Organizations
Keywords
There are no Keywords that match this search
Danish Keywords
Show More Danish Keywords
Dutch Keywords
There are no Dutch Keywords that match this search
German Keywords
There are no German Keywords that match this search
Place Mentioned
There are no Place Mentioned that match this search
Place of Narration
Show More Place of Narration
Narrator Gender
There are no Narrator Gender that match this search
Per Tomme var ungkarl og noget for løjer. Så vilde han gjøre Hans Sur bange, da han gik hjem fra gaden, hvor han havde moret sig med de unge. Han tog så et lagen over sig og kom imod ham. Sur-Hans blev så bange, at han gav sig til at læse sit fadervor, og det gik da sådan: Fadervor, du som er, du som er, du som er, du som er, Jøsse Kristi Kås. Rasmus...
Kweeg: fåreyver: swerp, en slem swerp: tab i bedriften; allat: rask, rap; pewek: lille stykke, bid eller mundfuld; vrat: agerende ; mwåt: travlt: han æ så ravvse : dorsk, halv sovniy : skronni: en slags grvnkage bagt i isterhiuden : hjams : utilpas; ban æ rærrend får et: fuldkommen dygtig; hamel: om fuldkjærnet korn, om en meget myndig person; han ruer...
Provst Gøttig *ar til en begravelse og holdt en ligtale over den afdøde. Så sagde han: Her ligger hun nu på sin bare; hendes liv var langt, men hendes ende var sur. Nørre-Mølle.
Der var en karl, der kunde ikke sige 1. Min moder var der at sy. Så skulde der være bryllup i nabolaget, og hun spurgte ham da, om han skulde ikke med. "Næjj, a mo it komm dær førend i awten, så skal a dæråp mæ sorrwåst, får a hår it andt å go i end mi karr" (han mente hans træsko). De brugte den gang sur ost på fade til gilder. Den spistes med godt øl...
Som det hedder sig, at hærfuglen har en mægtig krone og opholder sig i skoven, således hai også påfuglen sine forgyldte fjer, men dertil sine skabede ben. Lige så forekommer det mig i dag med vor pyntede og upyntede brud og brudgom, at elskovens glod brænder til hende, ligesom katten til den mægtige polse, eller ræven til den grå gås, eller bindehunden,...
I en gård i Gejsing skov, Andst sogn, var konen noget karrig. Så en sommerdag, det var rigtig varmt i vejret, fik de sodsuppe til middag, men hun bavde sparet vel meget på sukkeret. Så siger tjenestedrengen, som de nu sidder og spiser: Det er da forfærdeligt med den varme, der er ingen ting, der kan stå sig, alting bliver sur, og nu er sødsuppen også...
da.etk.JAT_03_0_01837
Når bruden kjorer hjem fra kirken, fores hun ind i stuen, og da forst skal se til skorstenen, under bordet, siden til maden på bordet, derefter kan troldfolk og onde mennesker intet få af bryllupsmaden.
da.etk.JAT_03_0_00589
Om klædedragfen har Kurt i Darum fortalt, at mændene gik i en kamisol, en slags kort frakke med to rader sølvknapper i. Dertil havde de korte bukser med meget brede sølvspænder, hvide strømper (både til helligt og søgnt) og sko, ligeså med sølvspænder. Til daglig brugtes naturligvis simplere dragt. De røde tophuer var i gang i tyverne. Kosten var simpel....
Knkelte steder bruger de endnu, når der bages, at trille lidt kagedej ud til vrakker til børnene. Den ene ude af tiimliugeii laves som en snølle og skal forestille halen, den anden lægges op som et næh. og det hele forestiller jo en and. Så siger moderen: Ja, du skal nok fa en vrak i dag Grindsted.
