Organizations
Keywords
There are no Keywords that match this search
Danish Keywords
Show More Danish Keywords
Dutch Keywords
There are no Dutch Keywords that match this search
German Keywords
There are no German Keywords that match this search
Place Mentioned
There are no Place Mentioned that match this search
Place of Narration
Show More Place of Narration
Narrator Gender
There are no Narrator Gender that match this search
De æ fæfærdelig mæ dæd glatteis: om glat føre; di hår et gåt øwwso/n te hinåån : ser galt til hinanden : lojjwarm : lunkent; æ hund ga en gof æ sæ: lille gjæf; alder en grøsel: ikke den mindste smule: en slem glins: rå vind: nask i sæ: tage dygtig fat på maden; en rigtig gorbones: et skjældsord: han hår ildtwaud, monndwa>?d, hjåUand. gluend wand: om...
Ole Nielsen, i daglig tale kaldet Ole Mønsted, er fodt den 13. oktober 1812 i Mønsted. Han er god til at fortælle sagn og æventyr, forslår nu tiden med at sidde og binde koste og lave solde og bor i Hulbæk, Ørum sogn v. Viborg.
Der var barselgilde her ude i Randbøl, og min gamle bedstefader var fadder. Han havde fået temmelig meget til frokost, lagde armene ned på stolen og sov under prækenen. Det var, lav Svejstrup var præst der. Han prækede meget om trækfugle og lignede Vorherre med en trækfugl, idet han vilde trække folk til sig. I det samme slog han hårdt ned i prækestolen...
Jeg fik i min forste plads som vinterlærer 6 rigsdaler i lun og kosten på omgang hos beboerne. Lierer Madsen Vid' hak, l'ldum.
De sad et sted og talte om, at det var så vanskeligt at opdrive en sypige, og så lager en gammel smed ordet og siger: Ja, det kan være sandt nok, for a ser det hjemme til vort. Hver gang vi skal have et korn syet, så er der en ny sypige. Men det har a nu aldrig regnet, for min kone, Karen Marie, htm har altid været en Per Nittenskid. Da nogle talte om...
Degnen Nielsen i Klitlund, Råbjærg, havde ord for at kunne vise igjen. En gang havde en mand i Klitlund, som hed Dommer-Niels, forlist hans plovøkse om natten, og så gik han hen til degnen og spurgte ham, om ban kunde ikke vise den igjen. Jo, det kunde nok hænde, han kunde det; om han ikke havde nogen mistænkt? Jo, han troede, Kræn Lyng havde taget den,...
Der var en gammel omrejsende uhrmager. de kaldte Døve-Søren, men han kunde slet ikke lide, de kaldte ham sådan. Ser du den plade på mit bryst sagde han. når de brugte det navn, xog hvad der står på den. Der står: Søren Nielsen, uhrmager. Sådan hedder a, og a vil ikke kaldes anderledes:. Han havde gravet sig ind i en bakke og boede der med lude...
To mænd var i handel om en hest. Ejeren vilde gjærne unde den anden den, for den kunde få det godt ved ham, men de kunde ikke blive enige om prisen, skjøndt ejeren var enig med sig selv om, at den anden skulde have den, hvis han på ingen måde vilde give mere, end han havde budt. Så bliver der marked, og kan trækker derhen med hesten i det håb, at han...
To gamle gårdmænd var efter brugelig skik bedt til middag hos heriemanden, og så blev de der også og spiste til aften. Hen på aftenen, da de sad og fik en puns, blev der foreslået, at de skulde have sig et slag kort. De spillede, men den ene gårdmand var så uheldig at tabe 24 skilling og blev aldeles rasende derover, sprang op og sagde: Nu har jeg...
Mads Bitte-Kræn fra Stenbjærg sagde alting bagvendt. Han havde to sønner: Bitte-Kræn og Ott. Om Ott sagde han en dag: Han løvvt Færregors låå å sonden hans hywer trææsku. Hans kone døde ude i Tisted, og det var han bedrovet over. Han udtalte sig med, at ban var så grov kjed af, at han ikke var ved hende de sidste tre dage hun døde. De to brødre kunde...
