Når folk syner deres hænder, skal man spørge om lig i huset. M. Møller.
da.etk.JAT_03_0_01572
Hvirvelvinden skal være et ondt Menneske, der skal fare i Luften og lade sig til Syne. Else Mikaelsdatter, Grindsted.
da.etk.DSnr_02_C_00097
Synes man om natten at bore en hest løbe over gården, vil den i huset, som på den tid er syg, dø. H. V. R.
Skavange har en gang været en herregård, som de gjorde hove til. Der var grave og al ting om den, og det er til syne den dag i dag. hans fladbirk, søheden.
I Stokbro er der en gård, der hedder Elgården, og den var i gammel tid omgivet af elletræer. Der var af deher eliekvinder. De var i sjet (til syne) der til visse tider, og de var ligesom i hvide klæder. Niels Mortensen, Stokbro.
Finder man en glød i ilden, som ligner en fod, eller en glød med et rundt hul i, eller man syner hænder, eller der kommer en høvlspån i lyset, skal man snart spørge lig. T. Kristensen, Rønslunde.
Thomas Nedergård var en dag til hove. Så siger jægermesteren til ham: Jeg synes, dine heste bliver så slage, Thomas. - Ja, a tager moden op efter de store, nu ser a jo, frøkenerne de begynder at knappe kjolerne på ryggen, og sådan er det også med mine bæster. p. Hjulmand, Tåstrup.
Kammeråd Tram på Astrup var rigtig sådan en brølestodder. Han kom en dag ud i kohuset, og der står han og siger til røgteren: "Jeg synes, køerne gjør så meget ort, det Vil jeg F. g. m. ikke have!" "A vil F. partere mig ikke have det, og køerne vil heller ikke have det, hvem Fanden skal så have det!" Lærer Pedersen, Durup.
Der var én, der kunde hverve syne. Ban gik langs ad et træ, og det kunde en pige se, for hun sagde: »Det er da sært, I kan ikke se, te han går uden på træet.« Han kjøbte den borren græs, hun gik med, og deri var en firkløver. Så kunde hun ikke se, og hun gik og samlede hendes skjorter op, for hun syntes, at der var vand. Mads Holdt m. fl., Påbøl.
Når man har et vildt firkløver på sig, kan ingen hverve syn for én. En komediant kryber gjennem en træblok. En pige kommer med et forklædefuld græs. Så løb han og slog det græs fra hende, og hun bliver forskrækket og giver sig til at løbe, men synes, at der er et vand, hun skal igjennem. Et treklover skal der være lykke ved i andre henseender. J. M.
En karl fra Torslev nød sakramentet og holdt det i munden og gik ud og sput det ud på kirken for at blive sådan en svære friskytte. Det sted skal have været til syne på kirkemuren og var ikke til at få af. Jens Gjedsig, Åsted.
da.etk.DS_06_0_00702
I hr. Jørgen Madsen Slaves tid synes der i den lille Håsum præstegård at have været samlet 27 sammenbragte børn. Hr. J. M. Skive, 1601 1680. Af liber daticus.
Den fart til Kippinge kirke synes ej at skulle være, og er ilde omladt af mange. de vulgi erroribus.
Der kom et Dyr op af Hullet, der lod sig til Syne, og Røsten hørtes over det hele Land. Henne blev han, og han blev aldrig synet mere. Han hed Vind, og Hullet Vinds Pyt.
På Gårdmand Rasmus Pedersens Grund i Gamby er en Høj, kaldet Smedehøj, hvilket Navn den synes at have fået, fordi en Mand, som pløjede derved, lod sit beskadigede Langjærn der ligge, og da han kom tilbage for at hente det, var det allerede af Bjærgfolkene istandsat. Hårslev. Vedel-Simonsen.
I Søllerød sogn findes en stor fordybning, som kaldes Stenkiste, og som synes at være anvendt i den hedenske tid til at opfange offerdyrenes blod i. Resen i. 22.
da.etk.DS_03_0_00375
Pastor Kjær i Skjærbæk havde fået en apostelgruppe foræret, og den var stillet op i hans sal. Så kommer degnen ind til ham, det var nu sådan en tør hund, og præsten fører ham da ep i salen for at vise ham gruppen, og han står og ser på den. Så siger han: Hvem af dem mon der skulde være Judas? Da tager præsten degnen i nakken, vender hans ansigt ind mod...
Pastor Mørk-Hansen er fedt her. Hans fader var nemlig præst. Så var der en konstorialråd Manniche ovre i Soften af hans familie, hans kone var nemlig søster til Hansen, og Mørk-Hansen kaldte ham da onkel. Han var den gang kun en lille dreng på en 5, 6 år, men Manniche var stor og stærk og med et stort hoved og grove træk. Så står drengen og ser op ad...
Der var en gjerrig mand, han lod sig en ligkiste gjore med en dobbelt bund, og der sankede han så sine penge i nedret af kisten og blev lagt oven på dem, da han var dod. Ligbærerne tykte, kisten var så tung, og satte den noget hårdt fra sig ved graven. Derved stødte de bunden løs, så pengene kom til syne. Arvingerne var fattige, og de fik så hver en god...
