Lige øst for Hvidbjærg kirke på Tyholm er Benkjær, der har sit navn af, at alle de ben, der blev gravede op på kirkegården, blev smidt ud der. Det har stået under vand indtil for en 50, 60 år siden. m. nielsen. hvidbjærg.
da.etk.DS_03_0_01807
I Volshøj i Velling er en stor skat. En bjærgmand ejede den. Folk fra Kovsirup vilde grave den ud. Så traf de på en stor jærnkiste, og fik fat på den. Men da så de Kovstrup brænde. De blev så smidt ud af højen. Vinding højskole.
da.etk.DS_01_0_01198
Er Povl god så bliver Per ogsa. men er Povl vred. sa bliver Per værre. Jes Smidt, Favrvrå. Sønderjyll.
»Du skal ikke kaste det efter mig, du véd ikke, hvad jeg er med.« Siges spøgende til den, der smider noget hen på en. Sigter til
Der ligger efter Fortælling en Krigskasse begravet i Havet uden for Bolk, den er bleven smidt over Bord en Gang i gammel Tid. Den kan endnu sees i stille Vejr på Havbunden. Der har været flere Krigsskibe der og haft Kjættinger om den, for at få den op, der har været nogle Dykkere til at lægge dem om, men alle springer de. når Folkene vil trække den op...
da.etk.DSnr_03_0_01365
Da Djævlene blev smidt ud af Himmelen, blev nogle til Hyldfolk Og nogle til Bjærgfolk. Sønderjylland.
Der er en god bog, som der står meget godt i, og det er Henrik Smidt. Den bog havde en mand, hvor a tjente, men vi måtte jo ikke se den. Vi stjal os alligevel til det, når han varikke hjemme. Cyprianus skal endda være bedre. Der var tre brødre, som granskede i de sager, de lavede hver en bog, nemlig Henrik Smidt, Cyprianus og Hans Mikkelsen. Tåning.
Der ligger en stor sten i Ganderup enge, og der er mærke af en hånd i den. Der skal have stået en kjæmpe oppe i den lange hede nør for Ganderup, og der vilde han tage en sten og smide efter Storvorde kirke, men den kom jo ikke over fjorden. morten madsen, ajstrup.
Når de var ved at koge mælk, og den kogte over, skulde de smide lidt salt i ilden, for at koernes yvere ikke skulde blive gale. T&rup Jutta Jørgensen, Kistrup.
En handelsmand sagde, at en skulde smide en rådden pind efter kreaturet, så blev det solgt. K. Ebbesen, Egtved.
da.etk.JAT_01_0_01056
En kviekalv, der er født i fuldmåne, må aldrig blive slagtet. Favrvrá. Jes Smidt.
På Rakkertoften la i gammel tid rakkerens hus. Benene af de døde dyr blev smidt i Rakkertoften. Der er her fundet en masse ben, som er blevne solgte, og der avles altid godt korn på det sted. R. p. Randløv. Tåning.
Når et Par gamle Halmvisker blev taget af Træskoene, så skulde der spyttes på dem, inden de blev smidt bort; ja, de skulde nu egentlig helst loses op og så spyttes på dem med det samme, da var man sikret mod Uheld, som ellers let kunde komme i den Anledning. Tørring S., Vrads H. Jens Terkilsen, Have.
På Vejen mellem Sørup og Dysted i Sydsjælland gik en Gang et Spøgelse med et gloende Læstræ på Nakken. Hvem, der mødte ham, blev smidt i Vejgrøften. Opt. af Mikkel Sørensen. Toksværd S., Hammer H.
da.etk.DSnr_05_0_01086
Et Sted i Øsløs Sogn er en Stendynge, som man smider en Sten til, når man går forbi. Det skal være en Selvmorders Grav. Øsløs S., Vester Han H. Læge Roelsgård, Vejle.
Lige øst for Bulbjærg lidt inden for Strandkanten går en Standvej, og ved Siden af den ligger en Stendynge, som almindelig kaldes Kaptainens Grav, og enhver, som kommer der forbi, smider en Sten til Dyngen. Læge Roelsgård, Vejle. Lil S., Vester Han H.
Den kloge Præst i Hundslund kjørte ad Vejen fra Odder til Oldrup, og da han kom til et Sted, hvor der har ligget en Kirke, der kaldes Ulv Kirke, gik Vogntøjet i Stå, og Kusken kunde ikke kjøre af Flækken. Så siger Præsten: »Tag det nærmer Baghjul af og smid det op i Vognen.« Så kunde de kjøre. Odder S., Hads H. Erik Lund, Halling.
En Præst nede i Omme var så god til at mane. Så kom der en til ham og vilde have en Gjenganger nedmanet. Men han kunde ikke, inden han fik kjøbt en Kage at smide bag over hans Hoved. Da han fik den, så kunde han. De havde en Degn her, som også kunde mane. A tjente den Gang i Møbjærg, da a hørte det. Sønder Omme S., Nørvang H. Kirsten Marie...
da.etk.DSnr_05_0_00387
Ham, der blev henrettet ved Hvolbygård, det var en Svensker, der hed Gustav, og ham nedstammer vi fra. Da han blev henrettet, tilstod han, at hans Kone og de to Børn kunde findes i det døde Hul. Der havde han jo smidt dem ned.