Doktor Larsen i X.Xrbel havde taget en ublu betalig for en kur. Så var der én, der faldt på at spørge ham, ivad det vilde koste at få kureret én, der havde fået begge ben stykker og begge arme i stykker og skade i ryggen. Han rarede: Skaf mig manden, så skal jeg nok sige det. Hans Jørgen Weiss, Ø-e.
For en 70 år siden var der en præst i Sønder-Harritslev, der hed Weise. Han havde en avlskarl, der tillige var kusk for ham og var noget betroet. Når han så kom til Hjørring, skulde han jo forrette ærender for præsten. En gang gav han ham det bud med, at han skulde gå ind til Steffen Hattemager, det var den eneste hattemager der var i Hjørring i de...
I on gård her vesterst i Farup by havde de en lille krumpen skrædder, der kjøbte hans kost inde ved aftægtsmanden. Da stormfloden kom, kravlede rieher to, skrædderen og aftægtsmanden, op på et lille bord, der stod derinde i æ dååns, og de fik brændevinsankeret med dem, det var jo det første, de tænkte på at redde. Det satte de midt imellem dem, og så...
Min ganunelfader, Skeløje-Simon, kunde hverken læse eller skrive, men han kunde meget udenad, som hans fader havde lært ham. Således kunde han store stykker af bibelen på sine fingre, og han var heller ej ukjendt med fædrelaudets historie. Hans fader stammede fra en bedre familie og havde gjort noget ondt, hvorfor han rømmode og så gav sig til...
Vi havde forhen en prakkerfoged, og han skulde passe på bosserne og jage dem ud af sognet. Til tegn på sin værdighed havde han en plade på armen, og så gik han på omgang og fik kosten. Den sidste hed Anders Daniel, og den forrige Mathias Rytter eller Mathias Samsted. Samme Mathias fik sig en gang en morgenstjærne, en mand her i byen lavede ham den, men...
En mand fra Kode, der hed Gregers, gik på arbejde på Yedehlund. En morgen tidlig, han gik tværs over marken efter gården til, træffer han i en grube lige syd for Skjørring to mænd, der var i færd med at slagte et par får, de havde stjålet på marken der ved siden af. De var lige ved at stoppe det sidste af fårene i nogle sække, da han råbte efter dem, for...
En mand fra Plovstrup var til stads for at kjøbe ind til et barsel. Så skulde han også have et anker brændevin med hjem, men det vilde han nok have smuglet over, og så lagde han det på æ undersæd (bunden af vognen) og lagde alle de andre sager oven på og en sæk møllekom øverst. Han havde en assistent liggende hjemme på kost, og han var med ham til stads....
Bryllupsmanden er en ungkarl, en slægtning af bruden, I regelen broderen. Det er ham, der byder til kost. Der kunde være en ti, tolv ridende svende i alt. De red gjærne to og to og havde hvide bukser på. Nis Nissen, Nørborg.
Kostmanden havde kort, blå trøje og lange blanke støvler. Når han kom i gården, slog han et stort smæld med pisken for at lade folkene vide, at han var der. Så sagde han : Go daw, go daw, æ dæ flier a jæt falk i jæt hus, så mo æ be dæm om å kom ned å høør, hva æ hår å sæjj. Så er jegda i Guds navn kommen for at hilse og indbyde til bryllup for tvende...
St. Hans dags aften forsamledes ungdommen på en plads uden for byen for at tildele hver karl sin pige som gadelam. Pigen plejede da at forære den karl, hvis gadelam hun var, en blomsterkost, som han da måtte bære i sin hat ved deres lystigheder. Denne kost bestod for det meste af naturlige blomster, men undertiden var den og prydet med forgyldt og farvet...