De brugte forhen ærtebrød, og det var stramt, for her kunde de ingen rug avle, fordi det her var lermarker; de skulde hen på sandmarkerne ved Torsager efter rug. Når der om morgenen blev kaldt til davre, og døren blev lukket op, kunde de lugte ærtebrødet ud i laden. Min bedstemoder fortalte fra hendes fader, at da fjenderne var her inde, vilde de være...
Om morgenen fik folkene en halv sild til ollebrødet, undertiden lik de også kartofler til. Om aftenen fik de altid grød. Et æg var nok til en karl til brodet til middagsmad. Det var hårdkogt, og han fik kogt sennep at dyppe det i og intet smør på brødet. Det var nu tilmaden, men formaden var grod eller vælling. - Om vinteren fik en daglejer i skilling om...
Der blev uheld med bagningen, nål brændet i ovnen begyndte at blæse og fløjte, hvad så tit skete. Chr. Weiss.
I en gård mellem Hobro og Ranilers, der kaldes Bilidt, var det ikke renligt. En dag fik de vandgrød til enden og sur mælk at dyppe dem i. Så siger karlen: Der kryber sku en stor lus i mælken. Nej, nu har a sku aldrig kjendt magen, siger konen. Ja, da kan a sku let vise dig barn, for der går han, og så tog han én på bendes arm. Der var meget...
På Trøjborg slotsport skal der i Rantzaus tid en morgen være skrevet med kridt: Sur mælk og skimlet brod, Fanden slå grev Kantzau dod. Der neden under skrev greven: Er du en ærlig karl, så nævn dig. Morgenen derpå stod af den ubekjendtes hånd: Du er en skjæim, jeg kjender dig. Det stod egentlig på tysk: .... so nenne dich . . . . ich kenne dich. A....
Andreas Lang. der 1820-24 ejede Rybjærg, var ea meget, fin mand og gjorde nar af den gamle pastor Olivarius. fordi han ikke kunde opføre sig flot nok. Det gjorde stor opsigt, når han kom kjorende til Ringkjohing. for han havde snogepander på sit seletøj. Ea gang kom degnen Sand på Holmsland ind i samme stue som han, og teede sig så ikke ;erbødigt nok,...
Ingens ridesporer må lægges på bordet eller andetsteds, hvor der handles med surt brod, ti hvis hesten siden stikkes af ham, som rider derpå, bulner, og det heles langsomt, j. b.
En præst i Nørholm sagde: Dersom Gjol bjærg var i sode grød, og Ulldyb var i sur mælk, og Øland skov var i skeer, så vilde de arme Gjølboer søge dertil. Folk der er så forhærdede, de vil ikke spise silden, uden de får ikke dyppelse. Så dypper de dybt i dyppelsen, helt ned til knokkerne, de gudsbespottere. I en anden præken sagde han: Gåsen hun går på...
En madamme, som ikke var så farlig godt lidt, døde og blev begravet. Hende var det ikke så nemt at gjøre en passende gravskrift over, men så fragede de en gammel Nordmand, om ban kunde ikke lave en. Jo, det kunde han nok, og den kom da til at lyde således: Der ligger hun, den forfyldte mær for alle de penge, hun haver fortær, på dommedag skal hun igjen...
Der var et hus i Hullig, de kaldte Stofferhuset, der holdt rakkerne til. Somme tider var der en 40 stykker, og somme tider var der kun mand og kone. Han hed jo Gamle-Stoffer. Stofferkonen var så dygtig og ernærede hendes mand. Noglet hængte på brystet af hende, og hun kunde strikke en stor karlehose o æ dag, det var jo ikke skik på denher egn. En dag det...
Jesper Nifinger kom ind til min nabokone her oppe lige osten præstegården og siger: Moer, har I ikke noget at give mig til min ojen i dag? Nej, a har ikke, hvad har a, a har sku ikke andet end en tår sure vælling. Så er det han siger: Mo'er, vedst I hvans, dem vilde a Fanen mæ allerhelst ha'. Så kunde hun ikke blive fri for ham. Dem kunde han jo...
