Når en karl eller pige spilder noget salt, så siger vi gjærne: Lige så mange saltkjærner der spildes, lige så mange tårer skal man fælde, før man kommer i seng. Eller også om en kone: Lige så mange hug skal vedkommende få af sin mand den dag. Jens A. Favrholdt.
Om en pige, som har ondt ved at få dejen skraht af hænderne, siger vi: hun bliver ikke god ved sin mand. Jens A. Favrholdt, Munklinde. En ægtefælles død.
Man siger skjæmtende: Når røgen af skorstenspiben driver med vinden, da råder konen i hjemmet; men driver den mod vinden, da råder manden. Jens A. Favrholdt.
Min fader har fortalt, at hans fader, Mads Favrholdt hed han, en gang havde en ko, som de ikke godt kunde få malket, de måtte have den hildet (bundet om benene), hver gang den skulde malkes, og så skulde der endda være en karl ved den. Så engang, som de var ved at malke, kom der en gammelmand, der hed Jens Yllebjcerg (han havde i sine yngre dage været...
Min kones forældre har et lille sted på Flensted mark, som hører til Låsby kirke. Sagnet fortæller, at der på dette stykke jord en gang blev fundet liget af en mandsperson, som ingen kjendte, og der var ingen, som vilde besørge begravelsen. De Låsby mænd jordede ham da i forening, og jorden blev derfor skjænket til kirken. Over det samme stykke jord går...
Om en mand i Bøgelund i Karup sogn fortælles der, at han ikke kunde få fred i sin grav, men måtte gå igjen, fordi han i levende live havde flyttet skjellene og på den måde havde tilegnet sig anden mands jord med uret. Flere gamle folk vil have set ham om nætterne færdes på de steder, hvor skjellene var flyttede, og også hørt ham sige noget om, hvor de...
Den bakke, som ovenfor er omtalt, bærer navnet Lindebjærg eller Linnebjærg. Her boede der en bjærgmand, og han var gode venner med bjærgmanden i Yllebjærg, som ligger i Hodsager, så de besøgte hinanden en gang imellem. En gang bjærgmanden i Lindebjærg havde været i Yllebjærg i besøg, havde han glemt en af sine vanter, og nu vilde bjærgmanden i Yllebjærg...
Ved skjellet mellem Munklinde og Agerskov jorder i Bording sogn har det, efter hvad der fortælles, ikke været rart at færdes, når det var mørkt, der gik naturligvis en so med ni grise, og for dette selskab var der mange, som var bange. Jens A. Favrholt.
I den nordlige del af Ikast sogn findes en stor hede, som i daglig tale kaldes Norreheden. Den var en gang så fuld af hugorme, at ingen mennesker kunde færdes der. Folkene, som ejede heden, var kjede af dette, der er nemlig mange, som har lodder der, særlig af beboerne i Tulstrup by, og skal have lyng og torv derfra. De henvendte sig da til en klog mand,...
Fra et kartegilde i Hammerum fortælles følgende: Pigerne fra Gjellerup larkeby havde også været med til gildet. Da de om aftenen gik og skride hjemad og kom til bækken, som lober mellem Hammerum og Gjellerup kirke, kunde de ikke finde broen, men i steden for så de et lille føl stå i bækken. Pigerne, som var noget overgivne og lystige, sprang da op på...
I ældre tider var der i Gjellerup sogn en større gård, som hed Bisse. Stedet kan endnu påvises, hvor gården har ligget, men den er forlængst nedreven, og jorden hører til Lindbjærggård. Om en mand, som boede i Bisse, fortælles følgende: Han var et år nogle dage før jul i Kideris mølle for at få malet. Da han om aftenen kjorte hjemad og kom forbi...
Lige så mange saltkorn vi spilder, lige så mange år af vort liv skal vi tigge vort brod.
da.etk.JAT_03_0_00178
Ved Blokhus brugte de havvand i steden for salt. Kristen Nielsen, Mosehuse.
da.etk.JAH_03_0_00183
Såer nogen hampefrø det første år, han bliver gift, vil han gjærne i sit ægteskab lægge sig efter andre kvindfolk, ti ligesom hampen vokser stærk og stiv, vil hans buksekniv også blive stærk og stiv, så én kvinde den ikke alene kan styre. J. B.
Nær man har kjøbt en ko, skal man kaste en skefuld salt ind i stalden, føiend den trækkes ind, ellers bliver der intet held ved den. C. R.
I Gamborg var det endnu i tyverne skik, at man st. Hans aften drev køerne hjem i gården og stiltiende bestrøede dem langs ryggen fra bovene til krydset med en blanding af salt, matrem og l'Ønneblade. Rasmus Rosendal, Roerslev.
da.etk.DS_07_0_00865
Når vi giver mælk bort, skal vi drysse nogle korn salt på ilden, for at ikke den, der har fået mælken, skal gjøre os fortræd for at få smør. P. Jensen.
Giver vi en heks, eller én, som vi frygter for kan hekse, mælk, skal vi komme lidt salt deri, for ellers kan hun tage smørret fra OS. P. Jensen.
