En ung bondepige har til højtid sit hår skilt i midten og kjæmmet lidt ned ad mod kinden og strøget op bag ørerne, hvor det er flættet i to piske. Disse bliver hæftede op i nakken med hårnåle. Hun bærer over håret en kappe med en ganske lille rund puld og et lille forstykke. Til kappen er der hæitet to pibede skjæghatte (vinger), der er tre til fire alen...
En mand pløjede ved en høj. Da kom en lille mand med en rød hue ud af den og bad ham meget venlig om at vælte den sidste fure tilbage igjen, da der ellers faldt jord ned i hans middagsgryde. Mandeu føjede ham straks, og fra den dag lykkedes alt for ham, hans heste blev fede, der kom nyt jærn i ploven af sig selv, og han blev fra en fattig til en rig mand....
En gammel kone. som var til højstads. var iført en stoffes kjole, meget langlivet, med kropne albueærmer. Et smukt, hvidstribet tørklæde var kastet om halsen. Mørkeblå strømper og sølvspændesko. De havde bomuldsvanter på hænderne. I den ene hånd holdt de et hvidt lommeklæde, der var smukt sammenrullet, og der var stukket en blomsterkost af ambra og balsam...
Kristenvåret er en meget lang og smal kjole af tykt, rødt silketøj, hvorpå der er syet et kors af sølvbrokade således, at enhver af de to striber nåer fra barnets ene skulderblad til den modsatte fods tåspidser. Dertil hører en hue af samme stof, også smykket med sølveller guldbrokade. Nik. Christensen.
Konernes daglige dragt. En sirtses hue dækkede det øverste af hovedet, og håret var opstrøget med et strygebånd. Et sammenlagt klæde af blåtærnet bomuldstøj var bundet om panden så nederlig, at det ganske skjulte håret. Hun bar en strikket kraprød trøje med ærmer, der støttede ovenfor albuen, en brystdug derover (snørliv). Om sommeren var den af samme tøj...
En kone i Oster-Løgum sad en gang og vuggede, og da kom der en lille mand ind, som havde en rød hue på, han vilde tage barnet af vuggen, men konen gav ham i tide et dask på hovedet, og han måtte da løbe sin vej. Næste dag så hun ham igjen smutte ud af døren, men da havde han taget barnet og lagt en skifting i steden. Nik. Christensen.
I en gård i Jetsmark, der kaldtes Hdnsholm, havde de en gammel torvestak, hvori der var en nisse. Stakken var forskrækkelig gammel, og ingen turde røre den. Nissen var iført en lille grå kofte og havde en rød hue på hovedet. Samme nisse havde også en stor grå kat, som ofte kom ind i stuen og lagde sig under kakkelovnen, men ingen turde røre den, ti så var...
Da Vang brændte for omtrent halvtredsindstyve år siden, da løb der nogne bitte nogne med røde huer på i ilden. Det så ud, som de sankede noget op. De gubrede og sagde: «Huhuhu!» En mand stod også derpå, og han sagde: «Fanden skulde tage jer, at I fryser i sådan en ild.» Nik. Chr.
Frands i Niirhalne var forlovet med en enke på en af Åstrupgårdene. En aften vilde han besøge hende, og da sfi han lygtemanden hoppe langt borte på engen ved Græsrimmen. Så dristede han sig til at pege fingie ad ham, men aldrig så snart han havde gjort det, stod lygtemanden ved Båden af ham. Det var en lille mand i en blå frakke. nåede til knæerne, han...
Der er et sted nord pà, som kaldes Gradbusken, hvor der har været dværge, som fortælleren har set med legemlige øjne og et sted, som kaldes Liudbusken, som de også har haft sølv og linned ude, og kister har været slået i lås. Et sted, kaldet Alnieenelsbeikke, har også nogle været set rende om som små drenge og lege. Dværgene havde røde huer på, men...
