"Pølse, har du tryne, pølse, har du fodder? nu har jeg levet i atten hundrede år og diet otte mødre ibjel, og du er den niende moder, men en sådan pol se har jeg aldrig set." - "Ja, er du så gammel, er du ikke mit barn." Nik. Christensen.
Der var en mand i Haven, som havde én, der var forbyttet, og sad på ét sted. Der var et sted her nord, hvor der var én lige sådan. De sad og sugede på deres fingre, det var det eneste. Gjøl. Nik. Christensen.
I Pandrup var en skifting. Han kunde hverken røre arme eller ben, og hyrderne, der vogtede kvæg, gav ham mad. Hans leje om natten var en krybbe, som var opslået i det ene hjørne af stuen, og der lå han tredobbelt. Han blev tredive år, da han døde. Nik. Christensen.
En kone i Oster-Løgum sad en gang og vuggede, og da kom der en lille mand ind, som havde en rød hue på, han vilde tage barnet af vuggen, men konen gav ham i tide et dask på hovedet, og han måtte da løbe sin vej. Næste dag så hun ham igjen smutte ud af døren, men da havde han taget barnet og lagt en skifting i steden. Nik. Christensen.
Mester Lars i Barmer kjørte en gang fra Valsted. Da mødte han en lille dværg, som spurgte, om han måtte kjøre med. Da præsten godvillig svarede ja, kom han op, men da blev vognen så tung, at hestene næppe kunde trække den af stedet. Kusken udbrød da: "Ja, skal den dreng sidde på, så vil jeg stå af og gå." Præsten fik ham til at slå sig til tåls den gang...
I Lild sogn på Hannæs findes Hidsted og Hulbakke. I Hulbakke er der dværgfolk. Manden i Hulsted havde gang til de dværge. Hau gik derhen hver aften, og konen vidste ikke, hvor han blev af. Hun spurgte ham ofte ad, hvor han gik hen, men han gav hende en vendedask for det, og huu fik ingen besked. Så snakkede hun med karlen, om han ikke en aften vilde gå...
Der var 3, 4 tåbelige børn i Bonderup. Det ene plejede at gå hen ved siden af en høj, og der lå han med bukserne om hælene og skoggrinte. Det var bjærgfolkene, der kildrede ham. Nik. Christensen.
I Sønden-ce-kirkes gård, Sundby sogn, boede en kone, som var kommen fra en høj. Manden fik meget middel med hende, og derfor var det vel og, han tog hende. Hun fik et barn, men ingen kone vilde følge med hende til kirke. I den tid var det nemlig skik, at barselkvinder skulde have fire, fem kirkegangskoner med sig. Endelig forbarmede en kone sig. På vejen...
Dværgene kan ikke gå over furerne, men må trimle sig over dem, fordi korsets tegn fremkommer ved gangen over dem. De råbte til en gammel kone: Ikke ore bore, men ere bore,* hvilket vilde sige, at hun skulde gå langs furerne eller renderne. Nik. Christensen.
Der var fuldt af dværge på Oland. Eu aften gik en karl forbi Hvolgårds lade, da hørte han en støj der inde og tittede ind ad døren. Da dandsede dværgene både over bjælker og hanebånd. De spurgte, om han ikke havde lyst til at dandse med. Jo. Endelig sendte folk bud efter præsten i Østerby, og han stillede dandsen. Men karlen blev aldrig menneske mere....
Lars Jensen gik en aften fra Bonderap til Nørager, og da han kom til Steusbjærg, da horte han i Nørager-høj en lyd som af et menneske, men han tænkte, at det var noget, der ikke kom ham ved. Han har set Ellebjærg stå på tre ildstøtter og har undertiden hort musik der. Nik. Christensen.
I Hune var en høj, hvori fandtes en hel mængde potter med aske og ben. De stod i en stue, opfort af store kampesten, og inde i stuen stod store sten med indskrifter i et fremmed sprog. En kone, der tog én af potterne bjem, blev syg og lå i sengen i mange år til straf. Nik. Chr.
Kristen Jakobsens fader trak en gang til marked med en ko. Da han kom en halv fjerdingvej sønden for Kæmpdrup mellem to høje, der kaldes Rønhøje, lå der et rødt uldklæde med hjornerne over kors. Han betænkte sig på at tage det, men pillede hjørnerne til side med sin kjæp. Da var klædet fuld af skarn, så det turde han ikke have. Nik. Christensen.
På Kjetrup mark findes Bavnehøj. Den gang Mariane og hendes søster var børn, da så de ved sommerens tid en barneskjorte ligge uden på højen. Nu vilde den ene af dem have skjorten, og den anden også, men da de kom helt derhen, var skjorten borte, og de kunde tage æbag. Nik. Christense >.
Der er et sted nord pà, som kaldes Gradbusken, hvor der har været dværge, som fortælleren har set med legemlige øjne og et sted, som kaldes Liudbusken, som de også har haft sølv og linned ude, og kister har været slået i lås. Et sted, kaldet Alnieenelsbeikke, har også nogle været set rende om som små drenge og lege. Dværgene havde røde huer på, men...
En kone ser på en høj en hoben guld- og sølvpenge. Får travlt med at tage nogle i sit forklæde og iler hjem. Undervejs bliver forklædet så let. Ser efter og opdager kun nogle små stykker kul. Angrer, at hun ikke har lagt en stoppenål eller et andet stykke jærn imellem pengene. Nik. Christensen.
En mand kom forbi en høj ved gården Li i Tårs. Han så der blandt andet guld- og solvtøj en kande halvt fuld af guld. Da han var kommen et stykke bort, ønskede han, at "Gud give, den kande var min!" Da han kom hjem, stod kanden på bordet, og den skal endnu findes i den sønderste af Ligårdene. Nik. Christensen.
På Ajstrup mark ligger "den store høj". En mand førte ud af den i tre år tillige, men da fik han vanlykke, og intet vilde trives for ham. Her boede også en smed i den høj. Nik. Christensen.
I omegnen af Ry var der for nogle år tilbage en jynovn, hvor man i gamle dage gik til alters. Manden, som ejede marken, forstyrrede den og brugte stenene til at lægge ind under sit hus. Fra den tid har han heller aldrig haft lykken med sig. Nik. Christensen.
På Hcilshøjgårds mark i Østcr-Brønderslev var en høj, som kaldes Dandserhøj, fordi man undertiden så høj folkene dandse på den. Manden lod højen udgrave og stenkisterne bortføre. Derover blev højfolkene meget fornærmede, og en morgen tidlig i drivtåge kjørte to vogne forbi gården. Folkene, som var på vognene, så da, at højfolkene med fire heste kjørte på...
