Pastor Blicher, der boede et sted i Vendsyssel og var broder til ham i Sønderholm, han havde for skik at gå op på kirkegården om aftenen, når en død var begravet, for han sagde : » Hvem kunde vide, hvad de døde kunde trænge til, det kunde være, en kunde hjælpe dem lidt til rette.» Dørene i præstegården kunde flyve op om natten, og præsten var næsten en...
På Julielund var også en Pind, og han var ret i med den Slemme. Han blev helt rent og bar reven i pjalter, og der blev to koner betalt for at sy ham sammen igjen. De måtte jo ikke sige det, men der blev lige godt snakket om det. Så skulde han begraves i Favsing. Det har været skikken før, at der skal ringes i en kirkeby, når de kjører igjennem den med et...
Der er en hellig kilde ved Mariager; den vælder ud på siden af en lyngbakke tæt oven for agrene på klosterets ejendom. I min barndom, mens mine to små brødre endnu var i live men stadig syge og svage, fik mine forældre blandt mange andre' gode råd også det at rejse til den hellige kilde ved Mariager med børnene om st. Hans aften, men det blev ikke gjort....
For en del år siden boede der i nærheden af Tisted en rig mand, som ejede tre kirker foruden en stor herregård. Han kom nu på de tanker, at det var unyttigt at have så mange kirker, da de godt kunde nøjes med to; de var lettere at vedligeholde end tre, og indtægterne kunde blive de samme. Han fik da lov til at nedbryde den ene. Af stenene vilde han danne...
Der er to Hi/klah/drdc i Moborg. Den ene er nu udflyttet, men da folkene boede i den gamle gård, havde de al tid spogeri i deres huse. Den gang handlede Ty boerne og landprangerne her af egnen i Ringkjobing, og de kom jo med ulovlige varer, så de skulde kjore ad aparte veje. Så satte de her ud ad æ hede og fulgtes gjærne to og to ad. Det kunde da gjærne...
Maren Bjor.i havde set et lys ude på Lindeballe mark, og det standsede ved en mergelgrav. Hun så det fiere gange, og der var flere, der kunde se det. Hun kunde kjende hestene og manden, for hun tjente i hans fødegård og kjendte ham godt. Det var advarsel for, at Hans Nielsen skulde kjøre i den mergelgrav. Så fik de hende til at gå og sprede mergel en...
Ry å i Vendsyssel tager et menneske hvert år, og når den kræver det, råber den: «Tiden og stunden er kommen, men manden er eudnu ikke kommen. Når folk hører denne rost fra åen, skal de vare sig for at komme den for nær, for gjor de det, så får de en uimodståelig lyst til at springe i den, og de kommer aldrig mere op igjen. Der skal være mange, der har...
Han bar tyet sig en ny klædning: anskaffet den' de æ så æsselt: forskrækkeligt; hun er så nil: om den, der er let at fornærme; vandslap: vandmand; æ flæsk æ galstre: om den ejendommelige lidt harske smag, flæsk bar, når det bliver gjemt længe-, Pe Nit: Ole Lukøje; kroogmand: en person, der opholder sig i vandet, og som man ræder børn med; Jakob Låjj: én,...
da.etk.JAT_06_0_01014
Pastor Barfod i Bjærgby havde forhen været præst i Grønland. Der skulde man tro, han var bleven hærdet, men alligevel færdedes han aldrig ude uden lådden pels og paraply. En dag var han ude at kjøre i en stærk solvarme, og en lærer var med ham, der sad let påklædt og svedte på vognen. Så siger læreren: Hvordan kan De holde det ud, så meget tøj Do har på...
Da Per Tinding kjører med amtmanden fra Holstebro til Ringkjolling, og de kommer ml pi et stykke hede, binder han tommen og snærer rebene af hestene. Så lober han omtrent sa langt hen som et bosseskud og forestiller, han skulde på naturens vegne. Det varer nu næsten en halv times tid. Da han kommer igjen, spørgor amtmanden, hvorfor han lob så langt. Jo,...
