8 datasets found
Danish Keywords: kjælling stikke
En gammel degn i Flynder, der hed Josalseu, kom til præsten og fik salmenumrene opgivet til næste søndag. De skulde have: “Aleneste Gud” til indgangssalme, og den vilde præsten nu altid have. Så sagde Josaisen: “Å, hr. pastor, det er da en træls hund at blive ved at trækkes med, kan vi ikke få en anden”. — Den gamle Jonaise,-,), levede nu ikke i bedste...
da.etk.JAT_06_0_00412
Niels Blankenhjærg, som a gik til præst med, han kom efter det ud at tjene til Vester-Vinkel i Hove. Om sommeren, det var besovejr, da heste der en sort ko, så snart solen skinto igjennem, og de andre fulgte efter, så drengen døjede ondt med det. Han skulde nu ligge nede ved åen og passe på høvderne, og der finder han et æg, som han tager og stikker i...
da.etk.JAT_06_0_00246
Pastor Clausen i Vorde var så meget en sølle præst og havde så meget en afskyelig kjælling. Hun var ydmyg i det, og når de var til forsamling, og hun sad inde pa bænken og vilde om, mens bordet stod og var dækket, så kunde hun lige tage ved bordet og svinge sig oven over det og så komme ud på gulvet uden at røre ved sagerne. Han var jo forfalden, og det...
Jørgen Abraham, der boede i Bjærgynosekjær, hans kone hun løb med æ gule rakker, der også boede i Horne, og de var længe henne. Endelig kom hun igjen. Så sagde folk til ham: “Var du fornøjet med det, te din kone sådan løb med æ gule rakker?” Han svarer: “Å, Gud læ Soten tornes i ham. den lille gule med æ kannd. han ku ha læt mi kjælling wann.” I forårets...
da.etk.JAH_05_0_00685
Der var en Kone, hun havde en Søn, der gik hjemme ved hende og vilde ikke ud at tjene. Nu gik han jo og hittede på et og andet, og da der en Gang efter St.-Hans Aften var kommet noget til at sidde på deres Kjåldeport, de kalder for Hegsesmør, så tager han en Klat af det og lægger på Ilden. Det pråste jo svært, og en Times Tid efter kommer der en gammel,...
da.etk.DSnr_01_0_00937
Ovre i Salling i gården Eskjcer er nogle hekse blevne murede fast. Der boede to gamle kvindfolk i Tise, som forestillede at være så gudfrygtige. De var ikke godt gående, og da de var på fattigvæsenet, skulde de kjøres til kirke hver søudag. Beboerne var nu kjede af dether, men de vidste aldrig, hvad de skulde hitte på. Så vilde de have præsten...
Der var en mand, der hed Niels Skovfoged, han kunde vise igjen, når noget var tabt eller stjålet. Han kunde også stikke kniv og gaffel op i loftsbjælken og malke mælk af gaflen og blod af kniven. En gang havde han givet sig af med at vise nogle ænder igjen, der var blevne henne; men det kom han skidt fra, da han havde båret sig fejl ad, og et helt år...
I pestens tid var alle folk døde ud ber så nær som to gamle kjællinger, de overlevede den. Så stak den ene bendes hoved ud af døren og sagde: »Nu er det minehvei krumme.« Da er der éu til, der stikker sit hoved ud og siger: »Nej, vi får at bytte, a vil også have noget af det.« Mads Christensen Bundgård, Søndbjærg.
35