I skolen brugte vi jo sand både til at skrive i og til at strø på gulvet. Den dag vi skulde have sand hjem, skulde vi hver møde med en bitte håndting i hånden at bære sandet væk i. Læreren stod selv nede i sandgraven og grov op, og vi skulde bære det væk. Han advarede os jo nok for at komme for nær til graven, men vi gik dygtig uderlig alligevel, vi...
Norbeg skal en gang have været en enlig gård. Der er nogle gårde, de kalder Hovgården, og den skal da have været stamsædet. Hovgården her i Norbeg har ligget norden og osten i byen. Kristen Hovgårds og Kristen Baks gård er resterne af den, men nu er pladsen helt sløjfct, for begge gårdene er flyttede ud. Der var mange sagn fra den gård. Der fortaltes om...
I min barndom havde vi ikke andre lærere end en gammel en, der hed Lavst Vognsen, og var såret i krigen. Han havde ikke lært andet, end at han havde gået til en præst en 14 dages tid. Han kunde slet ikke regne, men havde en chifferbog, som han tit besøgte, og det blev vi jo let kloge af, så vi besøgte den også, når han var ude at passe hans køer. Hans...
En skal se storken flyww, og et lam stå, og foliet gå, og ploven dryww, så bliver vi duelige. Knud A., Nørbeg.
Når hanen galer i forstuen, vil der den dag komme fremmede, og ligeså mange høns han har med sig derind, ligeså mange fremmede vil man få. Jeppe J., Knud Andersen, Nørbeg.
At høre viben skræbe er så meget slemt. Knud Andersen, Nørbeg.
da.etk.JAT_03_0_01078
En mand her i byen, der hed Lars, tog altid et stykke brod med i sengen om aftenen i den tid, kukken kukkede, for at han ikke skulde blive gjækket. Et år havde nemlig kukken gjækket hans moder, og det år havde de sådan et farligt uheld der i gården. Forst faldt der en væg ned og slog et får ihjel, så blev kvien ovsen og blev ikke boldt til tyr, så blev...
Vi havde en degn her, der hed Saxo, og han havde en søn, der gjerne skulde være degn efter ham. Så gik han og sønnen på jagt efter et dyr at forære skolekommissionen, men de kunde ingen skyde. De gik i flere dage og fik endelig en med dem, der hed Nikolaj, og som var bekjendt for en god skytte. Men det hjalp lige meget, skjøndt der var dyr nok. De kom...
I ældre tid fik børnene ikke anden religionsundervisning end en lille smule om søndagen, imens præsten var på stolen. Da var nemlig degnen ude ved børnene i våbenhuset og hørte dem over der. Læsning og skrivning fik de intet af, det kunde de lære dem selv. Den degn vi havde, han var kirkesanger i alle tre kirker og fulgtes med præsten. Den ældste, a véd...
Der er et stort fald agre ud efter Hvidding, der kaldes Skruv-agre og deri findes to agre med særlige navne. Den ene af dem kaldes Davrestumpen. En karl og en pige skulde ud at hoste den. Han klagede sig over, at den var så stor. Pigen sagde, at det var ikke mere, end at hun kunde hoste den, til hun skulde have hendes davre, og så fik ageren sit...
Lars her i byen er en underlig fyr. Når han lægger tojet på hans stude, så rejser de halen i vejret, folde kjender ham og kan have hans kram. Så tager han tojet af og trækker dem ind igjen, idet han siger: >Hvordan vilde det gå, hvis 1 var ved en anden mand? så gik det jo ravgalt. Sådan bliver de fri for at bestille noget. Knud Jørgensen, Nørbeg.
Folkene var også somme tider i stakkelsrejser. Dem. der gik omkring og betlede: når de ikke kunde gå, så skulde folk kjore med dem fra by til by. Der gik én her i byen, som vilde over til Farup at betle. Men han havde bundet benet op for at blive halt. Sà kom der en af sted med ham pà en handslæde, og det var midt om vinteren. Nu vilde han kjore lige til...
Der var en gammel dygtig arbejdskarl, han kaldtes Store-Per, og han gik til sidst på sognet, og de kjørte ham om fra dør til dør med et par stude for, da han ikke kunde gå. Han skulde være på sted en dag for hver tønde hartkorn. Han døde på vejen fra den ene gård til den anden. Det var nede i Arup, Vorning pastorat, og den mand, der skulde have ham,...
Kristen Rank i Fjeld skov var en rigtig rover. A 1 oserede hos ham i 3, 4 nætter, og det var pæne folk imod mig, men a havde jo heller ingen penge. Det var derimod prangere og sådanne folk, han gjorde det ved. Det var en lille pige på 7 år, der fortalte det om ham, og sa tog de ham og gjorde undersøgelse. Der fandtes elleve benrade under tre fjæl i...
Efter sagn skal Fussing vase være bygget på ene bøgestammer fra Fussing skov. Vi har betalt vaserug for at passere vasen. Hele Nørbegs pastorat betalte vaserug. Men den gang det så kom, at bropenge og brokorn skulde afløses, blev vi helt fri. Der stod nemlig ingen steder omtalt, at vasekorn skulde afløses, der var blot tale om brokorn. Det var ved at...
Der er en vej, der går ud fra Fladbro og op over Tånum ejendom, derfra ned omkring ved Svejstrup efter Råsted til, den kaldes Himmelbo-vejen i daglig tale. Knud Jørgensen, Nørbeg.
da.etk.JAH_05_0_00273
Pastor Blicher i Vorning lyste tilbage for Jens Mikkelsen i Hammershøj, og da føjede præsten til: Frem og tilbage er lige langt, men ikke lige godt. Karlen havde haft ophold hos hans kjæreste ved lag en hel sommer og havde bygget halvandet hus der, men så blev han kjed af det og vilde væk. Der var blevet lyst for ham tre gange, og nu skulde der lyses...
Når der skulde være bryllup, stod der en kone i forstuen og gav hver, som kom ind, en halv kovring, og så blev de vist ind i stuen, hvor der stod smør og tilbrød. Hvad de ikke spiste af den kovring, kunde de tage med dem hjem. Anders Madsen var kusk for én af gårdtolkene, og han sagde: Nej, a spiser ikke ene brød, det får a ikke hjemme. De kunde...
En kone i Handest, der hed Ma' Nørgård, hun bed klumperne af med munden, nar hun lavede suppe, og når hun bagede pandekager og skulde røre dejen sammen, målte hun mælken af i visse mundfulde, som hun så spyttede ud igjen i fadet. Knud Jørgensen, Nørbeg.
Det første klokkeværk, der kom her til byen, det var i vor gård, og det kom i 1600erne efter min bedstemoders fortælling. Vi havde også den første jærnkakkelovn. De havde ikke fjer i sengklæderne uden hos velstående folk, de brugte bo. Knud Jørgensen, Nørbeg.
da.etk.JAH_03_0_00110
