Organizations
Keywords
There are no Keywords that match this search
Danish Keywords
Show More Danish Keywords
Dutch Keywords
There are no Dutch Keywords that match this search
German Keywords
There are no German Keywords that match this search
Place Mentioned
There are no Place Mentioned that match this search
Place of Narration
Show More Place of Narration
Narrator Gender
There are no Narrator Gender that match this search
Præsten Patberg i Jebjærg, som er meget bekjendt i Salling for sin dygtighed til at mane, skulde en nat hen og mane et spøgelse. Præsten var kjørende, og da han kommer i nærheden af stedet, hvor spøgelset går, siger han til sin kusk, at nu skulde han blive holdende her med vognen og ingen ting bryde sig om, hvad han end hørte og så. Lidt efter at præsten...
I Tønder var en præst, som forstod den kunst at mane, og den kunst lærte han også sonnen, i.i, denne blev endogså dygtigere end faderen. Da faderen døde, blev sonnen præst efter ham, men den gamle gik igjen, og sonnen skulde så til at mane ham ned en aften oppe ved præstegården. Han var iført sin præstedragt og gik med bibelen i hånden, som han bestandig...
I Ferring ved Lemvig boede en mand, som hed Mads Krænsen, han kom en aften til havet for at strænde noget, men da finder han et havlig, som havde en del penge med sig. Dem tager så Mads Krænsen og kaster liget i havet igjen. Nogle dage efter kommer liget for Agger og bliver opfisket og begravet. Men så en nat begyndte sømanden at vandre til Ferring for...
Min fader lå i Agger den første nat, han var på Tylands grund. Da kom der en fisker løbende og sagde: »Ae, der kommer en stranding.« Så gik folk ud på bakken for at se, hvordan det gik, men den klarede sig. Da sagde fiskerne: »Ae, de fåbandede røwer! han snøed wås endda.« Ellers plejede de at sige, når det kneb for et skib: »Skakan stråånd, så Gu la ham...
Min tipoldefader Jørgen Povlsen var en Sønderjyde og havde tjent herskabet på Ol.-Estrup, men hvad han var der, véd jeg ikke. Han var ualmindelig stærk, havde mange kundskaber og virkede meget som dyrlæge. Det samme gjorde hans søn og sønnesøn også. Han fik den gård i fæste, som min fader har kjøbt, og som efter den tids lejlighed var en meget smuk gård...
Fru Ingeborg var en dag ude at kjøre. Så siger huu til kusken, hvordan han troede, hendes mand havde det. Ja, han havde det nok både varmt og godt. Hun spørger atter kusken, om han vidste, hvor han var. Nej, det vidste han ikke, men det var blot for spøg, han havde sagt det. Ja, nu skulde han sige, hvor hendes mand var, ellers skulde han af med livet. Så...
Om fru Ane Søe, Kjølbygård, begravet i Tisted kirkes kapel, høres mange vidunderlige ting. Hun ejede foruden Kjølbygård i Ty også Vesløsgård, Hannæs. Til denne herregård hører endnu den dag i dag et stykke mark, der kaldes Trædejord, og navnet skal være fremkommet derved, at den stridbare frue på en mindre pæn måde skal have lagt dette stykke jord til...
På Tjele boede engang en herremand, som piute og plagede sine fæstebønder; da han var død, blev der sådan eu tummel og spektakel på gården om uatten, at man måtte have bud efter præsten. Det kneb hårdt i førstningen, men han fik til sidst magten og manede ham nede ved engen. Efter den tid fik man ikke fed på gården, hver midnat kom en stor sort hund med...
Om Just Høg, der lod de udmærkede væggerålerier i Sulsted kirke bekoste, fortælles, at han ledede forsvaret af Sundby skandse. Men da det kneb, søgte han hjem til Vang og skjulte sig der i et skab. Lærer Lauritsen, Sulsted.
Konferentsråden på Overgård »den krogede«, som han kaldtes, spøgede så voldsomt, da hanvar død, at snart ingen kunde være i gården for ham, for der var næsten ikke det sted, hvor spøgelset ikke færdedes; han red på ryggen af pigerne ned af trapperne, og tumlede med hestene i stalden. Det var ikke til at holde ud, og så måtte de have præsten fra Udbynedre...
På Legårdslyst mark er en hel hoben kjæmpegrave, og der menes Niels Ebbesen at være begravet, for det var der, han faldt. Se, da stod Mos sø i forbindelse med havet, så de kunde sejle derop, og alle engene var under vand. Danskerne havde en flåde, og der kunde de søge ud på, da det kneb, men Tyskerne, der satte bag efter, de sad fast i dyndet. På den...
Der har været stor skov på vor mark og Margretelund mark, og der er svære egebjælker inde i Viborg derfra. Mogens Bøstrup i Mogensgade brækkede for nogle år siden sit hus ned, og der var svære egebjælker, som fire mænd knap kunde bære. De var herfra, siger man. Der var også en hel del savgrave, og den sidste er bleven pløjet efter i min tid. Den skov...
Der er en holm, der kaldes Hvidæingholm. Det er en stor holm, der var helt omgiven af kjærmorads og tuer og udørk, og det er slet ikke hegnet. Alle de kreaturer, der blev gjent der ud om efteråret, de gik aldrig derfra, når de havde fået ligget der den første nat, så søgte de altid derud og lå der hver nat siden. Det var som et helt fristed der ude, og...
Rolands Ketld og Rolandsbjærg på Leerskov mark er mærkværdige formedelst de fortællinger, derom høres. Brønden er kun et hul i Rolands mose, just hvor Løgum, Løjt og Ris sogne støder sammen. Man fortæller, at en vis Roland, efter her i egnen at have tabt et slag, er kommen i en karet med 6 heste for, hvori han havde sine skatte og sølvtaffel-service og...
Hvor herregården Lingsholm ved Frederikshavn nu ligger, var fordum en sø, derfor er jordsmonnet op til den ene længe endnu meget blødt og gyngende, og de gamle grave måtte man kaste til, fordi bygningerne begyndte at synke. Om gårdens første anlægger fortælles, at han vandt et væddemål fra sin broder ved at blive færdig med sin gård, forend denne med...
Her i nærheden var der bryllup, og om aftenen var de unge omme bag gården. Da så de lygtemanden et stykke henne. Så kom den nærmere, og de blev da bange og lob ind i gården. Men den fulgte dem der ind, og det kneb for dem at komme ind ad doren, for da de havde fået den slået i, sad den uden for på dortrinet. Niels Povlsen, Lerbjærg.
Der er en fortælling om myrernes skabelse, at det var Fanden, der kneb dem, så de derved fik deres dybt indskårne legeme. Henrik Pedersen, Maribo amtstue.
En gårdmand havde en eng, som blev slået en gang hver sommer; og hver gang den skulde slåes, kom nissen og hjalp gårdmandens karl dermed. Men nissen var nu karlen helt overlegen i kræfter, og han gik så rask, at karlen havde ondt ved at følge med, så at, når de var færdige med at slå engen, duede karlen ikke rigtig til arbejde mere, sådan havde nissen...
