På Børghun kloster boede en frue, der havde fort et syndigt levnet. Da hun lå for døden bad hun sine jomfruer om at gå ud, og de føjede hende, men blev stående ved døren og hørte nu, hvorledes hun bad for sin syndige sjæl. Da de gik iud igjen, var hun dod, men da hun blev begravet, løb der en sort hund under hendes kiste. Nik. Chr.
Karlen, som præsten levende nedmaner. »Det er mig.« »Nu, det var da endelig godt,« sagde præsten. »J 0., Sti får vi jo lade dig stå til i morgen, og benene må da sættes af.« Karlen gav ondt af sig, og præsten tog da igjen til orde: »Nu, når du endelig vil have det, så skal jeg så mænd også mane dig helt ned.« Det gjorde han da, men bad forinden for...
Jesus han gik ud i sin urtegård, han sved af både blod og vand og tår', Jesus så ned til sine hellige fem sår, de åbnede for hannem (?). Stat hårdeligen og stød mandeligen (?), døden er endeligen, og glæden er evindeligen. Hvem af disse bom, som læser denne bon hver aften og hver morgen, forend de æder al verdsens brød, deres sjæl skal aldrig lide nød,...
Når nogen er død, skal man lukke vinduet op, for at sjælen kan flyve bort. Maren Bonde.
Nåle og knive kan kjærlighed fordrive, som og kramm' kan gjor' det saium'. J. M. 1.
Man må også tænke på sine efterkommere. Nej, så min sjæl skal man ikke, for jeg véd ej, hvad vore efterkommere har gjort for os. H. Br.
da.etk.JAH_06_0_00018
En mand havde haft tre koner. Så gjorde han et grav vers over dem, der lød således: "Gud glæde din sjæl, Rimpehæl! bedre var burresat end bar side." e. t. k.
En mand havde haft tre koner, don første rimpede hans tøj sammen, den anden hæftede det sammen med burrer, men den tredje gjorde slet ingen ting ved det, Så sagde han om dem: Gud glæde Eimpe hendes sjæl, men burrer var dog bedre end nagen side. Rektor Sigurd Miiller, Kolding.
Knappenål' å knyww ka kjærlighed fædryww, Sojnool å skie ka kjærlighed fårmie, sojnool å sæm drywe kjærlighed frem. Jeppe Jeusen.
Æ kuen græd, å æ bøen græd, å law æ så te mæ sjæl, ståj æ bitterdo å å slukgræd, sagde en mand til en anden, hvem han fortalte, at hans hus var brændt. Tingelev egn. Anua Ludvigsen.
Hvem, denne bog stjæl, er en tyv, i gallen skal han lade sit lyv, og der skal ringes for hans sjæl med en kallhool å en tyrhæel (tøjrehæl). Lime.
"Guj gie salig Bøød hender sjæl, salig Rimnip vil vi aldrig tale om, men Fanden far i Ryw-i-hwål." e. t. k.
En mand, hvis kone efter døden kom tilbage til ham om natten, gik op til præsten for at rådspørge ham i den sag. Han fik råd og gjorde derefter. Da konen kom næste nat, sagde manden: "Min sjæl lover Herren!" - "Min ligeså!" sagde konen, og siden den nat hørte man ikke noget til hende. p. k. m.
Slanter-Lavst havde en karl, der havde dron sig. Imens han lå lig, gik han ind og spurgte ham efter, hvor hans sjæl var. Han satte sig op på hans røv og sagde, at den svævede. Ja, så kunde han lægge sig igjen. maren knudsdatter, uglbølle.
Om general Theodosius Lewetzau til Okaholm, Dybvad. Bygholm ni. m. fortælles, at han en gang spurgte en omvandrende person: Hvad siger folk om mig?. De siger dævlen partere mig, at I løb som en 'kjælling ved Gadebusk. >A, du kan bede dem likke min mås. Ja, det ska a nok, nådige herre, men I skal min sjæl se, de gjør det ikke. tf. Br.
I en vise om generalen på Lerkenfeldt stod der: Gud véd, hvor din arme sjæl blev af, til Himlen kom den ikke. Da han blev begravet, var der ikke andet end sten i hans kiste. Der var nogle, som vilde have set efter det, men de nåede ikke åt få det inderste kistelag lettet. Anders Kristian Smed, Vesterbølle.
En selvmorders sjæl farer oppe i luften i selskab med Fanden og de andre onde ånder, indtil den tid kommer, da han virkelig skulde have død. lærer søe, gudum.
Om aftenen, forend pigerne går i seng, skal de feje stuen, ti ellers kommer bjærgtrolde til gården om natten, men glemmer de det Torsdag aften, kommer alle de døde fra samme gård deres sjæle til gården og gjør sig lystige. j. bircherod.
Den gamle mand, a tjente, han kom hjem en aften og sagde: «Nu blæser a dig min sjæl et stykke, for nu er a hjemme.» Da var det lygtemanden, og i det samme slog han et gålm eller et blammer ad ham lige i gårdsleddet. Manden blev ræd alligevel i udenden. «Tu, det var daosært,» sagde han, da han kom ind. «Hvad var det?» «A, det var lygtemanden.» Gården...
Der fortælles om en skrædderpige fra Ty, at hendes legem kunde slumre bleg som et lig, medens hendes sjæl foer gjennem verden. Der var krig, og hendes kjæreste var med, og ham dvælede hun hos. Meu når hun kom igjen, vidste hun besked om meget og om ham med. p. Uhrbrand.
