Organizations
Keywords
There are no Keywords that match this search
Danish Keywords
Show More Danish Keywords
Dutch Keywords
There are no Dutch Keywords that match this search
German Keywords
There are no German Keywords that match this search
Place Mentioned
There are no Place Mentioned that match this search
Place of Narration
Show More Place of Narration
Narrator Gender
There are no Narrator Gender that match this search
Her på Sydfalster findes endnu mange gamle navne. I klammer anføres, hvorledes de udtales: Bane (Båne), Tyge (Tøje), Tønnes, Didrik (Dierk) Bertel (Bærdel), Adrian (Arien), Jan, Kornelius (Kanejls), Mathias (Matis). Andreas (Andræjs), Ejler, Gert (Jert), Erik (Eerk), Borker, Svend (S vej), Simon (Sømmen), Karsten (Kasten), Hemming, Povl, Jeppe, Mikkel,...
En dreng skulde døbes i Vester-Hassing kirke og hedde Kristen. Men præsten havde fået fat på, at det var en pige, og da han så spørger: Hvad skal barnet hedde? og konen siger Kristen, begynder han at gjøre indvendinger og siger: Nej, det var nok Kristine. Konen siger nej, det var Kristen, og da præsten endnu ikke vil tro hende, siger hun: Da ka...
En kone sagde til nabokonen: Hvad skal jert barn hedde? Ja, det havde de da ikke bestemt endnu. Da er det ellers på tide, for det skal jo dobes i morgen. Ja, I finder nok på et navn. Det 6kal da ikke hedde Frederik, for det navn har Vorherre mærket for jer. I har jo haft én, der har haft det navn. Ja, mon det kan gjøre noget? I har jo én, der...
En mand her fra byen, der hed Jesper Larsen, vilde gjærne hedde Larsen, men de kaldte ham til daglig blot Jesper. Så gav han sjoverne i Nykjobing en tønde brændevin, hver gang han kom der, for at de skulde kalde ham Larsen. En gang han sejlede hjem, havde de skrevet på agterenden af hans fartøi, der havde en stor, bred flade: Og hør du, Jesper Larsen, du...
Døve-Søren var altid stor karl, når de vilde kalde ham Søren Urmager, Hals. Han fik det navn, for det han forestillede, han var døv, da han blev indkaldt til kongens tjeneste 1801. Han var den gang 22 år, og så blev han fri. Han var et sted at gjore en klokke ren. Dtt var et af deher gamle viserværker, og der var ikke uden et halvt klokkehus, (a: det...
Der boede sådan et par sære folk ved Vorvadsbro en halv mil syd for Mos so, altså lige ved (luden å. De kunde have en hest og et par køei Der var kun to stuer, og i den første stod hesten og begge køerne. Hesten havde en dragkiste til krybbe. Manden hed Søren Fris, og han påstod, at en lille hund en gang havde frelst hans liv, derfor holdt han så meget...
Der var en sognefoged i V......., han skal have slået hans hjordedreng ihjel med den kølle, som drengen havde til at hugge stagerne ned med. Han var nok bleven slået ihjel ude på marken, men var da bleven lagt hen bag ved hestene og lå der, og det skulde da hedde sig, han var bleven slået ihjel af dem. Så gik der nogle år med det. Men da blev han...
Der boede en mand allersønderst i Resen i min drengetid, og ham havde de tiltro til, te han havde slået hans kone ihjel, ved at slå hende i hovedet med en okse, og så bagefter kylt hende i kjelden. Det var en af dem, der var sat op af store kampestene, og fá skulde det jo hedde sig. hun havde slået hovedet i stykker på dem, da hun var falden ned i den....
På Allerslev mark ved Lejre ligger en høj, som kaldes med det mindre pæne navn Roven. I ældre tid var den beboet af en skikkelig bjærgmand, som var kjed af, at hans høj havde så stygt et navn. Han gjorde da et stort gilde for alle Allerslevs beboere, for at de skulde lade være at kalde hans høj sådan. Det begyndte tidlig på eftermiddagen og varede til...
