For mange år siden var der bryllup i Søndersø i en gård midt i byen. Om aftenen blev bruden borte med ét. Manden og gildesfolkene søgte straks efter hende ud ad vejen syd på efter Lykkehøj. De så også højen gloende oplyst af ellefolkene. Manden fik aldrig sin brud igjeu, for det var ellekougen, dér havde taget hende. Efter Peder Kristensen, Søndersø....
Det må ikke forbigåes her, at når der holdtes bryllup, og brudgommen vilde gå til sengs, tog han krandsen af brudens hoved, og satte i stedet for krandsen et hårnet eller en lille fruentimmerhue på brudens hoved for derved at tilkjendegive, at hun var manden underdanig. Resen III 328.
Når malurt gror af sig selv ude på folks mark, betyder det ulykke. Mors.
Den af brudeparret, der sætter det første trin ind ad kirkedøren, skal do forst, Grøufeld.
da.etk.JAT_03_0_00714
Når der lystes til bryllup første gang, gik brudgommen i kirke, anden gang gik bruden, og tredje gang begge to. De flyttede sammen 8 dage før brylluppet. Den dag bryggedes der, og de unge vågede den første nat, de var sammen, over øllet. C. Sørensen. Anholt.
Katrine Kristensdatter, en Brud her fra Rump, skulde til Kloster og have hendes Brudekappe. Da hun gik over Arrild Bro, kom der en hvid Skikkelse og skred forbi, hun så ikke, den gik. Hun blev ved at fortsætte sin Vej, og så blev den henne med det samme. Ane Andersen, Rurup. Arrild S., Haderslev Vester A.
Når man nytårsaften er ene i stuen og med et lys i hver hånd går hen for spejlet og siger højt, man ønsker at se sin tilkommende brud, så viser hun sig i spejlet. P. L. J.
da.etk.DS_07_0_00967
Når en brud skulde fra Gjenner og til Løgum kirke, skulde der karle med for at hugge grene af træerne, for ellers vilde de tage kronen af hendes hoved. ane povlsen, gjenner.
Junker Viggo, som har boet på mit fødested Vold, skal have bygget Varnæs kirke, og han skal ligge begravet tillige med sin brud under det store træ ved kirkens østlige ende. Viggo skal dog være begravet der mange år efter hende. Han måtte nemlig gjøre en pilgrimsrejse til den hellige grav og kom først som en olding tilbage og satte sig under træet på sin...
Ovre i Vium er en høj, der blot kaldes £ Hyw, endskjøndt der er mange høje i nærheden. Her har vist stået et slag. Om den høj fortælles, at en pige bar den sammen i sit forklæde. Hun var flere år om det, men det blev også den højeste af dem. Her var begravet en af de kjæmper, der var falden i slaget, og hun var hans kjæreste eller brud. Den gamle bonde,...
En præst i Bjerget havde været ude at kjøre. Da han ved midnatstid kom hjem, så både han og kusken, at der stod en hvid skikkelse inde på kirkegården og vinkede med hånden. De troede begge, at det var et spøgelse, og præsten besluttede sig til at mane det ned. De kjørte hjem, og præsten kom i kjole og krave og fik bibelen i hånden, og nu gik de atter op...
Ved Albjærg bakke, der ligger ved vejen mellem Bjerget og Kjærup, var Fanden slem til at husere og viste sig i forskjellige skikkelser. En pige, der tjente i Kjærup præstegård, havde en aften været henne at besoge sin søster. Det var meget mørkt, og da hun på hjemvejen gik forbi Albjærg bakke, kom Fanden løbende ned mod hende. Pigen kunde se, at ban...
En kone i Bjerget, som varmeget bange for spøgelser, havde en aften været henne i en gård efter mælk. På vejen hjem gik hun langs en groftekant, og her var noget, der greb fat i hendes spand og holdt don tilbage. Konen troede, at det var et spogelse, der vilde tage spanden fra hende, og hun sagde da: Er du nærere til den end a. så behold den! Hun slap...
Skrommelbue: tung uhandelig person, som er kejtet og avet i sine bevægelser; båtti: hartad, næsten; buttel: mindre kar uden ører eller hank; skre: glat, han æ så skre som en mis (den lumske, underfundige); hjap-i-trow: den, der griber og snapper i alting: skøwel er et skjældsord til folk: a ka it hyt mæ få ku/d: nære mig for kulde. Adslev. Mikkel Sørensen.
Før sæ i og før sæ hv: trække i og af klæderne; a wel te å for mæ àw: gå til sengs; wuenskyw\: vognskur; dus: halm, brugt til tækning; bållekås: buldrekasse, vogn med fast fadiug på; brænndnore: brændenælder; stund: siden, st;und du ikke har noget at tage dig for, kom og hjælp mig; tuur: tåle, holde ud; a koe såmænd endt tuur e længe; kol: at være godt...
Jow, do æ sne joiv po et: har hastværk; slowwn: sagtne, de slowne mæ blæsten, også om pine; delken: skure, fordybning i gjenstande, kaldes også skrip; pejte: dunk, en donk sikåri; æwwl: soge trætte, ban æwle sæ enå po jæn, æwles å kjæwles; hjajj: et gammel udmagret og, også om personer, der ser forslidt og forasede ud, hærom hjajj ; skwajepøls laves af...
I Herskind biuges ordene: Kywt (om korn); kræet kan it kywt kweut i vinter: fordøje : mjælldowt: det fine støv af melet. M Sørensen.
Hjapitråw: én, som hjapper og farer i alting, også om én, som forhjapper sig i talen. Skrommelhue om en klodset, kluntet person, én, som er tung i sine bevægelser. BæZe. Skjældsord til en dreng, din kjælle hæle. Adslev. Mikkel Sørensen.
Æ ivi udråb af foragt, når man rører ved noget stygt. Samsø. Mikkel Sørensen. Æ føj. Adslev.