Der boede nogle folk her nede på Vandel mark, vi kaldte æ Bølere, og de havde ord for ikke at være af de rareste folk. Tyve og kjæltringer i store omegninger havde tilhold hos dem, når de kom på egnen, og der var også én imellem, de kaldte æ landsmand, han var der af og til, og var oppe fra det slesvigske. En gang han er der, bliver det drøftet, om der...
Der kom et menneske her sønder af æ land og gik og bad om. Så stod æ her osten ved huset og arbejdede ved båden og så nok, han gik fra hus til hus. Konen var gået ud ad stalden at malke, og æ sad jo der og obselverede, te ha gik, og der stjæler han to nidsakse fra os, og konen havde endd lånt den ene, de lå i vinderet, og vores egen var øjet klinket i....
Smuglerne samledes hos Hans Vind i Kjærbøl kro. og der var altid et svært rykind. Det var nemlig en slesvigsk kro, og den lå tæt syd for grændsen. Så blev de der udrustede til deres farter. De fik sagerne kos gamle Quedens i Ribe, og kræmmerne stod alle i ledtog med ham, men i Kjærbol kro var altid store oplag af varer, der skulde smugles over....
Di skhvter ed mæ æ tænd, lissom Stjænns mænd. Denne talemåde har følgende oprindelse, Mændene i Stens var slemme til at smugle over grændsen, men så blev den ene mand kjed af den håndtering og gav sig til at spidse ud (o: mælde til kontrolløren, hvor der var kram i gårdene, som skulde smugles over). Altså mælder han, at den anden mand nok vilde til at...
Niels Sten i Tranget så brændevinskarlene komme. Der var hele to læs, og de vilde til Svendstrup. De var den gang kun en god halv fjerdingvej fra ham, men han tog alligevel til rend, og da han kunde komme tvært over, og vejen var meget dårlig, nåede han alligevel at komme der for dem. Sa løb han ind i laden og gav sig til at gjore lag, og da ban var en...
Her kan ikke forbigåes at mælde om den måde, beboerne gjøre salt s,f tang. Det sker da således: Tangen, som af vandet opskylles, skal udstrøes ganske tynd, og så snait det er tør, skal det brændes til aske, dog agtes herved, at der imidlertid ikke kommer regnvand på samme, om så sker, er det forgjæves, hvad gjort er. Sides kjores asken hjem og kommes på...
Møllerkonen i Ncs mølle kom en aften ind til mine forældre, der sad og spiste ål. Så fortalte hun, at et sted havde hun været, hvor de fik sådan tykke ål. De var så tykke, a vil ikke sige som min arm, men som mit lår. Hun havde en gang besøg af etatsråd Tang, der ejede mollen. Så skulde han drikke kaffe, men hun havde ikke andet end brunt sukker. Det...
Der var en mand i Borup, Brande sogn, som hed Kristen Bjærge, ban var klog i hans egne tanker. Navnlig glemte han ikke at fortælle af, hvordan han altid kunde tumle al slags spøgeri og trolddom. Nu var der måske nogle, som ikke troede, hans klogskab gik så vidt. Så var der i byen en mand, som havde flere børn, men vi bryder os kun om de to af dem, og de...
En gammel mand fra Mammen ved navn Kristen Lindgård har fortalt, hvordan han en gang slog et spøgelse af marken, som han havde givet sig i kast med. Det var vel ved det lag omkring 1820, da var han soldat i Kjøbenhavn, og så skulde de stå post efter tur oppe på volden. Men der var et sted, hvor ingen turde stå, for kl. 10 hver aften kom der et spøgelse...
For flere år tilbage var der en præst i SønderHarritslev, der hed Weise, og tæt ved præstegården boede en husmand ved navn Anders Kusk. Denne Weise var vidt bekjendt for sin særhed. Således fortælles der om ham, at han en gang var til stede ved lysestøbning i kjøkkenet. Efter at støbningen var endt, hjalp præsten til med at samle lysene på spiler, og han...
