Organizations
Keywords
There are no Keywords that match this search
Danish Keywords
Show More Danish Keywords
Dutch Keywords
There are no Dutch Keywords that match this search
German Keywords
There are no German Keywords that match this search
Place Mentioned
There are no Place Mentioned that match this search
Place of Narration
Show More Place of Narration
Narrator Gender
There are no Narrator Gender that match this search
En præst i Snedsted kaldte de den gale præst. En sondag, han stod og prækede, kom han til at stå og se ud af vinduet og kunde der se både degnens og præstens jord. Så ser han, at koerne giver sig til at bisse, og da udbryder han: Nu tog Fanden degnens ko, og præstens bag efter. Niels Vig, Ø.-Vandet.
Provst Jacobsen i Besser holdt meget af at have en god besætning på gården, men han forstod sig ikke meget på landvæsenet. En gang havde han kjøbt en del unge malkekøer af en jysk pranger og havde betalt en god pris for dem. Hau havde en avlskarl, som vist ikke var klogere end præsten, ti nogle dage efter at de havde modtaget køerne, kom denne ind og...
Niels Blankenhjærg, som a gik til præst med, han kom efter det ud at tjene til Vester-Vinkel i Hove. Om sommeren, det var besovejr, da heste der en sort ko, så snart solen skinto igjennem, og de andre fulgte efter, så drengen døjede ondt med det. Han skulde nu ligge nede ved åen og passe på høvderne, og der finder han et æg, som han tager og stikker i...
I mit hjem nede i Farup slog isbårrerne i stormfloden alle væggene ned så nær som et lille stykke, der blev stående for koerne. Min fader gik i vand til midt på livet o tog os børn af sengene, én for én og satte os op på lofte Der blev vi, indtil vandet var falden. En gang kom vandet s tykt, at det dækkede alle ledpælene for fennerne. Peder Madsen, Farup.
Sønderfra smuglede de kram og brændevin og sukkerkister, nørfra kom pjalter og klude, heste og kreaturer. Klude var der størst bøde for at smugle over. En ko kostede fem daler i told, og det var mange penge, for den gang kostede koerne aldrig noget, Alle de heste og kreaturer, der var her en mils vej sonden for grændsen var brændt af toldvæsenet, og alle...
Den, der forst får sine koer ud pintsemorgen, er natravn, men den, der får dem sidst ud, er svinepisker. M. E.
da.etk.JAT_04_0_00304
Når man taber et øjenbryn, skal man potte det ind på brvstet; det onske, man i det øjeblik gjør, vil gå i opfvldelse. EL V. li.
Jeg havde en nabo i Brorstrup, de kaldte ham WolleNiels og hans moder Wollekonen. Da moderen var død. blev begge brødrenc ved at gå ved hinanden. En gang om vinteren kom Niels hen til os og siger: >A skulde da ikke tro, to jer pige kunde komme hen og malke vore koer, nu har de stået i to dage, og vi kan ikke lade dem stå længere. Søren er gået til...
Manden fra Lerbæk skulde have kjørsel over en mands mark, det var netop Johannes på Apholmen. Så tykte Johannes, han kunde tilkomme en smule godtgjørelse, for det han gav Lerbækmanden den frihed, og så gik han op til ham og sagde, om han ikke måtte komme derop med hans koer. når de blev jyvsen. De havde nemlig en tyr på Lerbæk. Dertil svarede manden:...
Min moder fortalte, at de i Jels satte koerne ud i skoven i kvægpestens tid, og beboerne havde kun én ko, der gik kvægpesten igjennem. Peder Skau, Bukshave.
Når st. Søren kommer til by, gi'r han koer og kalve husly (23. okt.).
Kirsten Jenses boede i min fødegård og fik aftægt fra den i et halvt hundrede år. Hendes mand dode. da hun var 25 år, og så tog hendes broder gården an, for det var jo flove tider, og hun kunde ikke selv bestride den. Han drog så alle hendes fem børn øp. Det var i kontrakten, te hun skulde have en ko, og ban skulde skaffe hende en anden, når den dode. Sa...
Min kone fortalte, at i hendes forste mands bedsteforældres tid var der kvægpest (år 1716), og elle deres koer her i gården døde sa nær som én. De havde den gang lidt skolehold lier i byen. og når et af hornene kom hjem fra skolen ng bad om en tår mælk at drikke, som de var vant til, gav hun sig til at girede og vride hænderne. Men i den øverste gård i...
Der var kvægpest her i egnen, og kun én ko her i byen overlevede den. Da sygdommen brod ud, havde dem i Vestergård i Hvilsted en ko, der stod færdig til at kjælve. Nu var konen jo så ræd for at miste den, og så sagde hun: A vil missel hellere have den inde i mit bryggers. Den blev så sat derind, og nu stod den der i halvandet år. Alle de andre koer...
I Nordby rasede kvægpesten også meget slemt, og mange steder uddode besætningen fuldstændig. En enke blev forskånet. Hun gik ud i kostalden, strog sine koer over ryggen og takkede sin Gud, fordi han havde glemt hende. K. F.s kone.
Da kvægpesten rasede her i landet i forrige århundrede, overgik den også Samso, og bortrev næsten alt kvæg. I Ørby dode således besætningen i alle gårdene så nær som i en gård, hvor de ikke mistede et hoved. Da pesten var forbi, gik konen ud i stalden og strog koerne pa ryggen med handen og takkede sin Gud, fordi han havde glemt hende. M. Sørensen.
Vi må aldrig spise brod i et kohus, så får koerne lus. P. Jcusen.
Skarnet fra koerne må ikke blive båret ud. inden solen er nede, for at koerne ikke skal blive solskådne, eller for at kalvene ikke skal få solstik. Den regel iagttager min fader endnu. Sådanne koer bliver så smalle og usle. Selde. Th. N.
Det går ikke an at lade koerne komme ud på græs om morgenen, før rimen er borte, ti ellers kaster de kalvene. Vendsyssel. A. E. Jakobsen.
da.etk.JAT_01_0_01233