En kone skulde bære et barn over dåben her i Sejling kirke, men havde drukket vel meget gammelt øl, inden hun kom der, så det var gået hende til hovedet. Nu havde barnets forældre i forvejen en søn, der hed Jens, og så tænkte hun på det og sagde for præsten, at barnet skulde hedde Jens, og det blev sådan døbt. Se nu havde de to Jenser. Nogle år efter...
Der er et vad vesten Linding rrjølledam og så over til en lille gård, der hedder Stokbæk. Der var en gang høje vande ved bækken, og præsten, hr. Pontoppidan, skulde jo igjennem den. Men det blev for højt, og det gik op til ham i vognen. Endelig kom han over i nogenledes behold. Da han så kom op til Horne kirke, siger han til menigheden: Den gård har...
Pastor Katrup begyndte en brudevielse med de ord: Hvad skal barnet hedde? til stor forbavselse for brudefølget. Han holdt en gang en ligtale over et dodfodt barn og begyndte den således: Næppe var den ene fod på jorden, før den anden var i himlen. Så stod der en gammel mand ved graven, som tog ordet og sagde: Da var den da Fandens vid i æ skræv. En...
I Vesteregnen^^ et pastorat med flere biskoler, og en af dem havde i længere tid været bestyret af en gammel murer, der kom godt ud af det med præsten, der imidlertid blev provst, og efter en tids forløb atter entlediget derfra, for en begået fejl. Han vilde nu gjærne blive ved at hedde provst, og hans kone frue. Efter nogle år blev ban forflyttet til et...
Der var en gammel lærer her, der hed Per Maler, han havde forst været maler og blev kaldet til skoleholder af herremanden. Han kunde nok lære børnene at læse, men ikke at udtyde. Mine forældre gik til ham, og a kan huske ham, men da var han en gammel mand. Han var meget streng, og drengene turde ikke vove at gå ud på gaden om søndagen, og når de skulde i...
Imellem Finderup og Vedhoved var der to steder, som havde sådan grimme navne. Så kom der en ny mand til det ene af dem, og han var kjed af de navne. Han sender da bud efter sognefogden og et par mænd, de skulde komme og dobe stedet om. Nu skulde der jo efter vanlig skik drikkes en tønde godt øl, og når tønden var tom, skulde tappen lægges på bordet, og...
Der var en gang et hus, som havde sådan et stygt navn. Det kunde manden i huset ikke lide, for de titulerede jo ham efter huset. Han bad derfor alle bymændene sammen og lovede dem en tønde øl, hvis de kunde blive enige om et andet navn; de mente da, at Kronen kunde være et kjønt navn, og det var manden godt tilfreds med. Nå, han gjorde så gildet og gav...
Det var, mens Pastor Buhmann var præst i Voldum og Rude, da tog han al tid ind til min bedstefaders ved Rude kirke og lagde hans tøj, og der kom så en dag en mand og en kone ind. Så siger konen der i stedet til den fremmede kone: "Hur vel du hæn i daw?" "Yi vel ha wå bette dræng i kjærk". "Hwæm ska så bæær ham?" "De vild a sjæl, lelle Dårret". ...
Det var farlig, det rakkerne kunde æde om aftenen, når de kom til kvarter. Der kunde blive sådan en tåge i stuen af dem, for de både f . . og sk . ., så det stod efter. Det var knap, en kone kunde bjærge sig ene hjemme i bjerringens tid, hvis hun skulde være så uheldig, at der kom en flok rakkere til gårde. De lå i flokke hos Kræn Pedersens i Hornum, og...
Man kunde også få at vide, hvad ens tilkommende skulde hedde; man gik da ud st. Hans aften og samlede en buket forskjellige blomster, som man gav navne. Disse lagde man under sin hovedpude. Næste morgen greb man så ind under puden og tog den frem, man forst fik fat på. Det navn, den havde, havde éns tilkommende også. Optegnet i Kristiansstad. J. Johnsson.
