Der er en høj vesten for Thisted, kaldet Langdoes, der skal den bekjendte stærke Niels Kristian Svendsen i Kåstrup have fået sin ualmindelige styrke. Han lå, medens han var en dreng, ved højen en middagsstund og var falden i søvn; da han vågnede, frygtede han for skjænd, fordi han havde biet så længe, og gav sig til at græde, men så kom bjærgmanden ud...
Det er sandsynligt, at det var Djævelen, der rasede i MrUem-molJe i Tømmerhy. En usynlig kraft rasede og tumlede således over alt i huset, at menneskene rent måtte rømme der fra. Før denne tummel begyndte, fandt møllerkonen en dukke på loftet, som hun tog ned, og med den kunde hun gjøre store kuuster. Når deres køer skulde have vand, så kunde vandtruget...
I en mølle, kaldet Mellem-mølle, begyndte det på én gang hen ad vinteren at pusle og knage i alle huseue, og denne uro steg omsider til den grad, at en vagt af sognets mest behjærtede mandskab ordentligvis tilsagdes til at mede, indtil også disse blev betagne af forfærdelse, og til sidst stod møllen tom for mennesker. I denue tid havde onde magter en...
I Hørdum boede en mand og en kone, de havde ingen børn. Manden var døvstum og hed Jens, og konen hed Ane Harring. Disse ægtefolk levede meget lykkelig med hinanden ; hun var væver, og de var begge stræbsomme og samlede endog velstand efter deres huslige stilling. Men på én gang forandrede lykken sig, på en ubegribelig måde blev ét stykke borte efter et...
Der fortælles om heksene, at de red gjennem luften til Troms kirke hver st. Hans aften for at holde råd og forny de løfter, de havde gjort med deres bestyrere. Det var sjælden, de red på dyr; dog har jeg hørt, at hvis man bar tvivl om, at de brugte enten ét eller andet dyr, ti de kunde ride på, hvad de helst lystede, så skulde man skjære et stykke af det...
En afteu sendte præsten i Skyum sin karl et hastigt ærende ned til Irup. For at gjøre det hurtigt tog karlen den bedste af præstens heste, som de kaldte »Slumplykke«, og red på den. Da han var kommen midtvejs, så han en hel del harer, der var forsamlede og sprang og legede uafladelig. »Mou det også er rigtige harer«, tænkte han, »siden der er så mange...
De havde en jæger eller skytte på Irup, som så mange steder endnu er brugeligt på herregårde. For ham indtraf det en gang flere gange i rad og på ét og samme sted, at han skød på en hare, men aldrig ramte den, og hans hunde kunde heller ikke tage den, ti det var nær ved et hus, og når de kom den nær, så løb den altid ind gjenuem et hønsehul. Han fortalte...
Den samme præstekone i Hassing, der brugte karlen til ridehest, når huu red til Troms kirke, og til sidst fik jærnsko på hænder og fødder, hun øvede også en kommers i hendes forrige mands tid. Han var provst, men om det var mere end navnet, han bar, skal jeg lade være usagt. Så var der et bryllup i sognet, hvor han også var indbuden. Mens gjæsterne sad...
Fru Ane Søe på Kjølbygård var så gjerrig, at hun ikke nænnede at få sit korn malet i nogen mølle. Hendes piger skulde derfor op 23, ja undertiden 4 timer hver morgen før dag for at male på hendes håndkværn. Da de en aften bad fruen om at blive fri næste morgen for dette besværlige arbejde, så svarede hun ja. »Men så skal 1 blive i eders senge, så skal...
Nissers slagsmål. En plov som våben. havde de også én. Disse to kunde aldrig forliges, ti de stjal si forvovent fra hinanden, at de en dag blev uklar, og hver tog en bagplov i lianden, og med den sloges de så længe, tif hver havde kuns en lille stump i hånden. Lars Dybdahl.
