Den, der skraber og spiser skoverne af grødgryden, bliver arrig. A. E. Jakobsen.
Der, hvor man ser brushøns mages, bygger de red'\ og vil man sætte en snore på samme sted, kan man fange dem.
Vipstjærten kaldes i Vendsyssel havrpujri. Når den kommer, skal man sæ havren. 1520 og 1521. A. E. Jakobsen.
da.etk.JAT_01_0_01520
Når viben om foråret nærmer sig husene, får vi mere vinter. Der er mange, der mener, at den ligger i dvale et eller andet sted. Den skjælder alle folk ud, både ven og uven, ti den råber bestandig: Tywi, tywi! Den kan ikke fanges i snøre, den er alt for kLg; sætter man snøren i dens rede, forlader den enten reden eller skubber snøren til side. Man kan...
Når kukkeren kommer, skal man så byg; den siger: Kuk-kuk, så byg! Sit første leveår er den kuk, det andet duehøg, det tredje hønsehøg; om den stiger køjere, vides ikke. Når den som unge bliver lidt stor, hakker den de andre unger ihjel, og når den bliver så stor, at den kan sørge for sig selv, tager den den lille fugl, som flyver bag efter den, og som...
Kukkeren mister mælet, når den ser syv høstakke på samme mark. A. E. Jakobsen, M. Rosenkjær.
Når hyrdedrengene kaster sten efter storken, taber de en kjær gjenstand f. eks. deres kniv. A. E. Jakobsen.
Der var en storkerede pæ en gård, der hedder Bjærget i Åby sogn i Vendsyssel, gården ligger i kanten af Vildmosen, og der hentede storken så mange hugorme og fløj hjem med dem. men når de kom hjem, smuttede de ud ad enden på storken og trillede ned ad taget så tykt, at de blev til plage for ejeren; derfor lagde han reden øde. 141G og 1417. A. E. Jakobsen.
Der er mange, der mener, at der er kun én tarm i en stork, deraf kommer de ord: så sulten som en stork, så smal som en stork.
Når folk fra Tisc og omliggende sogne kjorer til Hjallerup marked, bar de bræmserne med hjem. A. E. J., ø.
da.etk.JAT_01_0_01395
Når frøerne søger op i høstakkene og kornnegene, far vi regn. I en regnfuld sommer er tusserne slemme til at Boge efter at komme ind i stuerne. Vends. A. E. Jakobsen.
Det går ikke an at lade koerne komme ud på græs om morgenen, før rimen er borte, ti ellers kaster de kalvene. Vendsyssel. A. E. Jakobsen.
da.etk.JAT_01_0_01233
Når en ko har kjælvet, får den brød og salt eller brød og brændevin, det skal være godt for feber og anden sygdom, der folger med kjælvningen. A. E. Jakobsen.
Ænder, der står på sti for at fedes, skal kun være der i ni dage, så er de fede nok, og for hver dag de står længere, taber de i vægt. A. E. Jakobsen.
Skidt folk kjender hundene al tid, og de forfølger dem. A. E. Jakobsen.
Man må ikke malke kvier, fir de har faet kalv: gjør man det, vil de altid komme til at give lidt mælk. A. E. Jakobsen.
Skal en kalv leve og trives godt, skal den have den første mælk. koen malker. A. E. Jakobsen.
Kår man vælge* tillægskalve, skal man passe på ikke at vælge sti auigkalve, for de kan ikke leve. med mindre strængene bliver skåret over eller selv springer. Strængene ligger på indersiden af huden og går fra navlen bag om og op ad ryggen. A. E. Jakobsen.
Kår en ko bliver bedækket hos tyren, må man passe på, at den ikke kommer til at springe på tyren, gjør den det, vil den lobe om. Gjøder den derimod kort efter, siges der: Nu gjoder koen. nu er kalven gjort. A. E. Jakobsen.
