Som dreng tjente jeg hos sognefogden i Føns. Om sommeren vogtede jeg kræet, og om vinteren passede jeg hestene og lå i stalden. Hver evigste nat efter klokken 12 var det, som om nogen med store vandstøvler gik fra slyden ned i stalden, og så pustede og stønnede det så underligt. Når det kom, sloges hestene, så gnisterne stod ud af stenene, og en nat rev...
Fons by har en gang været langt større og haft kjøbstadrettigheder, og dens beboere gjør påstand på at besidde den ældste kirke i Fyen, da Føns og det dertil horende Fonsskov i ældre tider skrcves Fynsskoven. cand. p. rasmussen.
Da jeg var bleven konfirmeret, tjente jeg nogle år hos Soren Olsen i Føns. En aften fik han mig forledt til at gå med ham ned i Tybrind skove for at stjæle brænde. Det var lige ved jul, men for resten kjont frostvejr og måneskin. Som vi just var i lag med en ung esk, hørte vi noget borte en hest komme travende, og kort derpå råbte rytteren hallo. Jeg...
Der er en Høj her ude østen for Byen, der kaldes de brune Høje, så der må nok have været flere. Niels Nielsen her fra Byen sagde, at der gik så mange små Bjærgfolk og dandsede der uden for. Marinus Jensen, Skomager i Vive.
Omtrent 1770 brændte Hjortlund, og derefter blev den udflyttet. Der var sådan en hede, at blyet løb ned ad kirken, som om det haglede, og flæskbøsterne de sprang ud til æ brune bjærge. (De ligger her oster, hvor der nu er plantet.) h. a. wulff, hjortlund.
De brune høje ligger her tæt henne ved vejen til Linå. Der har en gjortler hørt, at der blev slået kister i låse. Det fortalte han vor præst, der hed Lihme, og han havde en sådan lyst til at grave i høje. Han grov også dem ud, men hit ikke noget. Peder Hansen, Hårup.
For en 70 år siden kunde vi kjøbe et lispund rigtig godt oksekjød for to mark, og gammelt kjød for en mark. Men et pund brunt sukker kostede to mark, og et pund hvidt sukker to mark fire skilling, et pund puddersukker 28 til 30 skilling. Lærer Larsens enke, Stenderup.
Der blev fundet to døde Mennesker ude i Vestreheden og blev der begravet. Den ene Grav var her inde ved de brune Høje, den anden ude ved Stjengryderne. Ingen gik forbi de Steder om Natten uden at have en Håndsten og lægge ved hver af Gravene. Disse Grave har forhen været godt kjendt, men nu er Stederne næsten helt gået ud. Som Knægt har a også lagt Sten...
Der var mange svinedrifter på Gjøl. Da Vorherre og st. Peder kom til øen og så, at der ingen mennesker var, tog han nogle 1. .. . og sagde: Derfor er de så brune. Vendelboerne siger: «Hvad, du tager det nok med fingrene, ligesom Gjøl born.» Nik. Christensen.
En pige i Lodderup bandt korn en måneskinsaften. Da hun var færdig hermed, så hun ellekonen. Hun havde et brunt skjort og en brun troje. Hun tænkte da, hvad ellekonen vilde her, men kom endelig efter, at hun havde et lille stykke brød i sin lomme. Det kastede hun til ellekonen, og så forsvandt denne. Nik. Christensen.
Madammerne Bollerup og Keldby i Rindum kom en dag i besg ben til madam Bonde. Ak, det var da dejligt, at I kom, sagdo hun, jeg er så glad ved jer, hvad skal jeg dog traktere jer med. vil 1 ikke have et stykke brunt sukker og dyppe i noget puddersukker. Fru Anna Holm, Vejen.
Pastor Zahrtmann kjørte en søndag hjem fra Fårup, hvor han havde været til sogne. Så siger han til kusken: »Nu sidder pigen med fingeren i taphullet.« Det tænkte karlen ikke videre ved. Men tappen var bleven henne for hende, da hun var ved at tappe øl af præstens tønde, og hun måtte sidde der, til han kom hjem. Da kunde hun finde den, men kom ikke til...
Pastor Pontoppidan i Hvidding havde et par brune heste, hvoraf den ene var bleven vel gammel. Så skulde han til Ribe at have den omskiftet. Men hans kone sagde: Det duer du ikke til, lad Kristen hellere gjore det". Præsten kjorte alligevel selv og fik hesten solgt til en pranger for en bagatel. Hans heste havde nu passet godt sammen, og han gik da...
Man bruger, når man har slagtet får, at brase det ferske fårekjød: gnide det ind med salt og så tænde under det med små lyng, til saltet bliver brunt. Når det sådan er brunset, hænges det op, mens der røges under det med rigtig døv ild af hedetorv. Så beholder kjodet sin sødhed. Fredbjærg.
Min Fader tjente for Dreng i Vissing. En Dag de sad og spiste til Middag, så siger han: »Hvad Stads skal her være? der holder 18 Vogne her ude i Gården.« Den gamle Rasmus Nedenskov, som han tjente, svarer og siger: »Din tossede Dreng, kan du se noget?« for der var aldrig nogen af Gårdens Folk, der kunde se det, og de så' jo endda ud ad Vinduerne, alt...
Hjemme i Ryde havde vi en Pige, som kunde se alting. Så var det en Middag, vi alle sammen sad omkring Bordet og spiste, og hun sad på Skammelen forved Bordet, da smed hun på én Gang Skeen og sprang hen til Vinduet. »Så, der kjører de med hende,« sagde hun. »Med hvem?« sagde vi. Ja, det vilde hun ikke sige, men omsider fik vi da ud af hende, at det var...
Min fader var kusk for den gamle pastor Pedersen her. Så kommer præsten ned til ham en dag tæt op til aften og siger, om han måtte få hans brune øg for, for han skulde øjeblikkelig til Skanderborg, der var en sjæl i vove. Det var en kjøbmand Thomsen, der havde med Fanden at gjøre. Da han kommer så derned, holder der en karet i gården med fire sorte heste...
En husmand fra Ajstrup, der var gift og tjente pastor Bloch i Barmer, havde taget en hest og redet hjem på om natten. Om morgenen, præsten kom ud i stalden, som han gjorde da hver morgen, siger han til karlen: »Du har nok været ude at ride i nat.» »Nej, a har ikke, fåer.» »Jo, det brune og har tabt den ene forsko, men nu går du hen til Lillevad...
En halv mil osten for Ishøj ligger en by, som hedder Hundie. Der har kong Hunding haft sin kongeborg, og byen er kaldt efter ham. En mand på Ishøj mark fortæller, at i hans drengedage var borgvoldene til endnu. De var meget høje, men fandtes kun på den nordre og søndre side af den plads, hvorpå borgen har ligget. Man pløjede i lang tid sten og tegl op....
Fuglene var en gang ude at flyve, og da ornen var kommen meget hojt op, sagde den: «Hvem kan flyve hojere end jeg?> «Det kan jeg,» sagde den lille brunkonge, og så floj den op fra ornens ryg, hvor den havde siddet; men nu floj den så hojt, at den brændte sine vinger mod skyen, så de blev brune, og derfor blev den siden kaldet «brunkonge*. Annette...
