Nar heksemesteren har været hos en forgjort, ender det gjærne med, at den forgjorte skjærer hår og negle af, hvilke derpå kastes på ilden. Forgjorelsen går nu bort, men den, der har forgjort én, bliver selv syg. 1380-1381. Nik. Chr.
Konernes daglige dragt. En sirtses hue dækkede det øverste af hovedet, og håret var opstrøget med et strygebånd. Et sammenlagt klæde af blåtærnet bomuldstøj var bundet om panden så nederlig, at det ganske skjulte håret. Hun bar en strikket kraprød trøje med ærmer, der støttede ovenfor albuen, en brystdug derover (snørliv). Om sommeren var den af samme...
En ung bondepige har til højtid sit hår skilt i midten og kjæmmet lidt ned ad mod kinden og strøget op bag ørerne, hvor det er flættet i to piske. Disse bliver hæftede op i nakken med hårnåle. Hun bærer over håret en kappe med en ganske lille rund puld og et lille forstykke. Til kappen er der hæitet to pibede skjæghatte (vinger), der er tre til fire alen...
Do mo endt hwøjsel om Awtningen, få så komme Fanen. Randers. Opt. af Lærer R. C. Andersen, Randers, f. T. på Djursland.
da.etk.DSnr_06_0_00121
Jower har hoved og ojne i begge ender. Lars Nielsen, Vinkel.
da.etk.DS_02_E_00181
Bruden skal være i den første vogn, og brudgommen i den anden, spillemanden i den tredje. De unge mænd rider foran pá stolte heste, og når toget kommer i en fire, fem bøsseskuds afstand fra kirken, rider de i fuld karriere op til kirkegårdsdiget og vender strags i susende galop om igjen for at hilse på bruden. Sådan rider de to gange til og venter...
I Hemmed og Bonderup sagde de gamle: De wer u ottes eller it, I Gjerrild: endtes. De siger hun til klokken. Ent. klåkken, kattin, sængin; At. klok-æen, katøen, sængen. TJbest. bæste, hest. bcestøen. Gjerrild.
At et Barn er forbyttet, kj endes på den blegere, blålige Ansigtsfarve, og på, at det er mindre af Vægst og ofte puklet. J. Madsen.
Æ kjer te Lembe mell mæ big te gnn te gred, te de ree eg å hende fel, få di kand endt ed bree. M. Balle.
En fandens slæjj ; han lægger sig ned og himler, ser op; klæpper: enderne af nogle agre, der er skårne fra en vang og dyrkes for sig selv. Ørum v. Viborg.
Stikker man sine fingre til blods ved at sy, er den ond, man syer for, eller også er man selv ond. Ane N.
Mads Bittekræn i Vorupøre kom en gang ind et sted og vilde have brændevin. Så sagde konen, de havde intet, for han var fuld, og hun vilde ikke give ham. Ja, hår i ennt brænndwin, så wæl æ åsse ønnsk, I skal alder fo brænndwin, mæn æ wel endt ønsk undt øwer dæ, æ wel ønsk, te di røwhwål mo røwwn te di skåldere. Lem, Salling.
Stint for endt ved Nørr-Moll a hendt. men ti frossen finger i vent'. Nissen, Ramten.
Der er en Historie om Præsten Ancher Borch i Ringive. Det er det kj endte Sagn om Fanden som fjerde Hjul til Vognen.
Hals Præst var en Gang gået vild, og så kom han til Tor.slev Kirke. Han gik da ind og satte sig på Ligbåren. Da holdt Ånderne Tjeneste, og i det de skred forbi ham, var der mange af dem, han kj endte. Hans Fladbirk, Søheden.
Min Oldefader fortalte også, at der var Bjærgfolk i Hoeshøj sydøst for Byen. Men de er komne dertil fra Brunhulevej. Der er en Huling eller Dal her oppe på Torsager Mark, der har det Navn, og der boede Bjærgfolk, men de kunde ikke være der for Klokkernes Klang i Kirken, og så sagde de: »Mo vi endt væær i Brownholvæjj, så fløtte vi te Hoeshøw evendelig...
En mand i Lindelse sad en aften i et piletræ ved landevejen og tog sig nogle kosteris. Da kom der en stor kulsort mand og gik forbi. Han så ham, længe før han kom derhen. Den sorte havde i munden et lys, som var tændt i begge ender. c. M. L.
På vægtergangen på Spøtrup skal der også gå en jomfru. Nu er begge ender af den muret til. lem.
