Når man skjælder en hest ud for hund. falder der el pund kjod af ham. C. Sørensen, Anholt.
Når der lystes til bryllup første gang, gik brudgommen i kirke, anden gang gik bruden, og tredje gang begge to. De flyttede sammen 8 dage før brylluppet. Den dag bryggedes der, og de unge vågede den første nat, de var sammen, over øllet. C. Sørensen. Anholt.
Ved snapsting på Anholt gik den gamle jordemoder om og takkede for skålen, de havde sunget, med snusdåsen i hånden. Hun nejede og så mildt til enhver, og ved hendes forklædebånd hang hendes hvide næsedug og flagrede. Det var brug den gang, at kvindernes lommetørklæde hang fast ved forklædebåndet med en halvknude. I snapsting dandsede fogden første...
Der var en pige, som havde to bejlere. Den ene hed Svend, og ham kunde pigens fader bedst lide. Når han kom ind til dem i mørkningen, før de havde tændt lys, sagde manden til sin kone: "Ann! tænd lysesnuppen!" Men når den anden kom, sagde han: "Ann! tænd tranlampen!" Men pigen tænkte ikke som faderen, for hun holdt mest af Søren, og ham fik hun da også...
I gammel tid gik kvinderne med en hilld (hylle, fordi de hyllede dem i den). Det var en lang kåbe, i modsætning til de damaskes kåber, der slap ved skjortelinet. Konerne havde både en nakkesløjfe og hagesløjfe, og forklædet gik næsten sammen bag på. Mændene gik med kallemankes trøje og manskjesters bugser. Chr. Sørensen, Anholt.
Det første klædemon, den unge kone gjorde til manden den første vinter efter at de var komne sammen, var en sorrekjoll (sorgekjole), som brugtes ved begravelser og nåede nedenfor knæerne. I modsætning hertil var trojerne grumme korte. Når kvinderne havde gået med sort for en afdød i længere tid, tog de blåt på (blå hue, sløjfe, forklæde, forklæde) og...
Der var en gang en mand, som var så ond mod sine børn, at de aldrig fik lov at spise sig mætte. Når han så var borte, kogte konen en ret. søm hverken var grød eller vælling, og den spiste de. Når faderen kom hjem, løb børnene ham i møde og klagede: "Vi har hverken fået grød eller vælling." Så anede faderen ikke, at de dog havde fyldt deres skrot med...
Maren Møllers kunde aldrig tåle at høre Vinden tude i en Dør, fordi det var fortalt, at de strandede Skibsfolk havde »sidded Og tuded i Mærset.« C. Sørensen, Anholt.
En fremmed skal en gang have sagt, at Anholt var et velsignet land med lægedomsurter, medens og onde urter groede her, som troldfolk kuude gjøre mange ulykker med. Blaudt andet groede der et grimt træ i fogdens have. C. Sørensen.
Når man satte brod i ovnen, slog man kors med skådden i ovusmunden. C. Sørensen.
da.etk.DS_07_0_00813
Når nogeu var overset af onde øjne, skulde der hugges ild over ham. Det gjaldt både folk og fæ. C. Sørensen.
Når man kjærnede smør, lagde man en smørdeje (søpindsvin) på kjærnelåget. Smørdejerne findes i høje og er forstenede. C. Sørensen.
da.etk.DS_07_0_00641
Af flyveron tog man eu kvist og bandt på hvert kohorn, så skulde der ingen tage mælken eller sraørret.
En heks skal gjøre en synd hver dag. Når hun ikke kan komme af sted med andet, tager hun en nævefuld korn og kaster i ilden. C. Sørensen.
I min bedstefaders have voksede der en lovstilk, ogpà denne blev der hængt en saks hver saukt Hans nat, for at der ikke skulde flyve forgift af den. C. Sørensen.
da.etk.DS_06_0_01148
Om præsten Hr. Schmidt, der flyttede fra Anholt n\ Sejrø, fortælles, at han vendte sig tre gange, efter at han var død. CHR. SØRENSEN, ANHOLT.
da.etk.DS_05_0_00629
S. C., som har set mange tusende spøgelser, fortalte en gang følgende i et selskab. Det var kort efter at postfolkene var druknede (i 60erne), at jeg en aften gik op til Karls Ann. Hun var ikke hjemme, og så sad jeg og snakkede med den gamle Marie. Som vi havde siddet lidt, siger mutter: F., gå ind i kammeret og tag brændevinsflasken, som står der, og...
Når man piskede nogen med en pilekvist, gik marven af hans ben. C. Sørensen.
da.etk.DS_04_0_02201
Når man havde tandpine, stak man tænderne med en sevenbom-kvist, som man plukkede stiltiende, smed den så på vejen, og den første, som kom over den, fik tandpinen, og man var da fri. C. Sørensen.
da.etk.DS_04_0_02026
Anders Fyrmand tillige med sin søn passede fyret ber på øen. De huggede brændet, som de fyrede med. i skoven, så historien ligger langt tilbage i tiden. Da bavde der ingen strandinger været længe, hvorfor Anders eu dag kun huggede halvt så meget, som der skulde brændes om natten. Fyret gik da ud efter midnat, og om morgenen var der en stranding...
