hjoe han le^er i Elkjæ døj, di lowte ham åp mæ bvsmestang, di fore ham hjem mæ pivver å tromm. Kuttera! Silkeborg egnen. Marie Sandal.
Råbarre viud : god vind: falde til fjennd: fedme; stummer: larme; stui over en bog: hænge over en bog; trippel og regent: travlhed; hakkekylling: mistebarn; det faldt hen i godt vejr: hk en god ende; gui: barn: hædeles: helvede; landbrænnd ; strandbredden; elske vallend : sejle tæt ved land ; stuuf: snuble; skurre: kjøre rask; troldmorki.de gamle sagde...
da.etk.JAT_06_0_01069
Deres sygdomme, bryst- og lungesyge samt kolden, pådrog de dem ved at gå barfodede. Brændevin med peber eller peberrod var godt mod forkuldrelse. En historie herom. Sorren havde ligget syg længe. Hans kone og andre kvinder havde givet ham ind, alt hvad de vidste, men han blev stedse dårligere, benene kladrede i ham, og han matte vendes i et lagen. Så kom...
Der var mange hylder før, og hvldethe var almindelig. Blomsten skulde plukkes st. hansaften. Man brugte pilebladsthe (de lange smalle pileblade blev turrede og både lignede og smagte som den bedste kinesiske the, siger de gamle). Enebærthe og peberrodsthe var mest som medicin. Bukkeblade kogtes der også the af, men de brugtes også sammen med...
I herskabets jagt var der sat et ben af en svane. Når der vilde blive uvejr, kom svanen og satte sig på pumpen og slog med vingerne. Ligeledes sattes der et ben af en fugl i en båd, når den blev bygget. Siden nøjedes man med at sætte stål og et stjålet søm i, som skulde være meget godt for sejlads. Anholt.
Når en kone kommer forste gang efter hendes barselseng, må man ikke lade hende gå tomhændet, for så slår man alle sine kar i stykker. C. Sørensen, Anholt.
da.etk.JAT_03_0_00912
Den, som havde pattet en myndehund før sin moder, kunde se, hvor der lå skjulte skatte. C. Sørensen, Auh.
Man havde en lille handel med at sælge tobakspunge af sælskind i Grenå. Kvinderne vævede også sejl til bådene og slog ni slag. Bruden vævede selv sine dyner og slog fem slag. De bandt tårne i strømperne. De stjal for at leve. Da Visborg en gang vilde have dem ud at fiske op på revet, og de beklagede sig over, at de fik så lidt derfor, sagde han: Lønner...
Der var en bonde, som var så forfalden lil at snuse, at hait tog en pris for hver omkjøring, han gjorde på stykket, når de pløjede. Hvis nu stykket var kort. blev det til den evige snusen. Selv kunde han ikke bære det snus med sig. han skulde bruge, og konen måtte gjøre snus til ham lige så fuldt, som hun lavede mad. og have med i marken, og når hun kom...
Forhen drak man mest røllikevand. Siden kom kaffen i brug, der blev kaldt bonnevand. P. Perle skriver 1760, at Anholterne drak the på rølliker, Herrens brød (hvidkløverblomster), hyldeblomster, peberrod og enebær, pileblade og majgræsrødder. Pimpernillerod brugtes også. G. Sørensen, Anholt.
Den forste kaffe fik man fra et skib og kogte bønnerne, som de var. En præstekone lærte folk at riste dem. Et sted havde man fået et pd. kaffe og et pd. the og kogte suppe derpå, Det var den strageste suppe, jeg har spist i mit liv, sagde siden manden, havde vi ikke vidst, at det skulde være så godt, skulde det været kastet på møddingen, C. Sørensen.
