A bar været fisker på Salling-siden ved Hvalpsund i 7 Ar. Oppe på liden op for Mogenstrup så vi så mange gange noget som en flammende ild, der blamrede, og når den viste sig, vilde der komme storm. Men nu har vi ikke set den i mange år. A har spurgt andre, om de ser det, men de siger, at nu er det der aldrig. Vi kaldte det Klovnborg-kjællingen, og de...
De Havboer nede fra Harboore lå og var fiskere her i Lovens Bredning, for den gang var der aldrig en eneste fisker her i egnen. De kom alførst i maj og fiskede nætterne ud. Så blev de ved til Bartholomæi dag og tog da hjem. De lå altid ude i folks lader og sov. og der var slået et par fjæls brædder op til dem. De havde sådan tro om nisser og var så bange...
Folk kunde høre om nætterne, at der var én, der snorkede i begravelsen i Resen kirke. Det var en Stjærnhjelm, der havde boet på Kabbel. peder kristensen, fabjærg.
da.etk.DS_05_0_00835
Alle musse-(messe-)nætterne brænder der et lys, hvor der er gravet penge ned. Opt. af H. P. Nielsen, Sejling. Sejling S., Hids H.
Min kone er fodt i den største gård i Alstrup, og hun har endda stået i laden og torsken. Nu er hun 74 år og er en rask kone endnu. Nu om stunder bliver de for kjælent opdragede. Kristen Jensen, Føvlum.
Der var en kvinde af natmandsfolkene, der gjorde barsel her nede i Stistrup, og en halv time efter at hun havde fået barnet, var hun ude ved kjelden efter vand. Manden i gården gik der ude, og så råbte hun hen til ham: Køt I, a brøølt? Det gyste ordentlig i folkene, da de hørte det. Kristen Jensen, Fovlum.
Om vinteren kjorte de ud i heden med nogle træharver for at harve nogle lyngbuske op af sneen, at fårene kunde komme til at gå og gnave i. De gik i bare fødder i marts måned og harvede havreland. Moget blev sat ud i roger. og sá tik de det ikke spredt ret. Det blev hyllet med furerne, og sá var der så meget græs på de rogesteder, te det var...
Der var en bitte pige, der gik til præsten som andre. Hun havde lært noget, der var skidt, og det fortalte hun de andre piger. De sagde det så til præsten, og han kaldte hende ind og hørte hende ud om det. Så satte hun to pregler i bjælken o. s. v. Ja, blev hun nu ved længere, så døde koen. »Det kan være det samme, lad den så dø.« »Ja, nu døer hun...
A er født i Lundgård i Alstrup. Dér havde vi iblandt andre en mageløs god ko til at malke. Men med ét blev hun så underlig og stod og hængte med hovedet ned i jorden, og mælk var der ikke af. De kunde ikke begribe, hvordan det kunde være. De havde et karlekammer med væg lige op imod nødset, og dér inde lå en dreng, som hørte, det malkede der inde om...
Det at blive joweblæst kan ikke lade sig læge. Der skulde være jower i det kjær, vi havde ved Lundgård. Vore folk fortalte, at det var så grusseligt at blive joweblæst, og vi knægte skulde passe noje på. Når vi var i det kjær, skulde vi blive både i hoser og træsko, og det var for de dyrs skyld, ellers trak vi jo af det. A har set dem. Det var nogne...
Denher gamle Per Kaidal, han drømte, te han skulde gå op til Lodhøj pa hans egen mark, for der var så og så mange penge i den høj. Han gik også derop, for han var ikke bange og var en gammel klog mand, og det var jo om natten. Den gang han kommer derop, da lå der en stor lådden hund på højen. Så trak han af hans trøje og tog hunden og lagde på den, og så...
Dværgene forbyttede et barn i Alstrup. Konen kunde jo godt forstå, det var ikke hendes eget. Bjærgkonen kom jo med deres igjen, da de var så slemme ved hendes, men det blev alligevel ikke ret til menneske mere, det var forhandlet (forhutlet), det, de fik tilbage igjen. Kristen Jensen, Fovlum.
Manden i Kaidal, Per Kaidal, han gik og plovede, og så kom der et bitte korn dværg-kvindemenneske til og bad ham, om han ikke vilde lægge de furer tilbage igjen, han nu sidst havde pløjet, for hun kunde ikke komme til Osterbæk efter vand til hendes børn. Det sagde han ja til og gjorde det også. Om natten gik deres ildklemme i kjokkenet i Kaidal lige så...
da.etk.DS_01_0_00436
I Alstmp lide var der så meget bjærgfolk. De sad ude på liden så mange bitte bitte mennesker og sad og loskede dem. Det sagde min moder, hun så. De havde tit så meget ude på liden, der kunde skjønne (skinne) og glimre, og det så hjorderne, når de gik nede i kjæret. Men når de så lob efter det, var det væk. Det var jo om dagen. En dag kom der en mand og...
En dag var manden i Kaidal til mølle. Da han nu kjorer hjem fra møllen, så kommer der en rost og siger, om han ikke vilde hilsen Atis, te Watis var død. Det vidste han jo ikke, hvad var. Da han kommer hjem, går han ud i kjøkkenet til konen, der var ved at lave aftensmad, og han fortæller hende det. Da tog det på inde i ovnen og'klagede sig: "A, er Watis...
da.etk.DS_01_0_00336
I ældre tid såede de byg æpå græs, for de havde ikke foder. Altså er meningen den, at hæsterne gik ude. Sà skulde de have for byglandsploven, og en kone i Alstrup, som den gang var en tos, hun skulde gå ned til kreaturerne i kjæret efter bæsterne, som også gik der nede. Da ser hun, der kommer en bitte ussel én og sætter ud til fjorden. Det var da et...
En gammel kon i Vole har fortalt, at der var en gang en gjerrig kone, som aldrig kunde få nok spundet, hun spandt nætterne ud, enten det så var hellige eller sogne. Meu en lille-juleaften, hun sad og spandt, kom der én og rakte en blodig hånd ind ad vinduet til hende og sagde : cDer kan du se, hvad jeg vandt, fordi at jeg en lille-juleaften spandt.»...
En mand var så meget kjed af nissen. Den gik ind om nætterne og tog mælk, og hvad den fandt for godt. Den vilde også gjærne have grød. Så sælger manden gården, for han vilde være fri for den nisse. Den dag de flyttede og havde al ting pakket op, tønder og bøtter o. s. v., og de kommer ud på vejen, giver han sig til at skrannie, han sad i en bøtte og...
Der var noget Skidteri i Astrup Gård om Nætterne, og Folkene kunde snart ikke være i Gården for det. Så måtte de have Bud efter Præsten, og han manede så Gjenfærdet ned i Porten. Men de havde i Forvejen gjort en Akkord med hinanden, og den bestod i, at den, der kom sidst over Dueled Bro, den havde tabt sin Sag. Så kjørte Præsten, og da han kom over...
En gammel heks, som var bleven vred på fiskerne, gik ved nats ud i Limfjorden, og da hun var kommen til midten, ophængte hun eu hestesko i en silketråd. Så kuude der ikke gå flere fisk end de, som kunde komme der igjennem. Man opdagede imidlertid snart, at hun var skyld i fiskeriets tilbagegang, hun måtte også gå til bekjendelse og tage hesteskoeu bort....
