Mens a gik i skole i Terndrup, var der kun et par mænd, der havde murede skorstene, som gik op gjennem taget. Ellers havde de lyrer. De sad midtvejs på taget, og hvor der b e a ¦ kunde anbringes så mange, havde de tre, én til hver side og én på enden, hvis nemlig kjøkken et var tæt, ved husgavlen som i mindre huse. Ellers måtte de hjælpe dem med én...
En gårdmand i Lyngby kom en søndag op at trættes med sin kone, efter at hun havde fået det første barn. Hun stod nemlig og skyllede noget barnetøj, og det sagde han hun måtte ikke, ja, han satte hende stærkt i rette for det, og sagde, at det var synd. Så bad hun til Gud, at hun aldrig mere måtte få levende børn. Derefter fik hun 11 eller 13 til, og alle...
Et par halvgamle folk i Bælum havde forgrebet sig og stjålet et får. De blev overbevist, og herredsfogden Selmer hed han. og en galsindet karl var han holdt forhør over dem og afsagde dommen, der lød på, at manden skulde have 25 stokkeprygl, og en husmand i byen blev betalt for at tildele ham dem. Konen skulde have en fåreklokke bunden om halsen og...
Mændene her kjorte næsten alle til Ålborg med træ og solgte for at få pengene til udgifterne og til brød, de havde nemlig aldrig korn om sommeren. Men træet stjal de. En gi. mand fra Solbjærg var kommen ned i Yiffertsholm skov med to vogne og vilde have træ. Da han var ved at skove så stærkt som han kunde, så kom ejeren, Kristen Testrup, og hans skytte...
Med denne her stjerne, som vi her har, vil vi kuns for eder erindre; de vise fra osten, som stjærnen blev vaer, da de søgte Jesum at finde, og over det hus, hvor hele verdens lys, vor frelser, lå svøbt i en krybbe. Niels P. Hansen, Lyngby skov.
Til alle bryllupper og kostgilder og større forsamlinger var det stodderkongens pligt at mode for at bolde orden, da der altid stimlede mange tiggere sammen ved slige lejligheder. Men så vilde de gjærne have lojer med Lam. De havde en tigger og hans kone, ddr var klædt ud og kom til gården i det samme. Se så, sagde de til stodderkongen, >nu har vi...
I Veddum, Skelum og Als holdtes de størsto bryllupper her på egnen. Der gaves både hel og halv eller kvart foven, efteisom gjæstorne var i nær slægt med brudeparret. Hel fowen var en tønde 51, flæsk, kjød og smør i et vist forhold. Derforuden brudeskjænk. Andendagen kom der en grim én ind for at tigge til spillemanden, og en anden, som også var klædt...
Her blev majvisen sunget sådan. flod dag, god dag, min kjære mand, Maj ero velkommen. og må vi komme til jer i dag. Glæd os Gud og så den ny skjærs>ommer. Vi har os en maj bøg sat, og den Batt' vi om pintsenat. Vor majbøg er så højt i sky. den lyser over Lyngby by. Vor majbøg er så fast i jord, at den kan stå i femten år. Den bonde har så god en...
I mange tider havde muldhvalpene haft så forfærdelig travlt med at skyde ind i Døve-Sørens stue, men nu havde det fået en forandring, for nu skød de ud ad, og det havde den betydning, at han skulde blive enkemand. Da min kone hører det, siger hun : Det er ikke godt nu for dig, Søren, du er bleven så gammel. A, det har ingen nød, høddu, svarede han,...
Om morgenen tik de tynde sure valle med brød i. d.r var gjemt natten over, og brodet sejlede i dem. Det var altså davren. Om formiddagen hk de et stykke ost og brod både hjemme og på hovmarken. Til middag havde de i hovposen det bedste, der kunde skaffes. Om eftermiddagen hk de de fleste steder et stykke brod med pålæg. Om aftenen fik de ny valle, der...
da.etk.JAT_03_0_00210
En møller i Vébbatrup handlede med uld og skind og kjørte til Randers med. Kjøbmanden havde en gang give! ham et lille kræmmerhus med underretning om. hvordan konen skulde bruge det, der var i. Hun skulde brune dem i panden o. s. v. Da han nu kom hjem, sagde han: Her skal du se, kone, her er noget, de kalder for knaffer, det skal smage så udmærket, efter...
A har bort, at når folkene sad og spiste deres natte)-, så kom snogene op på bænkene og rakkede fra bænkene op på bordet og vilde der slikke af mælken. Folkene gav dem et knæk over panden med skeerne for at drive dem tilbage. De ældre snoge gik i kostaldene og vilde malke køerne. I føsborggårds have var der sådan en masse, at de lå i gangene, men folkene...
Baron Kosenkrantz på Villestrnp havde en person, der agerede tjener for ham, han hed Kornelius og kunde sådan omgåes sin herre. Når han fik lyst til en af baronens frakker, så sagde han: Den kan De ikke være bekjendt at gå med i selskab, den klæder Dem ikke. De er jo så pæn en herre, og den frakke vansyner Dem helt. Den må om6yes. Nej, jeg vil ikke...
Ved Kyndelmisse, når karlene havde optorsken, skulde de om eftermiddagen ud med knipler og mode for kreaturerne. Karlene stod i lange kjæder, og når en af de ældre koer vilde bryde igjennem kjæden, gav de den én over hornene med knippelen. Det havde de respekt for. Koerne gik nemlig ude, om der end var en halv alen sne, og så gik de og kradsede i den og...
Da de begyndte at dyrke heden op her syd for Lyngby, var der ikke mere end to mænd i Lyngby, der havde beslåede vogne og jærnkakkelovne. Men sæ faldt det i med så gode år under opdyrkningen, at de fik råd til at anskaffe sig beslagne VOgne. 949 og 950. Niels P. Hansen, Lyngby skov.
Når de skulde kjore over vandløbene om vinteren, havde de altid to par vanter med at trække på hver af hestenes fødder. Under krigen 1801 kom der ingen tjære ind i landet, og så samlede kuskene alle de snegle, de kunde få, både hvide og sorte, og fyldte disse vanter med, Når de kjorte i skoven. Dem smurte de så vognene med.
I SloreBrøndum havde alle bymændene en plændtgård til fælles. Hver fik sit stykke, og der såede de deres planter. Den plantegærd lå midt i byen og var indhegnet med et jorddige. Den la også lige ved det bækløb, der løber gjennem byen. sa havde de jo det fornodne vand. N. P. Hansen, Lyngby.
Der lå en forskrækkelig stor sten på en åben plads i byen Terndrup, og der samledes bymændene, så snart der tudedes i et horn. Det kaldte de at skulle til stævne. Vi skal samles ved den grå sten, sagde de. N. P. Hansen, Lyngby.
Et par folk, der ernærede sig ved at grave, boede i et lille hus i Vive by, hvor de kunde holde en ko. Så havde de en dreng, der hed Jens, og ham plejede hun at bage en ildkage eller askekage til. En dag gik de i marken at arbejde, og da drengen så blev sulten, viste konen ham hjem at finde hans askekage, og så kunde han spise den. Men den dag var det...
En gevoren ved navn Koster gik en dag ud ad vejen til vesterport, og så kom han til en træskomand, der kom med et læs træsko. Har du solgt dine træsko?" siger han. "Nej." Ja, kom hier." Så holdt de uden for general Moltkes. Nu bærer du dem ind ad den dæær og stabler dem kjønt, og så pikker du på den dæær, og så får du dine penge (siges med tysk...
