En mand i Brei, der hed Frederik Eefsgård, kaldtes den stærke mand. Node på Barritskov havde de fået en hest, der ikke vilde lade sig beslå. Så var der en af tjenestekarlene der nede, som sagde, at når de kunde få ham derned, så kunde ban nok holde den op. Så kom der også bud efter ham. Godsforvalteren spurgte nu, om han kunde holde den hest op. Ja, det...
Døve^Lars var ingen Tater. Han hed Lars Larsen Andrup og var af profession glarmester. På sine rejser havde han hele sin familie med sig, for vel havde de nok et hjem, men de benyttede det sjælden eller aldrig. Han var så tunghør, at han måtte have et af børnene til at sige sig, når diamanten skar i glasset. Deres virkekreds var i regelen på egnen mellem...
Fovlum var fra gammel tid bekjendt som en slem by med mange onde mennesker, der vilde gjøre hinandens kreaturer skade, og deres koner kunde også hegse. Et sted var nogle en aften gaet ind i en gård og havde skåret halsen over på en ko samt slået alle kreaturerne lose. Koens ejere troede dog, at den kunde reddes, svøbte et forklæde om halsen af den og gav...
Under det navn Husaren boede der før mange år siden en mand på Tranbjeerggård, som ligger i Lyngå sogn. Han blev kaldt Husaren, fordi han som værnepligtig havde været husar: men efter at han var kommen hjem fra tjenesten, levede han endnu som husar. Meget vild og rå var han mod sine omgivne undtagen overfor "den lille sorte", således kaldte han en lille...
Et Par År eller tre sad a ugift her på Gården og havde en Søster til Husholder. Så var det en Vinter, vi kunde ikke kjærne Smør. A snakkede både med Per og Povl om det, hvad der var ved den Ting at gjøre, og allesammen rådede de mig til at tage ud og hente Hans Amlund. En skjønne Dag, så kommer han jo også, og vi skal så til at forsøge med denher...
Lars Kanneworff, der var Smed, omtales en Del på Grund af heldige Kure, der nærmest synes at have været for Benskader, Armog Bentilfælde. Det er ikke meget, jeg kan fortælle om ham, men et Træk er der: Skomager Rasmussen her i Byen kom en Gang ved at træde forkert på Foden til at få Benet eller Læggen vreden, så der under Knæet ned mod Foden var sket en...
Stuehuset i den gamle Præstegård i Rubjærg er senere bleven dannet om til Forpagterbolig. På Væggen lige inden for Indgangsdøren i Forstuen sad der et Bræt, hvorpå der var en Indskrift. Der stod: Gud har set min Rejses Møje, med sit fromme Forsyns Øje var tilføjet dette Brød, hvor jeg skal hans Tjener være, gid jeg må hans Navn med Ære stedse lykkes til...
Det var imellem 1825 og 1830, da havde de i Bevtoft Mølle to vældig store fede Svin, og de kunde sådan gå fra Svinehuset ud i en Indhegning uden for og røre sig. Da de var nu bleven så fede, som de skulde være, skulde de jo slagtes, og Dagen blev bestemt, men så lige før blev de stjålne om Natten og forsvandt sporløst. Tyvene havde gået ind i Svinehuset...
Grev Torben rejste efter Petersborg. Længe før han kom dertil, måtte han indkvartere sig i en Kro, for det var så mørkt, og Vejen var ham ubekjendt. Til Værten afleverede han sine Penge og spurgte, om han kunde bevare dem til i Morgen. »De skal være lige så sikre, som de lå i Abrahams Skjød, de skal ligge under min egen Hovedpude i Nat.« Greven fik så et...
I Året 1877 fandtes i Dallerup Skov på et sid Sted, der var et tilgroet Kjær, Ligene af et Mandfolk og en Kvinde. Det er et lille Stykke til venstre for Vejen ad Horsens. Lige til højre for Vejen er en Planteskole, og der skulde tages noget Mosejord op af Kjæret at gjøde Planteskolen med, og ved den Lejlighed fandtes da Ligene. De lå med Klæderne på og...
