En ung mand har fortalt følgende: Som barn var han en gang i nogle dage i besøg hos en slægtning. En aften som han gik ud et øjeblik, så han nabohuset i lys lue. Han lob i storste forskrækelse ind og kaldte på folkene. Da de kom ud, var der ingen ild at se; men manden sagde, at det var forbrand, ti mange havde set det for på dette sted.
I Smededal neden for Smededalsbakke, osten for vejen fra Gidev til Bjerringbro, havde en slægtning af mig i flere dage arbejdet på at få tildannet to sten til en håndkværn. Da han næste dag vilde hente dem, var de fuldstændig knuste. De troede om bjærgfolkene, at de havde gjort stenene fortræd. Hans Jørgen Povlsen, Gulev.
da.etk.DS_01_0_01299
Drømmer man, at en tand falder ud af ens mund, da doer nogen af ens familie eller gode venner. Gjør det meget ondt, bliver det en nær slægtning (f. eks. ægtefælle). I.. Fr., P. .1., K. Toxv., Postb. P., J. M.
Hvem der har sorg over afdøde slægtninge, må i sorgetiden ikke rejse sig op i kirken, mens epistelen eller evangeliet bliver læst eller under velsignelsen. Viborg amt. Tb. L. Begravelsen.
da.etk.JAT_03_0_01489
På Sejrø benævner man sine slægtninge ved: min Jørgen broder, An søster, store broder, Rasmus farbroder Ane Mette moster o. s. v. Den store søster er den ældste søster, om de end alle er voksne og gamle og store, søsteren er måske den mindste af dem alle. Th. L.
Ved begravelser kjørte kun én vogn, nemlig den, der havde liget. Hele Nørre-Lydimi hørte til ét lag både til bryllup og begravelse. Det hele var med til henfolge, men slægtninge og nabolaget fulgte hjem med til onden. Når liget kom til kirkestetten, begyndte klokken forst at ringe. Kristiane Larsdatter, Bærup.
Hos en gårdmand på Ormitslev mark hørte man tydelig om natten, at fade, bøtter og tallerkener faldt ned på gulvet ude i kjøkkenet, og dog stod alt på sin rette plads om morgenen. Men dagen efter var der en dreng i gården, som hængte sig. En kone har fortalt, at hun en nat hørte tallerkenerne falde ned i sit spisekammer, og dagen efter fik hun...
En kone, der var synsk, besogte en nær slægtning, der boede på Ojedsted mark, som havde to voksne dotre hjemme. Dagen efter fulgte bornene hende på vej, og da sagde hun til dem, at de skulde ikke vente at beholde deres fader ret længe. Da han var rask, vilde de ikke tro det, men det viste sig at være sandt, idet han døde få dage efter. Da de så spurgte...
Bryllupsmanden er en ungkarl, en slægtning af bruden, I regelen broderen. Det er ham, der byder til kost. Der kunde være en ti, tolv ridende svende i alt. De red gjærne to og to og havde hvide bukser på. Nis Nissen, Nørborg.
Det er kun 31 år siden det sidste dobbelgilde holdtes her i sognet. Når en mand havde mistet et kreatur, samledes venner og slægtninge hos ham og skillingede sammen for at give ham en skadeserstatning. Skårgilde holdtes efter hosten, og der beværtedes med risengrød, hvori var stukket et aks af hver kornart, man havde indhostet. J. Jensen, Refshale.
En Slægtning af den syge går hen i en .anden Mands Have og stjæler 3 Vidjer, og deraf flættes en Krands, der stilles i et åbent Vindue, og så skal Moderen stikke det nøgne Barn ud gjennem Krandsen til den, der står uden for og tager imod det. Det skal der klædes på, inden det kommer ind igjen, og det hele skal foregå Stiltiende. A. K. Jensen, Jelling....
Gjengangeren i Bording, der havde flyttet markskjel, kommer tre gange til den gamle kone, der havde været skindød, og beder hende gå til hans slægtninge. Men alle gange bliver hun afvist med hån. Fjerde nat kommer han sort og fæl og fortæller, at hans dom var bleven afsagt, så han nu skulde høre til de fordømte, og siden plagede han sine forhærdede...
Bunden i gravene strækker sig fra syd til nord. Det ansees for en ære for hornene og nærmest beslægtede at bære enten forældre eller slægtninge til kirkegården, ligeledes at vise afdød mand eller hustru den samme slags tjeneste. Men det ansees for uhæderligt at lade ligene føre til kirkegården ved lastdyr. Hvor lang vejen end er, bære de dem på deres...
En mand var meget syg. Hans slægtninge, der mente, det var på det yderste, lod præsten hente, og han kommer og formanede den syge til at dø med hengivenhed. Men til alt hvad han sagde, svarede Jeppe blot: Nej, a gier mæ et. Præsten søgte at bekæmpe hans trods, men forgjæves. Endelig gik han, og endnu i døren hørte han Jeppe stønne: Nej, a gier mæ et....
Min Faders Svoger boede i Tøving på Mors. Lige på en Gang blev han så voldsom syg, og der brød en Mængde Bylder og Kram ud på hele Kroppen af ham. Så var han jo forhegset, og de kom ned til min Fader og vilde have ham til at tage ned til Kræn Spillemand. Han stikker også af og kommer derned og fortæller den kloge Mand, hvad der er på Færde. »Ja, han er...
Lidt uden for Kjerteminde var en Have, vi altid kaldte Forvalterens Have, da det var en Godsforvalter, der ejede den, og den var berygtet for Spøgeri. Vi skulde tit forbi den om Aftenen, da vi havde Slægtninge ad den Kant, som vi besøgte. På et vist Sted gik Hestene altid og trippede så underligt. Min Fætter så en Aften en sort Hund der ude på Vejen. En...
Der var en Mand i Brøndum, som var synsk. En Nytårsmorgen, da Folk gik til Kirke, sagde Jeppe Rask fra Astrup til ham: »Nå, hvor mange skal der så op på Kirkegården fra vor By i År?« »Ja-a, det véd a ikke,« sagde Manden, »du kommer da til at kjøre én derop.« »Det kan a ikke vide,« sagde Jep. »Jo, og du skal gå med Pisken under Armen her forbi.« Det...
Rasmus Pedersen i Hasle vågnede en Nat og så', at der udenfor Sengen stod en Skikkelse som en lille Pige i et langt hvidt Klædebon. Han gned Øjnene med Lagenet for at være vis på, at han var vågen, og for at han ikke skulde tro, det slog Blåner for dem. Dernæst rejste han sig halvt op i Sengen for at se nøjere til, men Skikkelsen blev rolig stående og...
Der var en fæl kjælling nede i Midskov, de kaldte Mette Snedkers, og huu kunde gjøre sig til en kalv. Hendes mand hed Peder Snedker, og det var tit, når han la i sengen, at han vidste ikke andet, end han lå ved en rød kalv. En fisker der nede, som hed Hans Høj og var en rigtig forvoven karl, gik tit på jagt, og da traf han jævnlig en hare, som han hver...
Den første af Linderne blev fra hosekræmmer til herremand og fik sin store rigdom ved at kjøbe eu gulddøbefont af nogle folk på vestkysten, som ikke vidste bedre, end at det var messing, og afbenyttede den til andetrug. Han skal også have ejet Mollerup, og Liudernes våben står over døren. Navnet Kristine Linde står tydelig at læse. En slægtning af...
