Egvad Kirke, Sagnet fortæller, at der var en Bygmester, der havde påtaget sig at bygge Kirken. Der blev en Tid fastsat, da den skulde være færdig, og hvis ikke, skulde han dø. Der kom en Del Folk til at arbejde på Kirken, og i Førstningen gik alt godt, og Murene begyndte at rage frem. Men det kom ikke til at gå således, som det var begyndt, der blev...
Egvad Kirke. En Bygmester havde påtaget sig at bygge Kirken, men da han ikke kunde få den færdig til den bestemte Tid, var han meget bedrøvet, og en Aften kom så en Mand til ham, som vilde påtage sig at bygge den færdig til den bestemte Tid, dersom Bygmesteren kunde sige ham, hvad han hed. Men dersom han ikke kunde det, skulde han tilhøre ham. En Aften,...
Da Beboerne i Egvad havde dannet en egen Menighed, ønskede de også at bygge sig en Kirke. De fandt en Bygmester, der var villig til at tage sig Arbejdet på, og der blev fastsat en Dag, da Kirken skulde være færdig, og den Bestemmelse blev taget, at hvis den så ikke kunde være færdig, skulde Mesteren lade sit Liv. Værket skred også i Førstningen rask...
Når vognen bliver så tung, at hestene ikke kan trække den, skal det være godt at lade sit vand ind over vognakselen. En nat gjorde jeg og en dreng, der kjørte med mig, dette, men lige meget hjalp det. jc hansen.
da.etk.DS_05_0_02012
Da de kjørte til kirken med Pinds Ug på Gammel-Estrup, blev det så tungt, at de ikke kunde kjøre det. Pastor Buhl her i Voldby gik nu om for ved hestene, og så kjørte de videre. voldby.
da.etk.DS_05_0_00816
En Mand, der ikke var bange for noget, vilde en Gang trække sin Jolle op på Sandbanken ude ved Fejø Kirke, og så råbte han: »Kom her, I døde Kroppe, og hjælp mig at få Jollen op.« Den blev strags helt let at trække op. Men lige efter blev han selv så tung i Kroppen, at han knap kunde røre sig. Han kaldte aldrig mere på de døde. E. Kromann, Kbh.
Når en mand eller kone skal begraves, må man lægge mærke til, om hestene for ligvognen trækker tungt eller let; trækker de tungt, bliver det længe til eller måske aldrig, at der kommer nogen i stedet for den døde. Trækker de derimod let, bliver den efterlevende snart gift igjen. Kr. Frederiksen.
Ser man forste gang storken stående, bliver man stående, hvor man kommer i byen. L. Pr.
Ser man viben flyve, bliver man flittig, ser man den stå, bliver man doven. Horer man den, for man ser den, bliver man arrig og vredagtig. Fra Høeg-Høyer.
Det er godt tegn at se: en flywwend tiend viif, en ståend knævrend stårk, en drywwend plåw å en skjænnend harre. M. Moller.
En gammel kone i Resen, der hed Lene, var skyldt for en heks. Da hun blev begravet, blev det ene hjørne af kisten så tungt, at den mand, der bar det, næsten ikke kunde holde det ud, og da kisten blev hejset ned, kom det hjørne først, så hun næsten blev sat ned på den ene ende. Da siger manden: »A er lige så vis på, at Fanden sad i det hjørne, a bar.«...
Ovre i Hem døde en kone fra et bitte barn, og tredje aften efter at hun var begravet, kom hun igjen. Det var Søren Iversens kone. Pigen sad og vuggede barnet, og lyset stod og brændte, og det var om natten klokken 12. Da gik døren op, men hun kunde ingen ting se. Det kom hen til vuggen og omfuslede den, og imens kunde hun ikke vugge; den blev så tung, at...
Det var i Ilbjærge, der var en tre, fire om at grave efter en skat. De grov, til de kom til en voldsom tung kiste. "Tag bedre ved !" Dragen fløj så til Sørup sø. klæstrup.
Ser man storken flyvende, skal man forlade sin plads, Men stående, får man lov at blive. Vestgjæll. Mart. D.
Den, der forste gang i et år ser storken stående, barn vil præstens dreng hyppig komme over i sommerens lob (a: han bliver doven). J. A. Jensen, Balle.
Ser man storken flyvende, bliver man doven det år, gående, så bliver man let til bens. For den står let på sine ben, men flyver tungt, der er ingen fugle, der flyver så tungt. Kristen Ebbesen, Egtved.
Min Moders Fader han brændte Miler ude i Ry Sønderskov. Så en Aften, han går hjemme fra og vil over at se til hans Miler, så kom han over en lille Slugt, te der kaldes Tyvehullet, og da er der noget, der kommer og lægger sig på ham så tungt, så tungt, og skj ondt han var en stærk Mand, var det nær ved at lægge ham helt til Jorden. Men da han så kom ind i...
Der var en Mand i Astrup, de kaldte den gamle Niels Smed, han sagde, der var hverken Gud eller Fanden til. Mens han lå syg, så hoppede Lysestagen tre Gange på hans Bord uden for hans Seng. Nu vilde han tro, der var en levende Gud til, sagde han. Derefter døde han. Men Kisten den var så tung med Liget, te de døvede med at bære den på Kjærregån. Da de...
En ældre mand fra Vestervig har fortalt mig følgende: En aften gik a på landevejen fra Randrup skole og syd på. Ligesom a nu gik, så hørte a noget, der kom fuslende bag efter mig. Så siger a sådan for spøg: "Vil du med, så hæng på!" A kunde ingen ting se, for det var mørkt. Straks var der noget, anders pedersen, kodallund. lærer christensen, mundbjærg....
En fjerdingvej til nordvest for Pederstrup kirke ligger Dronningshøj ved den gamle Ålborg landevej, og der er en dronning begravet, som boede i Klejtrup. Da de vilde føre hende til Viborg, var hendes kiste for tung, og hestene gik trætte, så de måtte jorde hende der. Niels Nedergård, Pederstrup.