Der var en Præst i Saltum, der hed Milling, han var slem til at svire og bande og sakkentere. En Gang skulde han til Gjøl at præke i Vakancen. Så sagde Kusken til ham en Dag, de var ude at kjøre: »Husker I efter, Fåer, at I skal til Gjøl at præke på Søndag«. Han svarede: »Er det så snart ved de Tider, da skal de Satan ta' mig også få.« Så kom jo Dagen....
Feltmarskalk Hans Schack, der 1664 fik Skjoldager m. m. ind under Gram Gods, skal have været en vældig Jæger. Der fortælles, at han ofte red på Jagt uden Bøsse, og når så Hundene rejste en Hare, satte han Hesten i Fart efter den, og sad på Hesten og slog den ihjel med Hundepisken. En Dag red han på Jagt på Skjoldager, og Hundene rejste en Bæv ned ad imod...
Der tjente en Pige i den vesterste Gård i Tofte, og hun kunde ikke være der for Skidteri. Hun havde vel været der et halvt Års Tid, inden det kom til hende. Pigen vilde have til, at det var kommet til hende en Aften ude i Skoven. Det kom og lå på hende og trykkede hende, og den anden Pige, der lå ved hende, kunde også mærke det. De hørte også, det...
Hundsbækgård i Læborg Sogn har fordum været et stort Herresæde, der lå omgiven af store Skove, hvorom mange Navne på Steder og Gårde endnu bærer Vidnesbyrd f. Ex. Skovdal, Skovholm, Skovdrupgård, Nordenskov og Skovkrog. I denne store Skovstrækning var der en stor Lindorm, som i mange År huserede i Omegnen til stor Rædsel for de omboende Folk. I den...
Nicolaus Kilhl var diakonus til Uldrup i slutningen af det 17. århundrede. En aftenstund manede han Panden i Kasmus (Korsmose) molle forst md i en træsko og derpå ud i mølledammen. Hans kollega, Filip Luudius, var til stede ved deune operation, men i største fare, sa at hr. Kuhl måtte holde foden på nakkeu af ham, mens han manede, siden Panden vilde have...
Osten for Arrild nede ved åen ligger ruiner af et slot på to holme med volde og grave. På den sydvestlige af holmene har der stået en stor og fast bygning, og vest derfor bar været et parkanlæg med store fiskedamme, som sees enduu. Disse kaldes endnu Movrits Podebuskes fiskedamme. Borgeu har heddet Arens borg og tilhørte Podebuskerne, som ejede...
En brøndmand der vester fra var med en mand, der sejlede med pramme til Randers, og de kommer til min svoger Udstrup, som ejede gården her, og beder om tilladelse til at grave i hans mark. Brøndmanden var en stor og færdig mand, og lad os nu give ham det navn Jens Kristian. Prammanden sagde, at han kunde se alt sølv og guld, der var i jorden. Som vi så...
På en tid, da man på Bogø var slemt plaget af rotter, kom en fremmed mand dertil og tilbød sig for en vis betaling at ville fordrive dem fra øen, især hvis der ingen lindorme skulde opholde sig der. Det, mente man, var ikke tilfældet, og da man var bleven enig om betalingen, bestemte den fremmede en vis dag til at udføre sin gjeruing. Der blev antændt et...
Jow, do æ sne joiv po et: har hastværk; slowwn: sagtne, de slowne mæ blæsten, også om pine; delken: skure, fordybning i gjenstande, kaldes også skrip; pejte: dunk, en donk sikåri; æwwl: soge trætte, ban æwle sæ enå po jæn, æwles å kjæwles; hjajj: et gammel udmagret og, også om personer, der ser forslidt og forasede ud, hærom hjajj ; skwajepøls laves af...
Der var to karle, som snakkede om, hvad profession de skulde tage dem for, som de kunde tjene mest ved. Så blev de ens om at give sig til at stjæle, for det troede de da nok, der var mest at fortjene ved. Nu skulde de da til at lægge over med hinanden, hvor de skulde gjore deres første fangst. Ja, siger den ene, a véd, hvor der står en fed bede i en...
