I Hyyum havde de også en stodderkonge, men han var lidt stor på det og vilde ikke gjærne drive med tiggerne. Han fik flæsk og kjød til jul og æg til påske af beboerne. Det var lians bestilling at gå om med offersedler til jul og varte op ved gilder, tappe brændevin og passe på, at alting gik ordentlig til. Da han så meget pæn ud, kunde de godt have ham...
De havde en stodderkonge i Galten, der hed Hæjt-Niels. Der gik en tavle fra én beboer til en anden, og hvor tavlen var, kunde tiggeren have fordring på at fa almisse og husly. Lige så mange tønder hartkorn en mand havde, lige så mange dage skulde han have stakkelstavlen. Niels Sams, Vinterslev.
På Borum Mark er et Sted, der kaldtes Bækgårdsminde. Der skal have boet en Mand, de kaldte Stodderkongen, og han skulde have 12 store Hunde, som han brugte til at pudse på Folk, når de kom rejsende, og så tog han det fra dem, når han fik Hold i dem. Men til sidst kom Soldaterne ud efter ham, og da de ikke kunde komme til ham, skød de ham ned, og så blev...
Knud Kjællingbjærg var stodderkonge her. Han var en tid ridende og havde en gammel afbrugt sabel med sig. En dag kom han til Bertel Madsens gård i Sønderby. Da kom der et kvindfolk halende ud af gården med en sæk på nakken og galopperede sonderpå ad udmarken. Kongen bag efter med morgenstjærnen, hentede ind på hende tid efter anden og nåede hende omsider...
Der var en stodderkonge i Ølgod, de kaldte Knud Kjællingbjærg. En gammel mand, Mads Nielsen fra Krog i Grene, gik omkring og tiggede til brandsted (hans hus var brændt), og han havde kun en lille plet ejendom til det. Huset kaldte Knud Kjællingbjærg Ransdam, der når det læses bagfra bliver til Mads nar. Men så blev han taget af Knud, og derfor digtede...
Stodderkongen Jens Gade på Holmsland var meget nidkjær. En gang kom pastor Molbech i He gående ad vejen, og da han så noget luvslidt ud, troede Jens, at her var noget at gjore, satte morgenstjærnen i jorden lige forved ham og sagde bydende: Stop! Jo, Molbech stoppede. Folg med mig. Hvorhen?* tillod Molbech sig at spørge. Til politimesteren....
De har haft eu stodderkonge her i Randbøl, der hed Hans. Det var forøvrigt nok et menneske, som man holdt af at have til bedste. Han havde et messingskilt på kaskjetten, og derpå stod F. F. (a: fattig foged). En gang skulde der være bryllup i Randbøl kirke, og brudefølget var kommet til kroen, og forriderne havde fået deres heste ind. Glimmer-Hans ...
Lange -Grete og Niels Rakker de var to grimme drenge. Så lejede mændene i Hem en stodderkonge, der hed Niels Jokumsen til at jage dem af byen. Han hk 8 skilling om dagen og havde en stok med en kugle og pigge på enden. Et sted de var komne ind, kom stodderkongen også ind, men ad bagdøren, og da var det nær gået ham galt. Lange-Grete fik en lang kniv...
Der boede en stodderkonge i Dørslvnd eller Usséltoft, som hed Kristen Vognlund. Han klagede sig over, at han ikke havde noget at værge sig med, og så kom Jørgen Usséltoft med en kjæp, der var en lille klundt på enden af, og så med en pig og en krog og gav ham. Han var stor på det, når han havde drevet nogle kjæltringer væk. Når han kom efter de Ikast...
Omkring ved 1823 gik stakkelsfjælen af brug her i Væt. Den gik på omgang og blev flyt hver dag lige ved aften. Folkene, der havde den, passede på at blive af med den inden aften, for hvis der kom nogen tiggere forinden, skulde de huse dem cm natten. Når der kom en tigger til byen, spurgte han om, hve der havde fjælen, og så var der nok, der kunde vise...
I min drengetid kan jeg godt kuske, at jeg flere gange så stakkelsfjælen. Den kaldtes altid sådan og var en fjæl på en halv alens eller tre kvarters længde. Når der kom en tigger til byen, henvistes han til den mand, der havde stakkelsfjælen, og fik da der en almisse, som bestod i et stykke brød og et stykke ost. Når han havde fået sin almisse, var det...
Til alle bryllupper og kostgilder og større forsamlinger var det stodderkongens pligt at mode for at bolde orden, da der altid stimlede mange tiggere sammen ved slige lejligheder. Men så vilde de gjærne have lojer med Lam. De havde en tigger og hans kone, ddr var klædt ud og kom til gården i det samme. Se så, sagde de til stodderkongen, >nu har vi...
Der var en begravelse i Labing, og det var en glædelig i steden for en sorgelig begravelse; man siger, at folk har aldrig hørt tale om så lystig en begravelse her på egnen. Labing stodderkonge, Per Rivekåd, var med, og hans kone også, hun hed Ka Rivekåds (når provsten nævnede hans navn, sagde han altid Per Rive-Per, han kunde jo ikke være bekjendt at...
En tiggerkone, Store-Bodil, der var så svær som en given so, kom til Hvilsager en dag for at tigge, men i det samme var stodderkongen kommen til byen. Så kommer hun ind til min faders og siger: A véd aldrig, hvad a skal gjøre, for stodderkongen er her i byen, og a er ræd, han vil komme og lede efter mig. Det skal du ikke klage dig for, siger min...
De havde en stodderkonge i Nielstrup, og så vilde min fader, der tjente i Stubdrup, en gang have ham lidt for nar. "Nu vil a klæde mig ud i noget gammelt klæder", tænkte han, "og give mig ud for en ståkelsmand". Den gang nu stodderkongen kom over bakket, så havde han lavet det sådan, at han kunde lige slippe ind i den gård i Stubdrup, hvor han tjente, og...
Den første bryllupsdag mødte stodderkongen for at holde orden på tiggerne, og han opholdt sig i bryllupsgården, mens folkene var i kirke, for da kunde der i den tid komme stoddere. Vi havde en stodderkonge fælles for Ølgod, Tirstrup og Hodde, og han var ridende på et helmis, og havde en stor rød chenille om sig og skilt på brystet og to pistoler. Men da...
Et ungt menueske fra Udatrup, der hed Jørgen Hansen, havde tjeneste her indo i Bjærge, og han var måske lidt indskrænket, men ikke helt tosset. Så kom han til at stjæle et par boser og nogle klædningsstykker fra hans medtjeuere, men blev så ræd for, at han skulde komme i straf for det, og så vidste han ikke bedre end at henvende sig til en mand i...
