Når kvindfolkene havde haft tintallerkenerne nede af tiurækken og skuret dem, så blev der til sidst med skurevisken lavet et kors på hver, og ved hver af korsets ender blev der lavet en runddel. Derefter blev de så stillede op igjen. .lørgen Pedersen, FUijstrup.
Pastor Krøyer i Fole kunde være temmelig drøj i sin Tale. Per Dysse havde ejet en stor Gård, men var gået fra den af Armod, og da han så døde og blev begravet, skulde Præsten holde en Ligtale over ham. Den Dag var det netop en stærk Blæst, og lige som han skulde til at begynde, så kom der sådan en Stormvind og pustede i Løvet, så det hvirvlede rundt...
Do mo endt hwøjsel om Awtningen, få så komme Fanen. Randers. Opt. af Lærer R. C. Andersen, Randers, f. T. på Djursland.
da.etk.DSnr_06_0_00121
Jower har hoved og ojne i begge ender. Lars Nielsen, Vinkel.
da.etk.DS_02_E_00181
Det var noget her sonden for (i Sønderjylland), der sad nogle karle i en bondegård en aften og fortalte spogelsehistorier. Det var i den tid, kirkegårdene var omhegnede med spydstager, og der på enderne af dem sad hoveder af dem. der var dode, sådan som sognefogder og mere højtstillede folk. Så sagde de til en af karlene, om han var ræd for at gå op og...
Den sortkrandsed hund render om natten fra Mari-Malene, løber ind på Gammel-Ejstrup, går ned i arbejdsstalden, hvor arbejdshestene står, stiller sig over dørtrinet med forbenene og kikker ind, vender sig så og går gjennem brændegården, går så ud af hundeporten, så til Lille-Tved, derfra efter Favsing og Kristrup, og der ender han sin vandring. Igjennem...
I Hemmed og Bonderup sagde de gamle: De wer u ottes eller it, I Gjerrild: endtes. De siger hun til klokken. Ent. klåkken, kattin, sængin; At. klok-æen, katøen, sængen. TJbest. bæste, hest. bcestøen. Gjerrild.
At et Barn er forbyttet, kj endes på den blegere, blålige Ansigtsfarve, og på, at det er mindre af Vægst og ofte puklet. J. Madsen.
Før marken blev udskift, gjorde hver gårdmand her Jaglig høve til Lund. Der mødte to mand fra hver gård til gangarbejde, og Øster- og Vester-Assels leverode kjøltttijer. Da udskiftningen kom, kjøbte hver sin lod, så vidt han kunde. Do stillede hver morgen kl. 4 til hove, og vi skulde da hjemme fra kl. 3. Ane Jensdatter, Jegind.
Æ kjer te Lembe mell mæ big te gnn te gred, te de ree eg å hende fel, få di kand endt ed bree. M. Balle.
En fandens slæjj ; han lægger sig ned og himler, ser op; klæpper: enderne af nogle agre, der er skårne fra en vang og dyrkes for sig selv. Ørum v. Viborg.
Stikker man sine fingre til blods ved at sy, er den ond, man syer for, eller også er man selv ond. Ane N.
Mads Bittekræn i Vorupøre kom en gang ind et sted og vilde have brændevin. Så sagde konen, de havde intet, for han var fuld, og hun vilde ikke give ham. Ja, hår i ennt brænndwin, så wæl æ åsse ønnsk, I skal alder fo brænndwin, mæn æ wel endt ønsk undt øwer dæ, æ wel ønsk, te di røwhwål mo røwwn te di skåldere. Lem, Salling.
Stint for endt ved Nørr-Moll a hendt. men ti frossen finger i vent'. Nissen, Ramten.
Der er en Historie om Præsten Ancher Borch i Ringive. Det er det kj endte Sagn om Fanden som fjerde Hjul til Vognen.
Hals Præst var en Gang gået vild, og så kom han til Tor.slev Kirke. Han gik da ind og satte sig på Ligbåren. Da holdt Ånderne Tjeneste, og i det de skred forbi ham, var der mange af dem, han kj endte. Hans Fladbirk, Søheden.
Min Oldefader fortalte også, at der var Bjærgfolk i Hoeshøj sydøst for Byen. Men de er komne dertil fra Brunhulevej. Der er en Huling eller Dal her oppe på Torsager Mark, der har det Navn, og der boede Bjærgfolk, men de kunde ikke være der for Klokkernes Klang i Kirken, og så sagde de: »Mo vi endt væær i Brownholvæjj, så fløtte vi te Hoeshøw evendelig...
En mand i Lindelse sad en aften i et piletræ ved landevejen og tog sig nogle kosteris. Da kom der en stor kulsort mand og gik forbi. Han så ham, længe før han kom derhen. Den sorte havde i munden et lys, som var tændt i begge ender. c. M. L.