En gang bestemte bjærgfolkene over hele landet at ville rejse ; rejsen skulde gå for sig om natten, ti denne var for dem, hvad dagen er for os. Den største part kom over ved Velsund. Om aftenen, før de rejste, kom én af dem til færgemanden og bad, om hans færge og både måtte gå frem og tilbage hele natten. Han skulde ikke bryde sig om andet, end når det...
I en høj i Torsted, kaldet Torshøj, boede en bjærgmand, der tilranede sig en gårdmandsdatter, som boede ved siden af. Hun var borte i to år, og ingen vidste, hver hun var. De troede rigtignok ikke bjærgmanden for vel; men de kunde alligevel ikke være sikker derpå, før end det en gang hændelsesvis kom for dagen. Datteren blev frugtsommelig ved...
En kone bar frygt for, at det ikke var hendes eget barn, hun ammede, men at det var forbyttet af ellefolk. Hun henvendte sig derfor til en klog kone, som rådede hende, at hun skulde se at få en spæd gris og lægge i vuggen til barnet, samt derpå gå ind i et sideværelse at lytte. Hun gjorde også dette, og så snart hun kom i værelset, hørte hun barnet sige:...
Der boede en mand i Vebberstoft, som hed Anders Godrum, han havde en datter, som hed Ingeborg. Hun var noget fjottet og kunde næsten ikke tale så rigtig, at man vel kunde forstå hende. Da hun blev så stor, at forældrene kunde skjønne derpå, så bar de næsten tvivl om, at det var deres eget naturlige barn; de henvendte dem derfor til en klog mand, og denne...
I et barselhus, da al ting var overstået, lagde jordemoderen sig ved barselkonen, som lå med hendes nyfødte barn i hendes arme, og de andre koner satte sig på en anden seng. De faldt alle sammen snart i søvn, ti de havde våget længe; men barselkonen, som formodentlig ikke sov hårdt, vågner ved nogen forlen (puslen), som efterstræbes af bjærgfolk. 295 hun...
da.etk.DS_01_0_00975
896. I Velberstoft blev en pige bortført af en bjærgmand. En gang som hendes broder pløjede ved siden af højen, hvor bjærgmanden boede, så han hende af og til uden for højen, men lige som han så hende, så forsvandt hun igjen. Deres ind- og udgange var der ingen, der kunde forstå. Endelig er han så nær, en gang hun er ude, at han kom imellem hende og...
På en mands mark i Skyum var der en høj, i hvilken der boede bjærgfolk. Manden var meget gjerrig på jord; han gav sig en dag til at pløje nogle furer ned fra siden af højen; men knap nok havde han pløjet tre furer, før den ene hest styrtede. Som han og hans kone meget bekymrede sad om aftenen og talte med hinanden derom, horer de en stemme uden for...
I en høj ved Irtijp opholdt dér sig nogle bjærgfolk. Det var sådan for en tid siden, at folkene fik så ussel en kost på Irup, at de næsten ikke kunde spise den. Der blev tit klaget til herskabet, og dette undredes selv over, da maden var god, når den blev indbåren, hvordan den så på et øjeblik kunde forandres og blive så dårlig; men hændelsesvis kom man...
I en høj, som kaldes Drengehøj, ikke langt fra Langdos vesten Tisted, boede nogle bjærgfolk, som var meget tyvagtige. En gang lob nogle børn uden for højen og legte. Imidlertid hører de nogle børn græde inde i højen; derpå hører de en stemme, som siger: "Græd ikke, i morgen skal I få varmt brød, Krogs kone har dejnet i dag." Med det samme horer de en...
Der var en høj i Hundborg, hvor der boede nogle bjærgfolk. Tæt ved højen lå der en bondegård, og ti} denne kom bjærgfolkene, som uden tvivl har været fattige, idelig for at låne så én ting og så en anden; men de bar det også al tid redelig tilbage. Bjærgfolkene kom for rosten aldrig ind ; de stod altid udenfor vinduet og kaldte, og det var stadig om...
