Når min fader bavde skjærpet en kniv på et dørtræ, så, forend ban gik derfra, tog ban et trin over dørtræet og så ét lige tilbage igjen. Hvis en frugtsommelig kone skulde træde der over, så vilde bendes barn få bareskår, hvis det ikke blev gjort. Det gjorde også mange andre. En sjællandsk mejerske, vi havde, sagde, at det kjendte hun godt der ovre fra....
Efter 767. Margrete råddenhøs dag (13. juni) må det ikke regne, for ellers vil det regne hver dag resten af sommeren. J. Jensen, Reishale.
De små bitte skud, som rugen skyder op om sommeren som rodskud, do kaldes her tt. Hans drenge. j. v. N.
Det er mig fortak, at degnen i Lunde en nat i sommeren 1892 så fire sorte gjenfærd følge ham fra en bro på landevejen til kirkegården. Han så ikke videre efter dem, og de er lormodentlig forsvundne der inde. jakob rasmussen, stensby.
Pastor Heinsen var meget godgjorende. Kom et menneske til ham og klagede sig, kunde han få snart alt, hvad præsten for øjeblikket ejede af penge, så familien undertiden lod nød. Deraf benyttede forskjellige mennesker sig, der i grunden ingen medlidenhed fortjente. Sådan f. eks. manden pæ anneksgården. Når han hørte, at præsten havde fået penge ind, så...
Pastor Heinsen havde på sin anneksgård i Vitrup en bestyrer, der hed Rasmus og og var en Fynbo. En sondag kom han her ned til Lindknud for at tale med præsten om gårdens drift. Det var hen i rughøsten, og så spørger Hejnsen jo, om han havde begyndt at høste. Rasmus svarer: Hun er itte moden. Men Hejnsen siger: De skal høste, min kjære Rasmus, ovre i...
Ved en begravelse i Brørup begyndte Pastor Heinsen sin ligtale i kirken således: Hun er dod, hun er dod, hun er sandelig dod. Så tager én af ligfolget ordet og siger: Ja, er hun så sandelig dod, så er det så sandelig bedst, vi får hende begravet. De rejser sig da allesammen op og bærer hende ud til graven, og præsten må folge med ud og kaste jord på...
Pastor Heinsen i Brørup blev hentet til en syg kone, som han skulde berette. Naboen til den syge, Jens Sørensen i Hedegård, havde lovet at hente ham, og han havde en noget enfoldig karl, der hed Per, som han sendte afsted efter ham. Før han kjørte, sagde husbonden til ham: Du må passe på, Per, når du far præsten på vognen, at du kjører til, alt hvad de...
Pastor Schmidt i Nagbøl holdt meget af at skjænke de folk en snaps, der kom ind til ham, og han havde et skab med flere hylder inde i sin stue, hvor der var en del flasker med drik af forskjellige farver. Når nu nogen kom ind og havde talt lidt med ham, gik han hen og lukkede skabet op, pogede på flaskerne og spurgte: Hvilken kulør skal det være? Så fik...
Den præst, der har konfirmeret min moder, han hed Christensen, og han havde en tjenestedreng, som hk nogle skjænd en dag af præsteu. Det tager drengen jo helt rolig imod, men så siger han klynkende, da de var færdig: A ska no åsse ha skyld får åldteng, no sæjer di, madammen æ tyk, de skal a wal åsse ha skyld får. Præsten loftede fingeren med et lille...
da.etk.JAT_06_0_00513
Den gamle Mariane Feldsing i Herborg hun lå for døden. Så kommer præsten hen at se til hende, men efter at han havde talt lidt til hende så afbryder hun ham og siger: Ja, det kan være godt nok alt det han siger, hr. pastor, men hvad skal det blive til? a ligger nu her, og æ mog står der ude og er ikke spredt. Da hun så var dod, var der nogle af de...
Der var bryllup i Holsted, mens Bang var præst der. Anders Vognmand skulde nemlig giftes, og da de havde fået en god frokost, var Anders kommen i en noget oprømt stemning. Præsten mærkede det og slog så lidt efter det i sin tale, at man skal leve mådeholdent og ædrueligt. Men Anders står og siger: Klø kun til, hr. pastor, a véd nok, hvad De slår efter....
Gamle Hansen, der var degn i Veerst, han plejede sædvanlig ved ofring at gribe så gridsk efter pengene, næsten før folkene, der ofrede, fik dem lagt til ham. Nu var degnestolen jo lige oppe ved alteret, så præsten så det. En dag sagde han til ham: De har en styg vane, Hansen. Hvad mener De, hr. pastor. Jo, det ser virkelig ikke pænt ud næsten at...
En gammel degn i Flynder, der hed Josalseu, kom til præsten og fik salmenumrene opgivet til næste søndag. De skulde have: Aleneste Gud til indgangssalme, og den vilde præsten nu altid have. Så sagde Josaisen: Å, hr. pastor, det er da en træls hund at blive ved at trækkes med, kan vi ikke få en anden. Den gamle Jonaise,-,), levede nu ikke i bedste...
Ved en forårs-eksamen i Surhave skole skulde Per Jepsen tale med børnene om helliganden. Så siger han: Nå, børn, kan I så sige mig, hvad en ånd er. De tier. Han gjentager spørgsmålet, men der kem intet svar. Så vil han selv. "Ja, børn, det er noget, der flyver med papir pir (P. J. stammede noget). A. P. Lustrup, Lindknud.
Jeg havde en aftægtskone, de kaldte An' Kragens, hun var plaget af onde ånder, påstod hun, og når hun sad og spandt, så hængte de i rokkehjulet. Men der var to slags, de onde trak hjulet tilbage, men de gode drev det frem. Når de blev alt for utålelige, foer hun op og greb ildtangen og slog op mod loftet. Samtidig lukkede hun dørene op og sagde så: Til...
Mølleren i Langkjær mølle, Thomas Langkjær, var anset for at have Cyprianus, og derfor lykkedes alting for ham: Da han nu var død, begyndte det at spøge, særlig i møllen og i det til den horende hammerværk. Man borte hamrene gå om natten, ligesom man og sa en sort puddelbund vandre fra mollen op over bankerne til Store-Langkjærs mergelgrave. Folkene var...
Efter 39. Lindhmd by har i gamle dage kun været en 3-4 gårde, som lå samlede lidt osten for kirken og sønden for bækken. Der er endnu mærker af en drivevej eller en gyde, som de kaldte det, og markerne var ud i sydvest. De havde så en fælles hjøvre, og han var en gang rendt væk. Nu holdt do grande, og der blev jo rådslået om, hvem der skulde ud at lede...
Min bedstefader Hans Sørensen. der boede pa Adsnsbol mark fortalte en aften, da jeg var dreng, at der i hans faders tid havde vseret ulve på egnen, og de havde en nat revet et fol ihjel på gårdens mark. .lep Nissen Nielsen, Lindknud.
En kone her i Lindkmul, de kaldte Maren Agerkrog, havde et brød, Bom hun kaldte hogens brød. Det var et lille rundt et som en surdej, og det lagde hun op på en hylde ude i kjøkkenet, sa hun kunde nemt nå op til det. Hver gang hun så sá hogen, så gik hun ind og vendte det brod og sagde i det samme: Hogens brod. Så troede hun, bogen ikke kunde tage af...
