190 datasets found
Place of Narration: Tingerup ved Hvalsø
En aften efter solnedgang red nogle drenge ud for at søge efter losgående heste, som skulde bruges næste dag. Det var i den tid, da folk lod kreaturerne gå vårløst (o: hvor de lystede), som det hedder på bornholmsk. Da drengene kom til Haglebjcergsbakkeme, red de derop for at se sig om. Her traf de en mand, som de ikke kjendte, han spurgte dem, hvor de...
Forhen plejede folk at gjøre kors i sædbunken, når de havde tærsket, ti så kunde de underjordiske ikke tage noget af den. I Tjørnede er der en gård, hvor Højfolket al tid kom for at låne mel og gryn, når deres eget var sluppet op. "I skal få igjen, når de får tærsket på Bonnerup, for der gjør de ikke kors i bunken," lovede de hver gang; de holdt også...
I året 1807 forsvarede bjærgfolkene landet mod Engelskmændene, det er da vist nok. Fjenden skod på Hasle. Underjordsfolket havde stillet sig op på strandkanten og råbte: "Fyr, fyr!" for at få de overjordiske til at skyde først, før kan de nok ikke. Landfolket kunde nok ellers ikke se dem, men Engelskmændene så dem i tusendvis. Derfor sejlede de deres vej...
da.etk.DS_01_0_00256
En sommermorgen lidt for solens opgang stod jeg og sendte korn ind ad en luge på den østre længe af min faders gård. Vi var komne lidt silde hjem med læsset aftenen forud, og da luften var god, lod vi det stå natten over; men nu skulde vi have det ind, for vi skulde have davre, at vi straks kunde tage fat på at kjore ind igjen. Som jeg stod, horte jeg,...
da.etk.DS_01_0_00136
Lige så mange tågedage vi har før jul, lige så mango rygedage skal vi have efter jul. Chr. Weiss, C. Gr.
da.etk.JAT_01_0_00936
Sæ tit der falder en stjan-ne, farer en skrædder til Helvede. Chr. Weiss, A. H. P.
da.etk.JAT_01_0_00486
Når det regner i solskin, har Fanden sin oldemoder ude at soles. Chr. Weiss. Ole Jensen.
da.etk.DS_06_0_00395
Mens man søber af et fad, skal det stå stille på bordet. Drejer man det, og nogen så sober videre, får han bugvrid. Chr. Weiss.
da.etk.DS_04_0_02208
Når man spiser det, som var tiltænkt en hund, kan man aldrig blive mæt. C. A. Th. og Chr. Weiss.
da.etk.DS_04_0_02114
Henne i Voldum var der en karl, der drev og pløjede imellem Voldum og Hvallos, og der lå en bitte høj tæt ved. Så, mens han var henne ved den anden ende, kom der en rage op, og den var i stykker. Han gjør den så ved. Om middagen drev han hjem til Voldum og kom der ud igjen om eftermiddagen. Da lå der en kage ved højen på det sted, hvor rågen havde...