En biskop fra Norge, der hed Krog, skulde på visitats sejle ud til en o, og det var en temmelig lang sejlads, og det blæste noget. Så siger han til rorgjængeren: Må jeg styre nu? Ja, nok nu, men ikke senere. Han ser på biskoppen, om han styrer rigtig, jo, det gik meget godt. Faer styrer godt. Som de nu sejler ind under oen, siger han: Lad mig nu...
Pastor Høst havde været i Suldruj> kirke, som havde været under reparation i lang tid. En herremand pa Alba'k. der hed Holbeeh, ejede kirken og var just ikke bekjendt for sin retfærdighed. Da nu præsten kom hjem, fortalte han til Han-en : Nu har jeg været i Suldrup, og Holbeeh var i kirke. Så sagde Do vel et lille passende ord til ham. Ja. ...
Mens jeg boede i Brorstrup, havde vi post to gange om ugen til Hobro. Det var et lejet bud, en gammel præstesøn i Haverslev, der hed Struk. Han gik helt til Smårup og Nørholm. Der ude i Hobro gav de ham altid fuld, og så kjorte han hele tiden på tilbagevejen; det ene ben kaldte han nemlig det røde, og det andet det brune øg. Hyp, brune, hyp, røde, og...
Det var gjærne den anden bryllupsdag, der kom to og to ind og var pyntede som mand og kone, og de forestillede at være komne langvejs fra og bad om noget. Det var jo for ene grin. Undertiden kom der en ridende ind. Det var et vittigt hoved, der snakkede tysk og vrøvlede, men det varierede jo meget de forskjellige steder. Hestene var to karle, der vendte...
Til bryllupper her skulde spillemanden jo have penge. Der var gjærne to, og de kom spillende ind anden bryllupsdag, nar gjæsterne skulde have kage, og den var sat på bordet. Nu sang karlene, og spillemændene spilte melodier, mens de gik omkring til hver enkelt: Vi har to raske spillemand Fryder eder i velstand! de er kommen fra fremmede land. Og så...
Andendagen ved bryllup, når de har drukket kaffe og spist frokost, så får de dem en svingom en times tid eller to. Så forsvinder brud og brudgom og skal hen og have dem pyntet. I den tid bliver gulvet fejet, og sand strøet på det, og der bliver pudset op. Så kommer brudeparret ind. Nu har hun hovedtøj på som ung kone med lille fløjelslue med guldbrokade...
Den forste dag, når gjæsterne var blevne satte til bords, kom der to karle ind med et stort messingfad (havde de ikke det, så et stort trug), der var fuldt af kjodmad, og midt på lå en stor flæskeskinke, omgiven af pølser og fårelår i pyntelig orden. Skinken var der sat pinde i, og på dem var anbragt blomster og grønt, æbler og kulørt papir og flag, som...
De red også her om fastelavn. De rejste en galge^med en ring i midtstangen, og så havde de en bitte pind, de skulde tage ringen på. De skulde ride i galop gjennera galgen. Den, der tog ringen tiest, var konge, og hans pige var dronning. Den, der kom næst 'efter, var prins. Karlene var pyntede så svært. De havde en vinter og en sommer med dem. Sommeren...
I Froecr skulde mændene fastelavnstirsdag have deres tyr til kirke."' Efter at ungdommen havde haft lystighed de to dage før, skulde bytyren, der gik på omgang, flyttes fra den ene mand til den anden, og det kaldtes at få den til kirke. Om aftenen sad de så og fik nogle dramme og snakkede sammen. De gik en gang imellem sammen om aftenen ved en mand i...
Pintseloverdag var karlene i Lundlæk ude at tage birkelov, og pigerne var med at plukke blomster: kabudskablinger, tjærestikker, noglebånd (vilde primulaer) og andre forårsblomster. Når de så kom hjem, rejste de træet, et forfærdelig stort træ forneden, men det var jo skarret, så der foroven var en spire, og det hele var vel en tredive alen. Vi børn gik...
Mæjjbogen blev rejst pintsenat. De kjobte den i skoven og pyntede den, så det flagrede rundt omkring den. Så red de unge omkring forsto eller anden pintsedag og sang og var pyntede med hvide skjorter over klæderne. De sang: Vor mæjjbog haver vi opsat, og den satte vi om pintsenat, og den satte vi så fast i jord, og den skal stå i fjorten år. Karen Marie...
De brænder blus både Voldborg og st. Hans aften. Den sidste aften får de gadelam, og alle de unge er med. Er der for mange piger, får én to lam. Somme får gamle enkekoner. De unge lærere her i skolen får gjærne sådan én. Der råbes blot: Her brændes blus for N. N. og N. N.. Karen Marie Jensdatter, Ravnkilde.
Det bebuder ulykke, når én stanger en sild. I regelen drukner en sådan. Der er tit fortalt om én og anden, der havde stanget en sild og så var druknet. C. Br., Bavnk.
Pigerne havde det strængt i de tider. A var kun seksten år og skulde både moge under øg og hoveder, røgte og malke og give kalvene. Den store pige skulde moge ud af svinehuset, og a skulde trille det ud. Vi skulde også læsse og sprede mog, og det var altid kvindfolkene, der skulde passe brændingen. Kuren Marie Jensdatter, Ravnkilde.
Furboerne klippede ikke deres hår, del hængte ned ad ryggen på dem. De kom tit til Aggersund i mine drengeår og var inde hos mine forældre. Min fader sagde til én af dem : Hvorfor klipper du ikke dit hår af? Hnn svarede: Tror du, Kræjsten, Vorherre bar ladet os få hår, for det vi skulde klippe det af. De var så gode til at synge, og når de medede...
Folk lagde ikke så mange børn til den gang som nu. Det kom vel af, at karlene ikke kunde komme til at røre ved næbbet af pigerne. Deres skjæggehatto gik jo ud over øjnene og bag omkring. Men tilsidst blev de så villele, at de lod hattene skilles ad i bagenden. Karen M. Jensdatter, Ravnkilde.
da.etk.JAT_03_0_00274
De små piger gik også med skjæggehatte, og de små drenge med røde luer. Undertiden var de hvide, men efterhånden blev de jo lidt snaskede. Karen M. Jensdatter, Ravnkilde.
På den her side af fjorden var kvindfolkene altid pyntede med røde ærmer og havde røde hjemmevævede bånd på deres skjorter, og rødstribede torklæder. De holdt meget af rødt og gult og pralende farver. Men nord for fjorden har jeg aldrig set rødt på kvindfolkene, det var grønt og blåt og hvidt i striberne. C. Brøgger, Ravnkilde.
Mikkels kone i Fyrkilde gjorde ost i en træskobunde, ovret var tagen af, og hun brugte, når gjæslingerno var krøbne ud af skallen, og det var gået heldigt, at tage de skaller, der var nogenlunde store, til smørbrikker. Et år, stalden var falden ned, tog Mikkel hestene og trak ind i vesterstuen, bandt dem der, trak en dragkisteskuffe ud og lod dem stå og...
Da jeg en gang på en fodrejse kom til Norup, gik i'- ind et sted og vilde bede om noget at drikke. Konen var eanmiel, og hun var just ved at dejne, men det var ikke noget smukt BJB, for næsen dryppede uafladelig ned i dejtruget. Jeg lik nok af det og betakkede mig for at få drikke der. C. Kolstrup, Ravnkilde.
